Kære Hoved.....

.....jeg skriver til dig, fordi jeg har en venlig anmodning.

Kæreste Hoved, når du nu læser dette, så må du endelig ikke tage det ilde op. Det er bestemt ikke, fordi jeg ikke kan lide dig, eller fordi jeg håber, at vi skal skilles. Sådan helt grundlæggende kan jeg slet ikke leve uden dig, men hvis vi skal blive ved at have noget kørende, ja så skal der altså et par ændringer til.

Nu er det ikke sådan, at det kun er dig, som skal ændre dig, jeg skal også nok gøre mit til at ændre mig, men vi må vi altså have lavet nogle andre rammer og have nogle faste aftaler, for jeg orker ikke rigtig, sådan som vores forhold kører lige nu. Vi er altså nødt til at være to på samme bølgelængde, hvis vi skal blive ved med at danse fandago.

Lige nu kører du i et helt andet gear, end jeg kan holde til. Du tænker en million tanker, og du vil have mig til at følge dem alle - og helst i det sekund, som du har tænkt dem. Bevar mig vel mange af dine tanker er slet ikke så tossede endda, men undskyld mig, andre er dælme helt hen i skoven. Og jo jo, skoven er da smuk på denne årstid, men den er også meget stor, kold og uhyggelig, hvis man ikke finder ud igen, inden natten falder på.

Du driver mig og min Frk. Krop til vanvid. Du skaber hjertebanken, tårer, uro og sitren, og det er altså ikke så heldigt. Hvis du ikke passer på, så ender det med, at alle bliver sure og tvære på dig, og så er der til sidst ingen, som gider lege med dig mere. Så jeg siger jo også det her for din egen skyld, fordi jeg godt kan lide dig, og fordi jeg gerne vil passe på dig.

Hvorfor skal du have overblik over alt? Hvorfor skal du vide alt? Hvorfor skal du være bedre og større end google-søgemaskinen? Helt ærlig så har den nok et par tusind gange ti flere hoveder end dig til at styre processerne, så hvorfor vil du gerne gøre det helt alene? Hvorfor lader du ikke andre hjælpe dig?

Jeg prøver virkelig at forstå dig, men det er altså svært. Du er virkelig en udfordring for mig. Du gør noget ved mig, som jeg slet ikke bryder mig om, så derfor må vi altså finde en anden melodi. Tror du, at vi kan det? Og tror du, at det holder denne gang?

For det er altså ikke, fordi jeg skal hakke dig helt ned under gulvbrædderne, men du er altså ikke altid særlig vedholdende. Du lover bod og bedring, men det holder ikke altid så længe, fordi du så igen stikker af. Kæreste, kæreste hoved! Hvad skal der til, for at du tager dig selv seriøst og passer godt på dig? Har du ikke snart fået nederlag nok? Vink med vognstænger, venlige anmodninger og gok i nødden?

Jeg ville sådan ønske, at der var en let vej, som jeg kunne vise dig, men jeg er bange for, at der kun er hårdt arbejde forude. Men jeg vil gerne gå den vej sammen med dig, men du er bare nødt til at vælge vejen selv.

Du kan vælge vejen, som graver dig under jorden, og som er den vej, som du allerede kommer ad. Den er fuld af bump, kulde, mørke, og den går i selvsving. Du møder mange mennesker på den vej, men du kan ikke se dem, og du kan ikke røre dem, og de ser igennem dig. Men det er en vej, hvor du kan løbe hurtigt. Hurtigere end du nogensinde har kunne løbe før.

Du kan også vælge den anden vej. Den vej fører dig ud på dit livs hårdeste marathon. Den vej er du allerede halvvejs nede ad. Så den er ikke lang, men den er stadig hård. Her møder du også mange mennesker. Nogle af dem kan du se, røre og snakke med. Andre ser igennem dig, og andre igen ser den anden vej. Nogle mennesker vil gøre dig følge på den vej, mens andre vil gå i en helt anden retning. Der vil være nogen, som du ville ønske, ville gøre dig selskab, men som vil vælge en anden vej. Men der vil også være mennesker, som vil vælge din vej og dig, og som du ikke havde drømt om ville vælge med dig. Det er en vej fyldt med latter, tårer, sved og oplevelser i både sol, regn, mørke og skumring.

