Når noget er nogen.....

....i en nøddeskal. Så kan man få lyst til at ryste på hovedet af dem.

Lige nu har vi ramt en nøddeskal. Vi har nemlig en tendens til, at når der endelig kommer ro på hos os, så finder vi på en ny idé. Det er også sket denne gang. Det er så en af de bedre - og jeg glæder mig til at fortælle om den i næste uge. Der er nemlig lige et par ting som skal falde på plads først.

Men jeg siger jer - vi har fart på hos os.

Tiden flyver.....

.....og det er slet ikke meget, at I hører fra mig herinde. Egentlig irriterer det mig lidt - både fordi jeg gerne vil holde min skrivning ved lige, men også fordi det er en god måde at skrive en form for dagbog på.

I dag læste jeg på facebook en dejlig opdatering: Min psykolog har slået op med mig. Hun siger, jeg ikke har brug for hende længere. Det føles lidt vildt. Og godt.

Det er skrevet af en gammel bekendt, som også skriver blog. Den er for øvrigt skøn, så smut ind og læs med hos Kaffe og T.

Jeg kender godt den slags break-up - sådan et havde jeg nemlig i januar. I dag forsøgte jeg at beskrive, hvordan sådan et break-up føles.

Jeg skrev sådan er til T:
Det er lidt som at få støttehjulene af. Først kører man lidt tøvende. Måske ridser man lige en tå i asfalten inden man får rettet op men pludselig suser man derud mens man holder balancen og skal så kun tænke sig om når der kommer et skarpt sving eller en mega bakke og det opdager man også at man godt kan så god tur på cyklen uden støttehjulene.

Men det er på en gang angst provokerende og gør en stolt at få støttehjulene af. Man føler sig ikke flyveklar, men man er det - man håber i hvert fald man er det. 

Jeg har fået mine støttehjul af - måske godt nok, når man har brugt dem længe, meget længe - og jeg cykler faktisk ret fint stadigvæk - måske ikke helt så sikkert endnu, men så længe man øver sig, så kan verden og en selv, som er den største kritikere vist ikke forlange meget mere. 

Så pas på derude, for her kommer jeg susende. Måske jeg overhaler dig en dag? Nej, vent det gør jeg ikke, for jeg synes nemlig det er meget hyggeligere at følges, for så kan man nemlig snakke imens man cykler. Er der nogen som vil følges med mig og T? 

Sådan en er rar at have ved hånden

Velkommen tilbage......

......kunne jeg måske fristet til at sige til mig selv. For hold da  op hvor har bloggen været sat på hold længe. Det er egentlig ikke, fordi jeg ikke har haft noget på hjertet, men jeg har slet ikke kunne komme i gang.

Sidste nyt var jo mig i hullet - og selvom jeg er godt på vej op igen, så har jeg en tendens til at miste fodfæstet. Lige når jeg synes, at nu kan jeg række armene op og nå kanten, så svigter kræfterne, og fødderne smutter. Men jeg er da så langt oppe af hullet, at jeg kan mærke den friske luft og trække vejret.

Men det er slet ikke hullet, som gør, at jeg ikke har skrevet herinde i længere tid, men derimod et ønske om at skrive glade og positive indlæg med fokus på alt det gode som sker. Det kommer sig egentlig af, at jeg blev opfordret til at fokusere på det positve, fordi jeg tit fastholder mig selv i en dårlig spiral.

At fokusere på det positive i hverdagen går rimelig godt - og jeg synes tit, at jeg tager mig selv i at tænke "har jeg det ikke bare godt, sikke en dejlig dag i dag", og det er SÅ fantastisk. Det gør tiden i hullet mere udholdelig. Men jeg er ikke så god til at dele det herinde. Især ikke når jeg ville uden om alle de triste og svære indlæg, for bloggen er min ventil.

Så nu har jeg gjort op med mig selv, at jeg ikke vil overveje, hvad jeg deler herinde. Jeg vil skrive om lige det som falder mig ind, lige det som jeg har brug for at få ud. For jeg har brug for min blog - min ventil.

Desuden har jeg brug for at få bogstaver på papir, jeg har lyst til at skrive sætninger og skabe en tekst.

Så når I læser om alle mine huller, mine udfordringer og min oplevelser, så håber jeg, at I ved, at der sker meget mere i mit liv end det. At det hele ikke er så håbløst endda. Selvom det nogle gange lyder lidt bakket og hullet.

Er ikke fan....

.....af huller. Huller er sådan en kompleks størrelse, og selvom huller kan lappes, så kommer de altså tit i vejen. Nogle huller kan også være ok. Jeg er nemlig ret glad for mine huller i ørerne. Det tog mig mange år at samle mig mod til at få lavet de huller, men nu bruger jeg dem stort set dagligt.

