......kunne jeg måske fristet til at sige til mig selv. For hold da op hvor har bloggen været sat på hold længe. Det er egentlig ikke, fordi jeg ikke har haft noget på hjertet, men jeg har slet ikke kunne komme i gang.
Sidste nyt var jo mig i hullet - og selvom jeg er godt på vej op igen, så har jeg en tendens til at miste fodfæstet. Lige når jeg synes, at nu kan jeg række armene op og nå kanten, så svigter kræfterne, og fødderne smutter. Men jeg er da så langt oppe af hullet, at jeg kan mærke den friske luft og trække vejret.
Men det er slet ikke hullet, som gør, at jeg ikke har skrevet herinde i længere tid, men derimod et ønske om at skrive glade og positive indlæg med fokus på alt det gode som sker. Det kommer sig egentlig af, at jeg blev opfordret til at fokusere på det positve, fordi jeg tit fastholder mig selv i en dårlig spiral.
At fokusere på det positive i hverdagen går rimelig godt - og jeg synes tit, at jeg tager mig selv i at tænke "har jeg det ikke bare godt, sikke en dejlig dag i dag", og det er SÅ fantastisk. Det gør tiden i hullet mere udholdelig. Men jeg er ikke så god til at dele det herinde. Især ikke når jeg ville uden om alle de triste og svære indlæg, for bloggen er min ventil.
Så nu har jeg gjort op med mig selv, at jeg ikke vil overveje, hvad jeg deler herinde. Jeg vil skrive om lige det som falder mig ind, lige det som jeg har brug for at få ud. For jeg har brug for min blog - min ventil.
Desuden har jeg brug for at få bogstaver på papir, jeg har lyst til at skrive sætninger og skabe en tekst.
Så når I læser om alle mine huller, mine udfordringer og min oplevelser, så håber jeg, at I ved, at der sker meget mere i mit liv end det. At det hele ikke er så håbløst endda. Selvom det nogle gange lyder lidt bakket og hullet.
Viser opslag med etiketten angst. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten angst. Vis alle opslag
27. nov. 2012
3. sep. 2012
Hep hey....
......jeg var faktisk temmelig sej i dag. Jeg klarede nålene uden tårer og med kun lidt (meget) fugtige håndflader.
Jeg var godt nok ikke spids ved det, da jeg først kom derned. I mit hoved var tankerne om nåle vokset til noget, som gjorde kanon ondt - og som jeg bestemt ikke havde særlig meget lyst til. Det gør ondt ind i mellem, alt andet ville ud fra mit perspektiv, være at lyve, men det var slet ikke så slemt, som jeg havde gjort det til i mit hoved. Jeg er var dælme sej, var jeg, nemlig ja! Og jeg skal på den igen i morgen.
Men inden i morgen skal jeg også igang med noget andet, for jeg har nemlig fået en hjemmeopgave. En opgave som gerne må være pakket ind i frikadellefars, hvilket dog bliver temmelig svært eftersom aftenens frikadeller blev taget op af en pose i fryseren. Total nem aftensmad - ja tak! Men hjemmeopgaven måtte gerne være pakket ind i frikadellefars, fordi jeg skulle lave den lige præcis i det øjeblik den dukkede op i mit hoved, også selvom det var midt i madlavningen.
Hjemmeopgaven skal bruges i morgen, og den handler om mig! Jeg skal nemlig skrive alle mine tumlede tanker ned på papir - alle de ting som giver mig knude i maven, elefant på brystet, uro i kroppen, tårer i øjenkrogen og klemmen i halsen. Pyhaaaaa, det er på en og samme gang en nem og en svær opgave. Nemt fordi det er min egen oplevelse og mening som tæller, og fordi der er masser tumlede tanker, men den er også SÅ svær, fordi der er så meget, og fordi det er så personligt at skulle se sine dæmoner i øjnene. Når først de står der stort på hvidt, så er der ingen undskyld for ikke at rydde dem af vejen.
I kan nok godt fornemme, at bloggen lige nu er en fantastisk overspringshandling. HOV! Så nu må jeg hellere komme i sving - få taget hul på første etape af opgaven, for jeg tror, at den kommer til at foregå i flere etaper, hvis der rigtig skal ryddes ud på 1. etage.
Jeg var godt nok ikke spids ved det, da jeg først kom derned. I mit hoved var tankerne om nåle vokset til noget, som gjorde kanon ondt - og som jeg bestemt ikke havde særlig meget lyst til. Det gør ondt ind i mellem, alt andet ville ud fra mit perspektiv, være at lyve, men det var slet ikke så slemt, som jeg havde gjort det til i mit hoved. Jeg er var dælme sej, var jeg, nemlig ja! Og jeg skal på den igen i morgen.