Du kan også vælge en helt tredje vej. Du kan vælge at blive stående, hvor du står. Lige på kanten mellem den første og den anden vej. Her vil du også fint kunne stå, men den bringer dig ikke videre. Den vil være nogenlunde lige ud, men uden sjov og udvikling.

Kære Hoved, jeg ved, at det her er store beslutninger, store overvejelser. Men du er nødt til at vælge en vej, vælge en bølgelængde, hvis vi to skal blive ved med at danse tæt. Jeg VIL dig, og jeg vil gerne danse tæt, men du er nødt til at ville det. Du er nødt til at vælge mig! Du er nødt til at tage dig selv og mig alvorligt, for ellers tror jeg den første vej vælger dig af sig selv - og jeg tror ikke, at det er den bedste vej for dig.

Kære Hoved - vil du ikke nok skrue ned for dine forventninger til dig selv, dine behov for beslutninger, dit kontrolgen og give dig selv lidt ro. Du trænger til det - Frk. Krop trænger til det  -  JEG trænger til det.

Kærlig hilsen
Din fandangopartner

Min nye bedste ven

Med fare for at fornærme nogen af de dejlige mennesker, som jeg omgiver mig med, så har jeg altså fået en ny bedste ven.

Jeg har egentlig kun lånt min nye bedste ven. Men jeg elsker "hende" allerede meget højt, og jeg er allerede ved at udtænke planer, så jeg kan få en ny bedste ven som evigt eje.

Min nye bedste ven hedder Lilla Raliegh - og hun ser sådan her ud

Billedet er lånt her

Min nye bedste ven - eller veninde er hun vel - er en cykel med hjælpemotor. Det er virkelig en gave til sådan nogen som mig, som er udstyret med mindre gode lunger, og som bor i en by fuld af små og store bakker.

Hun er egentlig min mors, men jeg har fået lov at låne hende i et par måneder. Manden min er jo afsted hver dag i bilen til Billund, så jeg skal transporteres rundt på cykel, ben eller bus. Sådan noget logistik kan få min hjerne til at brænde sammen. Jeg kan sove dårligt om natten, hvis jeg ved, at jeg skal cykel langt væk, med en bus eller skal brug timer på transport. Jeg har det bedst med at være i kontrol, og det føler jeg nemmere, at jeg kan være i en bil eller på en cykel end i bussen. Men på cyklen har jeg været hæmmet af mine dumme lunger, som ofte brokker sig, når det går op ad bakke eller der er modvind - og der er seriøst meget modvind på danske cykelstier. 

Men nu kan jeg få hjælp til at overvinde bakker og modvind - og det er fantastisk. Jeg har allerede kørt over 55 km på en lille uges tid på min skønne veninde. Jeg kommer frem på ingen tid, fordi jeg ikke skal trække op ad bakker, og jeg er ikke nær så ødelagt, når jeg er færdig med min cykeltur, og som sidegevinst får jeg frisk luft, og jeg behøver ikke have busplaner til at gå op i en højere enhed. 

Jeg føler mig virkelig heldig. Jeg er sikker på, at jeg her har fundet mig en veninde for livet. Det bliver svært at undvære hende, og jeg sender godt nok min mor mange taknemmelige tanker. Tak mor! Jeg ved, at du læser med her, og selvom jeg har sagt tak, så får du altså lige et mere med her. 

Når jeg fortæller om min nye veninde med motor så kigger folk lidt, trækker på smilebåndet - nogen griner endda lidt af mig. Men ved I hva'? Jeg er ligeglad, for det har virkelig lettet min hverdag - og det gør noget ved min måde at tænke på.

Min store udfordring er jo tit forandringer, og det har været en stor forandring for mig, at jeg ikke bare kan sætte mig ud i bilen og komme fra A til B. Det har virkelig fyldt meget i mit hoved, at jeg skulle til at planlægge og have ting op i en højere enhed, når jeg skulle afsted til noget - og det kunne også fylde enormt meget for mig, hvis jeg skulle afsted på min egen cykel, fordi det var så pissehårdt ved mig. Og JA halvdelen handler om dårlig form - og den skulle jo gerne blive bedre med tiden, men resten handler om astmaagtige lunger, som jeg er ved at kaste op efter en tur op ad Overlundbakken. Og det kunne få min hverdag til at vælte totalt. Jeg følte mig begrænset og låst herhjemme. Objektivt set kan jeg godt sige og mene, at det er noget værre pjat, men virkeligheden var bare, at sådan var det. 