Men jeg er ikke vild med

• grimme huller i vejen. Dem kan man både falde ned i, falde over eller punktere en cykel. 

• huller i tøjet. De skal nemlig lappes, og det er så kedeligt. Nogle gange sker det også, at der kommer huller i noget ynglingstøj, som så slet ikke kan lappes. Øv!

• huller i hovedet. De gør ondt, og det skal lappes. Det indvolverer tit en nål, og jeg er ikke vild med nåle.

• huller i hukommelsen. Jeg har hjerne som en hul-si. Jeg husker som en dør eller rettere jeg husker ikke rigtig. Tit glemmer jeg små ting, og jeg er nødt til at skrive alle aftaler ned, hvis jeg skal huske dem. Det er irriterende at huske dårligt.

• huller i tænderne. Det er bare så dyrt at få dem lappet. Desuden kommer man tit ikke uden om bedøvelsesnålen. Det burde være forbudt med sådanne trælse huller. 

Men mest af alt så hader jeg huller i humøret. Jeg har længe haft det rigtig godt. Men nu er jeg lige ramlet ind i et hul. Og det er et af de dumme af slagsen. Jeg har jo jævnligt lige et mindre bump på vejen, men denne gang synes jeg, at hullet er lidt dybt at komme op ad. Jeg er i hvert fald faldet godt og grundt ned i det. 

Jeg har en underlig uro i kroppen, intet overskud, træthed i dyngevis, nemt til gråd og klemmen i halsen. Det mest trælse ved det her hul er, at jeg ikke kan finde ud af, hvad det kommer af. Så det er altså lidt svært at lappe. Jeg prøver at granske min hjerne for årsager til, at jeg har svært ved at bevare overblikket, humøret og overskuddet. Umiddelbart så kører tingene ret godt på skinner. Jeg forsøgt at tømme hovedet, som jeg har lært hos min psykiater, ved at skrive sedler. Jeg har forsøgt at dyrke motion. Jeg har slappet af og sovet. Jeg har været sammen med mennesker. Men jeg har stadig kun lige hovedet oven hullet. Men det er da selvfølgelig en start.

Jeg skal afsted til akupunktur i dag og resten af ugen. Deriblandt også tankefeltsterapi. Måske jeg bliver klogere på hullet i ugens løb.

Sammen med Manden min har jeg overvejet, om det kunne være min vægt og mit forhold til søde sager og junkfood, som kunne være en af årsagerne til hullet. Men det er et helt kapitel for sig. 

En anden årsag til hullet kunne være kunne være økonomi, som jeg bekymrer mig meget om - og som jeg burde give slip på, for den er fin uden at være prangende. 

Godt jeg både skal omkring min psykiater og akupunktur i dag, for jeg skal vist have en hånd op af hullet.

Kære Hoved.....

.....jeg skriver til dig, fordi jeg har en venlig anmodning.

Kæreste Hoved, når du nu læser dette, så må du endelig ikke tage det ilde op. Det er bestemt ikke, fordi jeg ikke kan lide dig, eller fordi jeg håber, at vi skal skilles. Sådan helt grundlæggende kan jeg slet ikke leve uden dig, men hvis vi skal blive ved at have noget kørende, ja så skal der altså et par ændringer til.

Nu er det ikke sådan, at det kun er dig, som skal ændre dig, jeg skal også nok gøre mit til at ændre mig, men vi må vi altså have lavet nogle andre rammer og have nogle faste aftaler, for jeg orker ikke rigtig, sådan som vores forhold kører lige nu. Vi er altså nødt til at være to på samme bølgelængde, hvis vi skal blive ved med at danse fandago.

Lige nu kører du i et helt andet gear, end jeg kan holde til. Du tænker en million tanker, og du vil have mig til at følge dem alle - og helst i det sekund, som du har tænkt dem. Bevar mig vel mange af dine tanker er slet ikke så tossede endda, men undskyld mig, andre er dælme helt hen i skoven. Og jo jo, skoven er da smuk på denne årstid, men den er også meget stor, kold og uhyggelig, hvis man ikke finder ud igen, inden natten falder på.

Du driver mig og min Frk. Krop til vanvid. Du skaber hjertebanken, tårer, uro og sitren, og det er altså ikke så heldigt. Hvis du ikke passer på, så ender det med, at alle bliver sure og tvære på dig, og så er der til sidst ingen, som gider lege med dig mere. Så jeg siger jo også det her for din egen skyld, fordi jeg godt kan lide dig, og fordi jeg gerne vil passe på dig.

