Tiden flyver.....

.....og det er slet ikke meget, at I hører fra mig herinde. Egentlig irriterer det mig lidt - både fordi jeg gerne vil holde min skrivning ved lige, men også fordi det er en god måde at skrive en form for dagbog på.

I dag læste jeg på facebook en dejlig opdatering: Min psykolog har slået op med mig. Hun siger, jeg ikke har brug for hende længere. Det føles lidt vildt. Og godt.

Det er skrevet af en gammel bekendt, som også skriver blog. Den er for øvrigt skøn, så smut ind og læs med hos Kaffe og T.

Jeg kender godt den slags break-up - sådan et havde jeg nemlig i januar. I dag forsøgte jeg at beskrive, hvordan sådan et break-up føles.

Jeg skrev sådan er til T:
Det er lidt som at få støttehjulene af. Først kører man lidt tøvende. Måske ridser man lige en tå i asfalten inden man får rettet op men pludselig suser man derud mens man holder balancen og skal så kun tænke sig om når der kommer et skarpt sving eller en mega bakke og det opdager man også at man godt kan så god tur på cyklen uden støttehjulene.

Men det er på en gang angst provokerende og gør en stolt at få støttehjulene af. Man føler sig ikke flyveklar, men man er det - man håber i hvert fald man er det. 

Jeg har fået mine støttehjul af - måske godt nok, når man har brugt dem længe, meget længe - og jeg cykler faktisk ret fint stadigvæk - måske ikke helt så sikkert endnu, men så længe man øver sig, så kan verden og en selv, som er den største kritikere vist ikke forlange meget mere. 

Så pas på derude, for her kommer jeg susende. Måske jeg overhaler dig en dag? Nej, vent det gør jeg ikke, for jeg synes nemlig det er meget hyggeligere at følges, for så kan man nemlig snakke imens man cykler. Er der nogen som vil følges med mig og T? 

Sådan en er rar at have ved hånden

Der er en første gang.....

....for alt hvad man gør. I dag var min første gang i praktik på Hald Hovedgaard, og jeg har haft en rigtig dejlig dag. Hvis I har glemt, hvad Hald er for en størrelse, så skrev jeg mere om det her.

For at komme derud hopper jeg på vidundercyklen, som jeg har lånt af min mor. Så er det ingen sag at komme ud over stepperne, hvis altså bare kommunen fjernede sne på cykelstierne. Det gør de - nogen steder, men bestemt ikke alle. Et par enkelte steder var det lige lovlig spændende at cykle, men jeg blev da i sadlen både ud og hjem - og har nu 25  km i benene.

I morges mødte jeg denne udsigt, da jeg nærmede mig Hald Hovedgaard

Hald skimtes for enden af alléen

Udsigten ud over markerne mod søen

Jeg blev taget rigtig godt i mod. Jeg har fået mit eget skrivebord med computer, og det var virkelig skønt at føle sig helt almindelig og normal. Utrolig hvor lidt der skal til, for at man har indhold i sin hverdag. I dag har jeg læst og skrevet noter og tanker til et kommende skoletjenesteforløb.

Jeg har også fået formiddagsthe i det hyggelige køkken - og spist verdens bedste vanillekranse. Det kommer til at kræve ALT min viljestyrke ikke at få opskriften og bage en portion inden jul - for mums de var fantastiske.

Jeg har også fået lækker suppe til frokost, som Gitte havde lavet. Det skulle være en slankesuppe, så måske jeg ender som en pind, når den både står på lang cykeltur og slankesuppe. Gitte har faktisk lige skrevet en kogebog, som jeg var så heldig at få et eksemplar af i dag.
Den indeholder alle mulige lækre Hald-retter, hvor de forfattere som ind i mellem bor på Hald Hovedgaard har bidraget. Samtidig er det en masse af Gittes egen kogekunst, som jeg klart kan anbefale.

Jeg har allerede bladret i bogen, og jeg glæder mig til at smage - du kan læse mere om kogebogen her - og hvordan man får fat - og man kan også fange mig for bestilling, så giver jeg den videre. 

 

Min nye kogebog - MUMS

Hvem kunne ikke trænge til et festlige middagsselskab?