Jeg kunne ikke overskue træning i byen, fordi jeg skulle cykle eller med bussen. Det var et timelangt projekt at komme til netværksgruppe, og jeg kunne få ondt i maven over det flere dage før. 

Nu cykler jeg. Jeg cykler stadig ikke ubegrænset til Langbortistan, men det jeg cykler meget mere, og det fylder ikke ret meget i mit hovedet. 

Min bedste veninde har jeg haft en uge i morgen - og jeg har allerede tabt mig hjerte. Lilla Raliegh - skal vi være venner for evigt?

Fy-følelser.....

.........fiser rundt i mit hoved, mit hjerte og min mave. Faktisk fiser de så meget rundt, at jeg ikke kan finde ro eller tænke.

Og de er faktisk slet ikke ok. Eller jo det er de vel, for de er der jo. Men jeg forstår dem ikke selv, og jeg har da slet ingen forventning om, at andre skal kunne forstå dem. Jeg har endda været i tvivl, om det egentlig var følelser, som man kan tillade sig at dele med andre. Men nu gør jeg det, for det er sådan jeg har det!

Jeg har fået svar på min sygedagpengesag. Jeg er blevet forlænget med 39 uger! 39 uger og det er med tilbagevirkende kraft, så jeg får nogle af pengene nu, og ellers er jeg sikret frem til 1.december. Det er jo det svar jeg har ventet på, som jeg har sukket efter, og som jeg har frygtet som en gal. Nu er det der....og jeg troede, at jeg ville blive lettet, glad og hæve armene over hovedet. Det er jo fantastisk. Det betyder, at vi kan leve nogenlunde normalt næsten hele 2012 ud! Også selvom manden min ikke får arbejde.

Men jeg er bare træt og underlig tilpas. Jeg er ikke lettet og jublende. Jeg tænker straks "Jamen, hvad så til december?"

Jeg får mega dårlig samvittighed, for jeg bør jo være glad og lettet. Jeg kan ikke tillade mig at være så utaknemmelig, når jeg har fået en chance til. Men det ændrer ikke på, at jeg stadig har knuden i maven, hjertebanken og uro i kroppen. Jeg er stangtræt, men jeg kan ikke sove. Jeg har lyst til at lave noget, men jeg orker det ikke, og jeg har lyst til at græde, men jeg kan ikke.

En klog veninde sagde til mig, at jeg vist bare er nødt til at lade mig selv reagere. At hun ikke tror, at jeg lige nu reagerer på selve afgørelsen, men mere på det pres, som jeg har været under. At reaktionen på usikkerheden og afmagten kommer nu. Hun er nok ret. Så nu vil jeg tillade mig selv at reagere - og give mig selv lidt tid til at vænne mig til tanken. For det er jo fedt! Det er jo en lettelse - den skal bare lige synke ind.

Den næste uges tid vil jeg lade det hele synke ind, mens jeg giver jer noget helt andet end sygedagpengesag, følelser og afmagt......jeg har nemlig forberedt nogle indlæg til jer, som jeg håber, at I vil nyde.....

Så læs endelig med....allerede fra i morgen, og så håber jeg, at I kan rumme mine fy-følelser bedre end jeg selv kan.

Ærlighed

Jeg har skrevet en del på bloggen den senere tid - faktisk har jeg været hel flittig til at dele en hel masse med jer. Det har være gode ting, spændende ting, dagligdagsting og små tankespind, men så har det også været det. Jeg har faktisk ikke fået delt det med jer, som fylder allermest inde i mit hoved. Tror rent faktisk ikke jeg har fået delt det med nogen overhovedet - måske mange ting også bliver nye for manden min. Håber det ikke, håber jeg har fået snakket med ham om det hele, men er lidt i tvivl.

Lige nu fylder det rigtig meget med fremtidsperspektiver.......hvordan kommer det til at se ud på helbredsfronten og på jobfronten, for ikke at tale om familiefronten.


Familiefronten har jeg udsat lidt. Det er vist ikke lige, at vi skal stifte familie, bygge rede og stå på familieræset. Vi ved jo ikke engang rigtig, hvor vi ender henne i verden lige nu. Hvor får manden min job? Er det noget, som vi skal flytte efter? Hvornår kommer jeg nok ovenpå til at det er fornuftigt og ansvarligt at stifte familie? Hvornår bliver økonomien til at lille hus med have? Det eneste vi ved med sikkerhed er, at vi på sigt i hvert fald ender det samme sted. For jeg flytter gerne med min Kim, hvis det er det, som bliver løsningen. Jeg er jo ikke bundet af et drømmejob, men kunne i virkeligheden godt trænge til lidt forandring, så måske kunne være med at skabe flere muligheder og åbenbaringer.

