ARKIV

6. mar. 2013

Hvis jeg bliver

.....Hvad ville du vælge?

Det kunne jeg vist meget vel spørge mig selv og jer om - for bloggen er godt nok stille. Jeg har ikke den store motivation til at skrive - og det er ikke fordi, at der ikke er nok at skrive om. Faktisk er der meget som trænger til at blive læsset af - men jeg er nok blevet lidt genert. Genert!?!?! Jo, jeg kan faktisk godt blive genert og forlegen. Det skulle man ikke tro, men den er god nok.

Alt det som fylder, og som fylder godt op i mit system, handler om meget personlige ting. Det ville være at udlevere sig selv, og til dels også andre, at dele dem her på bloggen. Jeg kan ikke finde ud af, om det er noget, som jeg har lyst til. Jo lysten er det, men jeg mangler modet. Jeg mangler modet til at springe ud i at være helt ærlig. Igen er vi tilbage til den der åndsvage følgesvend af min: " Hvad tænker de andre!?!?! - altså om mig"

Jeg kunne lade være med at dele det med jer, men så synes jeg bare at bloggen bliver upersonlig og halvkedelig helkedelig. De blogs som jeg selv holder allermest af er nemlig dem, som jeg mener er temmelig ærlige. Det er de blogs hvor jeg kan genkende mig selv, tænke nå ja, smile, grine og blive nysgerrig af. Samtidig er bloggen jo også min ventil - jeg skriver mig jo ud af mange overvejelser.

Mens jeg overvejer om jeg bliver, så kan I lige få en boganmeldelse med på vejen. Jeg har ikke læst bøger i LANG tid, men i sidste weekend læste jeg en bog på en enkelt dag. Jeg er tilbage ved ungdomsbøgerne igen, fordi det kniber lidt med koncentrationen for tiden. Ungdomsbøgerne er tit nemmere at gå til, og jeg er altså godt underholdt alligevel.

"Hvis jeg bliver.....Hvad ville du vælge" af Gayle Forman er fra 2009 og udgivet på forlaget Borgen.

Bogen handler om 17-årige Mia, som bor sammen med sine forældre og bror i en lille by i Oregon. Hun spiller cello, og hun overvejer art flytte til New York for at studere på Julliard. Men kan hun undvære familien og ikke mindst kæresten Adam.
En morgen kører familien galt. Mia ender voldsomt kvæstet, i koma på hospitalet, mens resten af familien dør fra hende.
I bogen følger vi Mia uden for kroppen. Her følger vi hendes oplevelser og erkendelse af, at hun nu er alene - uden familie. Hun bliver pludselig tvunget til at tage stilling til, om hun ønsker at blive, at leve videre. Undervejs er det samtidig et tilbageblik på Mias liv.

Historien er tankevækkende, relativ velskrevet og flydende. Man vender hver en side i håbet om, at hun vælger at vende tilbage. Samtidig kan man slet ikke overskue de konsekvenser og det liv, som Mia nu står overfor. Hvordan lever man videre, når man selv er dybt kvæstet og ens nærmeste døde? Ønsker man det? Findes der andre ting i livet, som er værd at kæmpe og leve for?


21. feb. 2013

Når noget er nogen.....

....i en nøddeskal. Så kan man få lyst til at ryste på hovedet af dem.

Lige nu har vi ramt en nøddeskal. Vi har nemlig en tendens til, at når der endelig kommer ro på hos os, så finder vi på en ny idé. Det er også sket denne gang. Det er så en af de bedre - og jeg glæder mig til at fortælle om den i næste uge. Der er nemlig lige et par ting som skal falde på plads først.

Men jeg siger jer - vi har fart på hos os.

18. feb. 2013

Tiden flyver.....

.....og det er slet ikke meget, at I hører fra mig herinde. Egentlig irriterer det mig lidt - både fordi jeg gerne vil holde min skrivning ved lige, men også fordi det er en god måde at skrive en form for dagbog på.

I dag læste jeg på facebook en dejlig opdatering: Min psykolog har slået op med mig. Hun siger, jeg ikke har brug for hende længere. Det føles lidt vildt. Og godt.

Det er skrevet af en gammel bekendt, som også skriver blog. Den er for øvrigt skøn, så smut ind og læs med hos Kaffe og T.

Jeg kender godt den slags break-up - sådan et havde jeg nemlig i januar. I dag forsøgte jeg at beskrive, hvordan sådan et break-up føles.

Jeg skrev sådan er til T:
Det er lidt som at få støttehjulene af. Først kører man lidt tøvende. Måske ridser man lige en tå i asfalten inden man får rettet op men pludselig suser man derud mens man holder balancen og skal så kun tænke sig om når der kommer et skarpt sving eller en mega bakke og det opdager man også at man godt kan så god tur på cyklen uden støttehjulene.

Men det er på en gang angst provokerende og gør en stolt at få støttehjulene af. Man føler sig ikke flyveklar, men man er det - man håber i hvert fald man er det. 

Jeg har fået mine støttehjul af - måske godt nok, når man har brugt dem længe, meget længe - og jeg cykler faktisk ret fint stadigvæk - måske ikke helt så sikkert endnu, men så længe man øver sig, så kan verden og en selv, som er den største kritikere vist ikke forlange meget mere. 

Så pas på derude, for her kommer jeg susende. Måske jeg overhaler dig en dag? Nej, vent det gør jeg ikke, for jeg synes nemlig det er meget hyggeligere at følges, for så kan man nemlig snakke imens man cykler. Er der nogen som vil følges med mig og T? 

Sådan en er rar at have ved hånden