Tiden flyver.....

.....og det er slet ikke meget, at I hører fra mig herinde. Egentlig irriterer det mig lidt - både fordi jeg gerne vil holde min skrivning ved lige, men også fordi det er en god måde at skrive en form for dagbog på.

I dag læste jeg på facebook en dejlig opdatering: Min psykolog har slået op med mig. Hun siger, jeg ikke har brug for hende længere. Det føles lidt vildt. Og godt.

Det er skrevet af en gammel bekendt, som også skriver blog. Den er for øvrigt skøn, så smut ind og læs med hos Kaffe og T.

Jeg kender godt den slags break-up - sådan et havde jeg nemlig i januar. I dag forsøgte jeg at beskrive, hvordan sådan et break-up føles.

Jeg skrev sådan er til T:
Det er lidt som at få støttehjulene af. Først kører man lidt tøvende. Måske ridser man lige en tå i asfalten inden man får rettet op men pludselig suser man derud mens man holder balancen og skal så kun tænke sig om når der kommer et skarpt sving eller en mega bakke og det opdager man også at man godt kan så god tur på cyklen uden støttehjulene.

Men det er på en gang angst provokerende og gør en stolt at få støttehjulene af. Man føler sig ikke flyveklar, men man er det - man håber i hvert fald man er det. 

Jeg har fået mine støttehjul af - måske godt nok, når man har brugt dem længe, meget længe - og jeg cykler faktisk ret fint stadigvæk - måske ikke helt så sikkert endnu, men så længe man øver sig, så kan verden og en selv, som er den største kritikere vist ikke forlange meget mere. 

Så pas på derude, for her kommer jeg susende. Måske jeg overhaler dig en dag? Nej, vent det gør jeg ikke, for jeg synes nemlig det er meget hyggeligere at følges, for så kan man nemlig snakke imens man cykler. Er der nogen som vil følges med mig og T? 

Sådan en er rar at have ved hånden

Velkommen tilbage......

......kunne jeg måske fristet til at sige til mig selv. For hold da  op hvor har bloggen været sat på hold længe. Det er egentlig ikke, fordi jeg ikke har haft noget på hjertet, men jeg har slet ikke kunne komme i gang.

Sidste nyt var jo mig i hullet - og selvom jeg er godt på vej op igen, så har jeg en tendens til at miste fodfæstet. Lige når jeg synes, at nu kan jeg række armene op og nå kanten, så svigter kræfterne, og fødderne smutter. Men jeg er da så langt oppe af hullet, at jeg kan mærke den friske luft og trække vejret.

Men det er slet ikke hullet, som gør, at jeg ikke har skrevet herinde i længere tid, men derimod et ønske om at skrive glade og positive indlæg med fokus på alt det gode som sker. Det kommer sig egentlig af, at jeg blev opfordret til at fokusere på det positve, fordi jeg tit fastholder mig selv i en dårlig spiral.

At fokusere på det positive i hverdagen går rimelig godt - og jeg synes tit, at jeg tager mig selv i at tænke "har jeg det ikke bare godt, sikke en dejlig dag i dag", og det er SÅ fantastisk. Det gør tiden i hullet mere udholdelig. Men jeg er ikke så god til at dele det herinde. Især ikke når jeg ville uden om alle de triste og svære indlæg, for bloggen er min ventil.

Så nu har jeg gjort op med mig selv, at jeg ikke vil overveje, hvad jeg deler herinde. Jeg vil skrive om lige det som falder mig ind, lige det som jeg har brug for at få ud. For jeg har brug for min blog - min ventil.

Desuden har jeg brug for at få bogstaver på papir, jeg har lyst til at skrive sætninger og skabe en tekst.

Så når I læser om alle mine huller, mine udfordringer og min oplevelser, så håber jeg, at I ved, at der sker meget mere i mit liv end det. At det hele ikke er så håbløst endda. Selvom det nogle gange lyder lidt bakket og hullet.