Fremtidsperspektivet bliver afklaret til en vis grad i den kommende uge. Jeg har nemlig besked om udfaldet på min anke. Min fagforening har jo på mine vegne indgivet en anke til kommunen over mit afslag på forlængelse af sygedagpenge. Jeg var jo temmelig forundret over, at man kan blive erklæret for syg til en forlængelse i en paragraf og for rask til forlængelse i en anden paragraf - og desuden få stemplet arbejdsevne 50% og samtidig besked om at klare sig selv. Derfor har jeg sammen med manden min og fagforeningen besluttet at ankesagen. Kommunen havde så 14 dage til at revurdere sagen, og jeg skal så have svar i morgen senest! Men efter som det er kommunalt, så tænker jeg midt på ugen i hvert fald, så har jeg da ikke sat mine forhåbninger for højt.
Men åbenbart er ord vigtige i en sådan sag, for der er stor forskel på varig stationær lidelse og fornuværende stationær lidelse. Derfor er jeg meget spændt på udfaldet i den kommende uge.

Vi har snakket meget om, hvad vi tror udfaldet bliver, og vi er ret enige om, at vi mest hælder mod et afslag. Så bliver vi da ikke skuffede over afgørelsen, for det gjorde vi godt nok sidst. Vi er da også enige om, at vi går hele vejen til beskæftigelsesankenævnet med sagen, selvom det kan ende med at have store konsekvenser. Tror vi altså nok! Hvis nu fagforeningen ikke mener, at sagen har en chance, så må vi heller tænke os om igen.

Der er nemlig en behandlingstid på omkring 8 måneder i beskæftigelsesankenævnet i Ringkøbing, og det betyder, at jeg i værste fald ikke har en endelig afgørelse før udgangen af januar 2013. Det er godt nok langt ude i fremtiden, og jeg har spekuleret rigtig meget på, om det er det værd. Sætter man ikke sit liv på hold i 8 mdr., mens man venter på den afgørelse? Hvad skal jeg lave, mens jeg er i gang med at vente?
Den værste tanke er, hvis jeg nu ikke får medhold i min kommende anke derude i Ringkøbing. For hvad skal der så blive af mig? For det første er det rigtig rigtig mange penge, det handler om - penge som vi lige nu mangler hver evig eneste måned. Vi har, siden sidste år ved denne tid, mistet RIGTIG mange penge hver måned, og lige nu er min indtjening på 0 kr. Hvis jeg er heldig at få medhold i beskæftigelsesankenævnet, så får jeg sygedagpenge med tilbagevirkende kraft, og det betyder, at vi kan komme nogenlunde på fode igen ret hurtigt. Hvis jeg får afslag derude også, så betyder det, at vi mister den mulighed for indtægt, og at jeg derved lige så godt kunne have forsøgt at finde et arbejde i mellemtiden. Men man kan jo ikke gætte udfaldet, så det er vist et spørgsmål om at turde have is i maven. Uha, jeg er ikke så pokkers god til uvidenhed og is i maven!

Heldbredsfronten er en helt anden snak, og måske nok det mest centrale, da det er den, som jeg skal leve med resten af mit forhåbentlig lange liv. Jeg har det bedre nu end for et år siden, men jeg er jo langt fra tilbage på fuld styrke. Jeg har arbejdet 17 timer om ugen på biblioteket - et arbejde jeg elskede, men som alligevel drænede mig for energi. Det går meget godt til at begynde med, men langsomt begynder jeg at få sygedage, blive utilpas, få sorte tanker og gå ned af en meget dum spiral. Jeg er SÅ mega frustreret over, at jeg ikke kan overkomme ret meget. Tit falder jeg i tanker som:


Helt ærlig - det er vel et spørgsmål om at tage sig sammen!  Men jeg kan ikke. Jeg har rygrad som en regnorm, tænker jeg selv - psykiateren siger, at det handler om, at jeg slås med mange ting. Jo jo jo men det skal andre vel ikke betale for? tænker jeg så. Det kan vel ikke være samfundets eller andres problem. Og hvorfor er det, at jeg ikke kan, når andre kan? Jeg forstår det ikke, og det er virkelig ikke, fordi jeg ikke prøver at forstå eller ikke kan acceptere det. Men jeg kan bare ikke forstå det. Jeg kan godt forstå, hvis omverdenen stiller spørgsmålstegn ved det hele, men hvad skal jeg gøre? Jeg ville ønske, at jeg kendte den hemmelige formel for at komme hel ud på den anden side. Jeg ved, at der er flere som ville få god glæde af den formel, så den ville være så skøn at få fingre i. Men der er ingen hemmelig formel, og der er ingen garantier for, hvordan jeg får det i fremtiden, og hvor meget eller lidt jeg kan rumme.