Hvorfor skal du have overblik over alt? Hvorfor skal du vide alt? Hvorfor skal du være bedre og større end google-søgemaskinen? Helt ærlig så har den nok et par tusind gange ti flere hoveder end dig til at styre processerne, så hvorfor vil du gerne gøre det helt alene? Hvorfor lader du ikke andre hjælpe dig?

Jeg prøver virkelig at forstå dig, men det er altså svært. Du er virkelig en udfordring for mig. Du gør noget ved mig, som jeg slet ikke bryder mig om, så derfor må vi altså finde en anden melodi. Tror du, at vi kan det? Og tror du, at det holder denne gang?

For det er altså ikke, fordi jeg skal hakke dig helt ned under gulvbrædderne, men du er altså ikke altid særlig vedholdende. Du lover bod og bedring, men det holder ikke altid så længe, fordi du så igen stikker af. Kæreste, kæreste hoved! Hvad skal der til, for at du tager dig selv seriøst og passer godt på dig? Har du ikke snart fået nederlag nok? Vink med vognstænger, venlige anmodninger og gok i nødden?

Jeg ville sådan ønske, at der var en let vej, som jeg kunne vise dig, men jeg er bange for, at der kun er hårdt arbejde forude. Men jeg vil gerne gå den vej sammen med dig, men du er bare nødt til at vælge vejen selv.

Du kan vælge vejen, som graver dig under jorden, og som er den vej, som du allerede kommer ad. Den er fuld af bump, kulde, mørke, og den går i selvsving. Du møder mange mennesker på den vej, men du kan ikke se dem, og du kan ikke røre dem, og de ser igennem dig. Men det er en vej, hvor du kan løbe hurtigt. Hurtigere end du nogensinde har kunne løbe før.

Du kan også vælge den anden vej. Den vej fører dig ud på dit livs hårdeste marathon. Den vej er du allerede halvvejs nede ad. Så den er ikke lang, men den er stadig hård. Her møder du også mange mennesker. Nogle af dem kan du se, røre og snakke med. Andre ser igennem dig, og andre igen ser den anden vej. Nogle mennesker vil gøre dig følge på den vej, mens andre vil gå i en helt anden retning. Der vil være nogen, som du ville ønske, ville gøre dig selskab, men som vil vælge en anden vej. Men der vil også være mennesker, som vil vælge din vej og dig, og som du ikke havde drømt om ville vælge med dig. Det er en vej fyldt med latter, tårer, sved og oplevelser i både sol, regn, mørke og skumring.

Du kan også vælge en helt tredje vej. Du kan vælge at blive stående, hvor du står. Lige på kanten mellem den første og den anden vej. Her vil du også fint kunne stå, men den bringer dig ikke videre. Den vil være nogenlunde lige ud, men uden sjov og udvikling.

Kære Hoved, jeg ved, at det her er store beslutninger, store overvejelser. Men du er nødt til at vælge en vej, vælge en bølgelængde, hvis vi to skal blive ved med at danse tæt. Jeg VIL dig, og jeg vil gerne danse tæt, men du er nødt til at ville det. Du er nødt til at vælge mig! Du er nødt til at tage dig selv og mig alvorligt, for ellers tror jeg den første vej vælger dig af sig selv - og jeg tror ikke, at det er den bedste vej for dig.

Kære Hoved - vil du ikke nok skrue ned for dine forventninger til dig selv, dine behov for beslutninger, dit kontrolgen og give dig selv lidt ro. Du trænger til det - Frk. Krop trænger til det  -  JEG trænger til det.

Kærlig hilsen
Din fandangopartner

Min nye bedste ven

Med fare for at fornærme nogen af de dejlige mennesker, som jeg omgiver mig med, så har jeg altså fået en ny bedste ven.

Jeg har egentlig kun lånt min nye bedste ven. Men jeg elsker "hende" allerede meget højt, og jeg er allerede ved at udtænke planer, så jeg kan få en ny bedste ven som evigt eje.

Min nye bedste ven hedder Lilla Raliegh - og hun ser sådan her ud

Billedet er lånt her

Min nye bedste ven - eller veninde er hun vel - er en cykel med hjælpemotor. Det er virkelig en gave til sådan nogen som mig, som er udstyret med mindre gode lunger, og som bor i en by fuld af små og store bakker.