Jeg ELSKER humus

Den her skal på menuen til nytår

Lige noget for mig - jeg er nemlig inden i mellem doven

Det var vist alt for denne gang - nu vil jeg hente risengrøden inde i sengen - der har den nemlig hygget sig under dynen en halv times tid.

Min nye bedste ven

Med fare for at fornærme nogen af de dejlige mennesker, som jeg omgiver mig med, så har jeg altså fået en ny bedste ven.

Jeg har egentlig kun lånt min nye bedste ven. Men jeg elsker "hende" allerede meget højt, og jeg er allerede ved at udtænke planer, så jeg kan få en ny bedste ven som evigt eje.

Min nye bedste ven hedder Lilla Raliegh - og hun ser sådan her ud

Billedet er lånt her

Min nye bedste ven - eller veninde er hun vel - er en cykel med hjælpemotor. Det er virkelig en gave til sådan nogen som mig, som er udstyret med mindre gode lunger, og som bor i en by fuld af små og store bakker.

Hun er egentlig min mors, men jeg har fået lov at låne hende i et par måneder. Manden min er jo afsted hver dag i bilen til Billund, så jeg skal transporteres rundt på cykel, ben eller bus. Sådan noget logistik kan få min hjerne til at brænde sammen. Jeg kan sove dårligt om natten, hvis jeg ved, at jeg skal cykel langt væk, med en bus eller skal brug timer på transport. Jeg har det bedst med at være i kontrol, og det føler jeg nemmere, at jeg kan være i en bil eller på en cykel end i bussen. Men på cyklen har jeg været hæmmet af mine dumme lunger, som ofte brokker sig, når det går op ad bakke eller der er modvind - og der er seriøst meget modvind på danske cykelstier. 

Men nu kan jeg få hjælp til at overvinde bakker og modvind - og det er fantastisk. Jeg har allerede kørt over 55 km på en lille uges tid på min skønne veninde. Jeg kommer frem på ingen tid, fordi jeg ikke skal trække op ad bakker, og jeg er ikke nær så ødelagt, når jeg er færdig med min cykeltur, og som sidegevinst får jeg frisk luft, og jeg behøver ikke have busplaner til at gå op i en højere enhed. 

Jeg føler mig virkelig heldig. Jeg er sikker på, at jeg her har fundet mig en veninde for livet. Det bliver svært at undvære hende, og jeg sender godt nok min mor mange taknemmelige tanker. Tak mor! Jeg ved, at du læser med her, og selvom jeg har sagt tak, så får du altså lige et mere med her. 

Når jeg fortæller om min nye veninde med motor så kigger folk lidt, trækker på smilebåndet - nogen griner endda lidt af mig. Men ved I hva'? Jeg er ligeglad, for det har virkelig lettet min hverdag - og det gør noget ved min måde at tænke på.

Min store udfordring er jo tit forandringer, og det har været en stor forandring for mig, at jeg ikke bare kan sætte mig ud i bilen og komme fra A til B. Det har virkelig fyldt meget i mit hoved, at jeg skulle til at planlægge og have ting op i en højere enhed, når jeg skulle afsted til noget - og det kunne også fylde enormt meget for mig, hvis jeg skulle afsted på min egen cykel, fordi det var så pissehårdt ved mig. Og JA halvdelen handler om dårlig form - og den skulle jo gerne blive bedre med tiden, men resten handler om astmaagtige lunger, som jeg er ved at kaste op efter en tur op ad Overlundbakken. Og det kunne få min hverdag til at vælte totalt. Jeg følte mig begrænset og låst herhjemme. Objektivt set kan jeg godt sige og mene, at det er noget værre pjat, men virkeligheden var bare, at sådan var det. 

Jeg kunne ikke overskue træning i byen, fordi jeg skulle cykle eller med bussen. Det var et timelangt projekt at komme til netværksgruppe, og jeg kunne få ondt i maven over det flere dage før. 

Nu cykler jeg. Jeg cykler stadig ikke ubegrænset til Langbortistan, men det jeg cykler meget mere, og det fylder ikke ret meget i mit hovedet. 

Min bedste veninde har jeg haft en uge i morgen - og jeg har allerede tabt mig hjerte. Lilla Raliegh - skal vi være venner for evigt?