Men igen hvordan kan det blive samfundets problem? Det kan vel kun blive mit eget problem og ansvar, at jeg ikke arbejdsmæssigt formår at honorere de krav, som arbejdsmarkedet og samfundets stiller til deres borgere. At det arbejdsmæssige trækker så hårde veksler på mig, at jeg også bliver svækket privat og som menneske. Men på den anden side så har jeg betalt min skat trofast - lige siden jeg var 13 år, så har jeg ikke på en måde ret til hjælp, når hele mit liv og eksistensgrundlag ændrer sig radikalt. Det er og bliver det store spørgsmål - og måske bliver det 2013, inden jeg kender svaret. I hvert fald samfundets svar - mit eget svar skal I nok få, så snart jeg har udtænkt det.

Der er blevet ansøgt om flexjob til mig som en del af anken. Det er en underlig størrelse, for på den ene side så er det en kæmpe lettelse, og på den anden side er det jo erkendelsen af, at jeg ikke kan klare mig selv, og at jeg skal under samfundets vinger - og på mange måder stritter ALT på mig ved tanken om, at samfundet (kommunen) skal fylde så meget i mit liv. Men jeg må jo nok (psstt jeg har aldrig sådan rigtig indrømmet det, og I har aldrig læst den sætning, men jeg kommer nok ikke rigtig uden om den)  erkende, at jeg har brug for den hjælp. Men dem som kender mig godt, ved også hvor svært jeg har ved at bede om hjælp og tage i mod hjælp. Det er jo egentlig rigtig dumt, men jeg er opdraget til, at man forsørger at klare sig selv, og det er virkelig en svær erkendelse, at jeg ikke kan klare mig selv. For det bringer mig lige på katastrofekurs i retningen af en sætning, som jeg arbejder med ved min psykiater nemlig:

Jeg er ikke noget værd som menneske, hvis jeg ikke er perfekt!

Uha, det er virkelig min kæphest den sætning der.....faktisk består den af meget mere, for det er en del af den onde spiral, men den ender dernede, hvor jeg er værdiløs, og hvor skal man finde selvværd, hvis man er værdiløs. Det er så pissevigtigt for mig, hvad folk tænker om mig, ikke hvad folk siger om mig, for det er pæne ting, og det hører jeg alligevel ikke efter, men hvad folk TÆNKER om mig, og alt det som de ikke tør sige højt, for jeg er jo ikke perfekt, og så er jeg heller ikke noget værd som menneske. Og hvordan kan man fortjene, at samfundet bakker op om én, hjælper én med arbejde og økonomi, så man kan have det godt, hvis man som menneske og samfundsborger er værdiløs? 

Det bringer mig frem til jobsituationen. For hvad er det lige, som jeg brænder for, hvad er det som jeg kan klare, hvad har jeg lyst til, hvad magter jeg? Og med job kommer også økonomi, for vi kan ikke klare os i al evighed uden en indtægt fra mig. Den behøver ikke være tårnhøj, men jeg er nødt til at bidrage lidt. Særligt hvis vi gerne vil have et lille hus, en micro have og et barn eller to. Den kan ikke lade sig gøre som tingene er nu, så vi er virkelig ude i prioriteringslisten. Hvad er vigtigt for mig og for os? På mange måder så er det svær at være i vores situation lige nu. Vi er henholdsvis 31 og 36, og hvis man ser på folk omkring os, så burde vi være i gang med huskøb og børn nu, men vi er bombet tilbage til start. Vi skal begge til at finde ud af, hvad vi vil med vores liv, vores økonomi skal vi til at arbejde på,og børn lader vente på sig. 

Jeg må erkende, at jeg, hvis jeg vil have indhold i mit liv, og det vil alle vel, er nødt til at arbejde mindre end fuldtid på nuværende tidspunkt. Det betyder, at vores indtægt vil blive mindre, og dermed også husets størrelse, ferierne og de gode bøffer. 