Hun er egentlig min mors, men jeg har fået lov at låne hende i et par måneder. Manden min er jo afsted hver dag i bilen til Billund, så jeg skal transporteres rundt på cykel, ben eller bus. Sådan noget logistik kan få min hjerne til at brænde sammen. Jeg kan sove dårligt om natten, hvis jeg ved, at jeg skal cykel langt væk, med en bus eller skal brug timer på transport. Jeg har det bedst med at være i kontrol, og det føler jeg nemmere, at jeg kan være i en bil eller på en cykel end i bussen. Men på cyklen har jeg været hæmmet af mine dumme lunger, som ofte brokker sig, når det går op ad bakke eller der er modvind - og der er seriøst meget modvind på danske cykelstier. 

Men nu kan jeg få hjælp til at overvinde bakker og modvind - og det er fantastisk. Jeg har allerede kørt over 55 km på en lille uges tid på min skønne veninde. Jeg kommer frem på ingen tid, fordi jeg ikke skal trække op ad bakker, og jeg er ikke nær så ødelagt, når jeg er færdig med min cykeltur, og som sidegevinst får jeg frisk luft, og jeg behøver ikke have busplaner til at gå op i en højere enhed. 

Jeg føler mig virkelig heldig. Jeg er sikker på, at jeg her har fundet mig en veninde for livet. Det bliver svært at undvære hende, og jeg sender godt nok min mor mange taknemmelige tanker. Tak mor! Jeg ved, at du læser med her, og selvom jeg har sagt tak, så får du altså lige et mere med her. 

Når jeg fortæller om min nye veninde med motor så kigger folk lidt, trækker på smilebåndet - nogen griner endda lidt af mig. Men ved I hva'? Jeg er ligeglad, for det har virkelig lettet min hverdag - og det gør noget ved min måde at tænke på.

Min store udfordring er jo tit forandringer, og det har været en stor forandring for mig, at jeg ikke bare kan sætte mig ud i bilen og komme fra A til B. Det har virkelig fyldt meget i mit hoved, at jeg skulle til at planlægge og have ting op i en højere enhed, når jeg skulle afsted til noget - og det kunne også fylde enormt meget for mig, hvis jeg skulle afsted på min egen cykel, fordi det var så pissehårdt ved mig. Og JA halvdelen handler om dårlig form - og den skulle jo gerne blive bedre med tiden, men resten handler om astmaagtige lunger, som jeg er ved at kaste op efter en tur op ad Overlundbakken. Og det kunne få min hverdag til at vælte totalt. Jeg følte mig begrænset og låst herhjemme. Objektivt set kan jeg godt sige og mene, at det er noget værre pjat, men virkeligheden var bare, at sådan var det. 

Jeg kunne ikke overskue træning i byen, fordi jeg skulle cykle eller med bussen. Det var et timelangt projekt at komme til netværksgruppe, og jeg kunne få ondt i maven over det flere dage før. 

Nu cykler jeg. Jeg cykler stadig ikke ubegrænset til Langbortistan, men det jeg cykler meget mere, og det fylder ikke ret meget i mit hovedet. 

Min bedste veninde har jeg haft en uge i morgen - og jeg har allerede tabt mig hjerte. Lilla Raliegh - skal vi være venner for evigt?

At sætte bremsen i......

.......kan nogle gange være nødvendigt. Selvom det er fristende at suse derudad.

I mange måneder, ja faktisk i næsten 2 år, har vores liv herhjemme stået lidt på standby. Jeg kan nemlig love jer for, at der ikke er plads til de store udskejelser eller armbevægelser, når man først ramler ind i stress relateret livskrise og ender på sygedagpenge, og manden så mister sit arbejde.
Vi har sat alt på pause. Ingen børn, ingen boligkøb, ingen rejser (medmindre vores forældre inviterer, og det gjorde de jo heldigvis her i sommers - endda begge hold) og ingen store indkøb.

Det har været vanvittig hårdt - at være syg, at se vennerne overhale en med adskillige længder med huskøb, barn, barn nummer 2 og 3 og 4 og drømme som føres ud i livet. Drømmene har vi haft og har vi da også endnu, men der har bare ikke været tid, overskud og rum til at føre dem ud i livet.

Nu er det hele vendt på hovedet. Jeg har det bedre og er godt på vej til at få det endnu bedre, manden min har fået nyt arbejde, og jeg er også små småt på vej tilbage på arbejdsmarkedet igen. Det betyder overskud, penge i kassen og nye muligheder.

Det er fristende at lade drømme løbe af med en. Jeg er tæt på at falde i den fristende fælde, så nu sætter jeg bremserne i og lader drømme forblive drømme en stund endnu.

Man skal vel egentlig heller ikke så meget andet end hygge sig indendøre i det her blæsende og regnfulde efterårsvejr.....grrrrr.......jeg fryser.