Farvel til den pæne pige

Jeg er i fuld gang med at læse en ungdomsroman, som jeg faktisk bliver mere og mere vild med. Den hedder "Farvel Miss Nice Girl" af Endre Lund Eriksen. 

Bogen handler om en blind pige, som får mulighed for at være alene hjemme en uge, mens hendes forældre er på ferie. I den uge gør hun op med at være den søde pæne ordentlige pige til fordel for at være den hun gerne vil. Hun laver en liste over ting, som hun gerne vil gøre i løbet af en uge. Hun vil drikke sig fuld, gå på en bro, kysse og gå i bad hver dag. Hvad den ender med, ved jeg jo af gode grunde ikke endnu, men bogen har allerede sat en masse tanker igang.
Mit bud er, at flere kender til den der føles af at være den pæne pige, og det med at have et stort ønske om at gøre op med at være den pæne pige, men istedet gøre som man har lyst til.
Jeg har så længe tilbage, som jeg kan huske, gjort ALT for at være den pæne pige - den gode datter, den gode søster, den dygtige studerende, den bedste veninde, den dejlige kæreste, den gode kollega, den perfekte lærer, den glade pige, den sjove pige - for tænk nu, hvis folk ikke tænkte pænt om mig. Min verden ville da falde sammen, hvis ikke folk kunne lide mig. Så pyt med at jeg ikke altid kunne lide mig selv. For meget er det et kæmpe pres at være den pæne og dygtige pige. Jeg kom sådan til at tænke på en sang, som jeg hørte for mange år siden som barn. Sangen hedder faktisk "Den søde pige", og den handler om søde Lisemettte, som bare gerne vil lære at være fræk og slå sig løs.

http://www.youtube.com/watch?v=czn5CWBmSAE

Søde Lisemette kunne lige så godt være mig, for jeg falder vist meget godt ind under den kategori, men har jeg egentlig lyst til det? Et af livets store spørgsmål er jo, hvem er man, men i virkeligheden spørger jeg lige så tit mig selv, hvem har jeg egentlig lyst til at være?? Hvad vil jeg gerne have folk tænker om mig - OG er det vigtigt, hvad andre tænker om mig, bare jeg er tilfreds med mig selv? Falder min verden sammen, hvis jeg mangler et komma i min tekst eller har lavet en stavefejl? Tænk hvis nogen opdagede det, og det gør nogen sikkert, og de så tænkte, at jeg ikke kunne stave eller sætte komma. Tænk en dansklærer der ikke kan sin grammatik og sine staveregler - føj!

Men helt ærligt, det er jo min blog, og mon ikke folk overlever en stavefejl, et manglende komma, et komma for meget eller andre smuttere - de læser vel med, fordi de har lyst. Jeg skriver, fordi jeg har lyst, og folk læser jo ikke med at tvang - ok måske min mand er tvungen, men han er jo også min mand :-).
Faktisk er det ret grænseoverskridende at lade folk læse med, fordi jeg, når jeg skriver, giver en del af mig selv væk - jeg tillader andre at have en mening om det, som jeg skriver, for ellers var der vel ingen pointe i at skrive det i en offentlig blog. At give mere af mig selv, af den "rigtige" mig, er et af mine mål, i mit forsøg på at finde ud af, hvem jeg egentlig er, og lige så meget hvem jeg ønsker at være.

MOD - et af mine fire vigtige ord - er hermed taget i brug. Jeg bruger mit mod til at skrive en mere personlig blog. Læst endelig med! Men du er også meget velkommen til at lade være, hvis du ikke har lyst - du skal gøre helt, som du har lyst til - for nu øver jeg mig i at gøre som JEG har lyst til - dog stadig med respekt for mine omgivelser og mine medmennesker.