Samtidig har jeg jo altid sagt, at jeg ikke egner mig til at gå herhjemme, og det gør jeg heller ikke, når jeg har det godt. Lige nu trives jeg rigtig godt med det, men jeg har det overhovedet heller ikke godt nok lige nu. Jeg har en god hverdag og langt hen ad vejen et rigtig godt liv lige nu, men så skal der heller ikke komme mere ind fra højre, heller ikke et job, for så falder hele min hverdag sammen. Heldigvis tror både psykiateren og jeg på, at når jeg får den første afgørelse her i den kommende uge, så lysner det lidt på overskudskontoen, og så er der plads til at putte noget ind, som kunne ligne noget arbejde og lidt pligter ude i samfundet, for det vil jeg virkelig gerne! Drømmescenariet ville være fuldtidsjob med løn, weekend med manden og plads til træning - og følelsen af værdiløshed og utilstrækkelighed pakket godt væk i en kasse på loftet.  

Jeg arbejder på sagen. Jeg arbejder benhårdt på at få brudt den onde spiral  og jeg kan sagtens rent rationelt se og nemt sige højt, at jeg jo godt ved, at ingen mennesker er perfekte, og at jeg bestemt rummer en stor værdi, og at jeg sagtens kan kigge mig selv i spejlet og smile, for jeg har alle mulige grunde til at føle selvværd. Men en anden ting er virkelig at tro på det og ikke mindst føle det, og det gør jeg overhovedet ikke - og der er langt igen. Men ikke så langt som der har været, for jeg kan godt have mine momenter af selvværd og smil til mig selv i spejlet, men desværre er de mere sjældne end hyppige. Men al begyndelse er svær, og nogle gange er det vist bare at fortsætte med at sætte den ene fod foran den anden, og på et tidspunkt kommer man vel så tæt på målstregen, at man kommer helt derhen. 

Men tilbage til jobsituationen for den er temmelig uafklaret. Det eneste som jeg er forholdsvis sikker på er, at jeg ikke skal tilbage til lærerjobbet. Ikke fordi jeg ikke elskede dele af jobbet, men fordi det har for store konsekvenser for mig menneskeligt, og den pris er jeg ikke villig til at betale mere. Men hvad skal jeg så? Heller ikke engang hvis jeg skulle se bort fra økonomi og realtiske muligheder er jeg sikker i min sag. Jeg har måske nogle delelementer på plads, og det er jo nok dem, som jeg skal tage udgangspunkt i.

Jeg vil gerne skrive, så et job som indeholder det ville være dejligt, og man må jo sige, at det gør mange forskellige jobs. (Men er jeg så dygtig nok til, for jeg laver tit stavefejl, kommafejl eller andet grammastisk juks, siger den der irriterende manglende selvværdsfølelse). Jeg vil også gerne formidle, og det gør man jo i flere jobs. (Man kan jeg klare det og har jeg overhovedet noget at formidle videre). Jeg vil også gerne have mig selv med som menneske, og så går jeg lige som lidt i stå. For hvor er jobbet, som får mig med som menneske. Mit største ønske til et job er i virkeligheden bare et sted hvor jeg trives og er glad for at være. Det indbefatter så, at jeg ikke bliver presset ud over min formåen, at jeg har mulighed for at trække mig i perioder, og at jeg bliver anerkendt, for det jeg gør og kan. Sådan et job hænger jo på træerne eller hvad? Måske I kunne fortælle mig, hvad det er for et job? Hvis ja, så smid endelig en kommentar, for så har I nærmest fortjent en findeløn, hvis jeg da ejede dronningens mønt.

Og når man nu er så uafklaret omkring jobformåen, så er det jo godt at man vælter rundt i alle mulige jobmuligheder, og at man bare kan prøve sig selv af.......ha ha ha ha ha. Men sundt er det nok at forholde sig meget kraftigt til, hvad man vil med sit liv og arbejdsliv - hvad er vigtigt.

Det blev godt nok en lang smøre i dag, og så har I endda kun fået en brøkdel af alle mine tanker. Nu er de jeres, og jeg slipper for at bryde mit hoved med dem, så måske jeg er 10 kg lettere i morgen på vægten. Man kunne jo håbe, for jeg er jo også af den overbevisning, at jeg vejer ALT for meget.

Det er op ad bakke det her, men hva' det skulle give balder af stål.   

Når elefanten trykker

Jeg har ind i mellem besøg af elefanter. Nogle gange er det bare en lille bitte og næsten nuttet babyelefant, som finder vejen forbi mig. Andre gange er det store fede tunge elefanter, som synes de skal holde hvile hos mig.
Efter som jeg bor i en meget lille lejlighed er der ikke den store plads til store fede elefanter, og derfor ender de altid med at sætte sig tungt lige midt på brystet af mig. Jeg er vild med elefanter i zoo, men jeg er bestemt ikke vild med elefanter, når det betyder at jeg ikke kan trække vejret ordentlig igennem. Nogle gange er de faktisk så tunge i måsen, at jeg i flere timer sekunder må opgive at trække vejret i det hele taget.

Min elefant spiller desværre ikke klaver

I dag har jeg besøg af en mellemstørrelse elefant, ikke en stor elefant eller en babyelefant - måske noget i retningen af en teenage-elefant. Den har ikke rigtig kunne bestemme sig for om den ville blive eller forsvinde - den kom, gik lidt igen, kom igen, gik lidt igen, kom længe, gik længe og hurtig op og hurtig ned - meget vægelsindet. I det store hele temmelig teenageagtig - og den blev tilmed super fornærmet, da jeg bad den gå sin vej. Jeg sagde det ellers først pænt og roligt, forsøgte at forklare hvorfor, måtte tilsidst råbe lidt af den, men det forstod den heller ikke. Den har bare småsiddet hele dagen på mine lunger, så jeg ikke rigtig har kunne trække vejret frit.

Da jeg overvejede at gå en tur i det gode vejr ude ved Skytteholmen borede den sin spidse grimme numse ned på mine stakkels lunger, så de blev helt flade. Da jeg lovede at blive hjemme lettede den trykket lidt.
Da jeg overvejede at rydde op i køkkenet (det blev gjort af flere omgange i dag) lavede den lige et par hop for at fortælle mig, at det var en vigtig dum idé. Heldigvis kan man da rydde køkken med kun en lunge foldet ud. Hurra for en opvasker og god tid.
Da jeg overvejede at rejse mig fra sofaen og lave noget fornuftigt (læs gøre rent) satte den sig meget tungt. Lige i det her tilfælde måtte jeg give elefanten ret, det er federe at hygge på sofaen end at gøre rent + Kim havde hovedpine, så det ville være synd for ham, hvis jeg støvsugede for det larmer meget.

Det værste ved en elefant på brystkassen er luftmangel - det næstværste og bestemt overhovedet ikke sjovt er, at maven presses nedad på kroppen, og man kommer til at se hel vild tyk ud - faktisk så føler man sig mega tyk, når der sidder en elefant på brystet. Man ved godt, at hvis man sammenligner sig selv med elefanten så er man et lille myr, men når den så sidder der og presser alt fedt ned på maven, ud på hofterne og ned på måsen, så ser man bestemt ikke særlig attraktiv ud. Man kan faktisk lave et super forsøg, hvor man spiser et stykke Toms mørk chokolade med lakrids - og ved I hvad, så kan man se hvordan chokoladen vandrer fra munden, ned i maven og helt ud til hofter og mås - vupti så blev de større. Det forsøg har jeg lavet indtil flere gange i dag.

Selvom jeg godt ved, at elefanterne kommer marcherende ind på min brystkasse, fordi jeg ikke er helt frisk oppe i mit hoved, så gør det dem altså ikke mindre nærværende. De er en vedholdende reminder om, at der er et eller andet i mit liv eller hverdag, som jeg skal lave om på. Lige nu ved jeg ikke hvorfor de er kommet marcherende i dag, men det er jo så mit job at finde ud af. En ting ved jeg dog - jeg er på ingen måde en overbærende, overskudsagtig, glad og lykkelig kone, søster, datter, veninde eller kvinde, når de dumme elefanter sidder der og troner. Faktisk bliver jeg nemt irriteret, sur, træt og opgivende.

Jeg har prøvet at synge en lille elefantsang for dem, og det hjælper lidt. Det hjælper lidt at aflede tankerne, for jeg ved jo godt, at det hele sker i mine tanker. Jeg kan bare ikke altid styre de pokkers tanker. Men så må jeg jo prøve at tæmme elefanterne istedet.

Billedet er lånt hos www.bookzoo.dk her