Men inden i morgen skal jeg også igang med noget andet, for jeg har nemlig fået en hjemmeopgave. En opgave som gerne må være pakket ind i frikadellefars, hvilket dog bliver temmelig svært eftersom aftenens frikadeller blev taget op af en pose i fryseren. Total nem aftensmad - ja tak! Men hjemmeopgaven måtte gerne være pakket ind i frikadellefars, fordi jeg skulle lave den lige præcis i det øjeblik den dukkede op i mit hoved, også selvom det var midt i madlavningen.
Hjemmeopgaven skal bruges i morgen, og den handler om mig! Jeg skal nemlig skrive alle mine tumlede tanker ned på papir - alle de ting som giver mig knude i maven, elefant på brystet, uro i kroppen, tårer i øjenkrogen og klemmen i halsen. Pyhaaaaa, det er på en og samme gang en nem og en svær opgave. Nemt fordi det er min egen oplevelse og mening som tæller, og fordi der er masser tumlede tanker, men den er også SÅ svær, fordi der er så meget, og fordi det er så personligt at skulle se sine dæmoner i øjnene. Når først de står der stort på hvidt, så er der ingen undskyld for ikke at rydde dem af vejen.
I kan nok godt fornemme, at bloggen lige nu er en fantastisk overspringshandling. HOV! Så nu må jeg hellere komme i sving - få taget hul på første etape af opgaven, for jeg tror, at den kommer til at foregå i flere etaper, hvis der rigtig skal ryddes ud på 1. etage.
 |
| UDSIGTEN FRA MIN ALTAN! Man siger, at for enden af regnbuen findes lykke, ....man må da sige, at den i hvert fald er inden for rækkevidde.... |
7. jul. 2012
På falderebet.....
...inden dagen slutter, kan jeg vist lige nå dagens 2. indlæg.
Jeg har nu grinet så tårerne trillede, jeg har spist til maven blev dobbelt størrelse.....og nu rydder manden op, mens jeg sidder her og slapper af og lader hovedet tømmes.
Nogle gange kan jeg godt blive fyldt op af indtryk, mennesker og omgivelserne. Der skal ikke altid så meget til, og nogle gange er jeg nærmest fyldt op på forhånd. Så kan det være svært at overskue overhovedet at skulle være sammen med andre mennesker. Jeg kan også blive så fyldt op, at jeg ikke orker knus, kram og kærlighed med manden min, fordi jeg har brug for plads og luft. Luften som kan være rigtig svær at få godt ned i lungerne.
Som I sikkert har læst og fornemmet, så har det gennem de sidste måneder krævet sit at være sammen med andre, trækket vejret dybt og klare omgivelserne. Sidste lørdag var vi til et dejligt bryllup - det krævede rigtig meget af mig både før og efter, men jeg nød det heldigvis under. I kirken sang vi en samle, som jeg siden har gået og nynnet. Melodien er nem og iørefaldende, men mest af alt siger teksten mig bare så meget. Den ramte SÅ plet på mange ting, som jeg tumler med, og som jeg burde lytte lidt mere efter. Salmen hedder "Tak Gud for denne lyse morgen" - og jeg linker til den lige om lidt.
Jeg vil lige dele et par af stroferne med jer, fordi de simpelthen er skønne. Det er ikke fordi jeg er super kristen - jeg tror på Gud, og jeg holder af at komme i kirken, men jeg er der langt fra hver søndag (er der faktisk mest til begivenheder), men jeg tager ind i mellem mig selv i at bede til Gud eller hvem der nu sidder deroppe, og jeg tror på, at der er langt mere mellem himmel og jord, end vi mennesker kender til.
Hmmm deler lige hele teksten med jer, for jeg kunne ikke vælge det bedste vers. Læs med hvis du har lyst. Måske du har det lige som mig, at musik og tekster også siger dig en hel masse. Ellers tak for i aften og slut her ;-)
Jeg har nu grinet så tårerne trillede, jeg har spist til maven blev dobbelt størrelse.....og nu rydder manden op, mens jeg sidder her og slapper af og lader hovedet tømmes.
Nogle gange kan jeg godt blive fyldt op af indtryk, mennesker og omgivelserne. Der skal ikke altid så meget til, og nogle gange er jeg nærmest fyldt op på forhånd. Så kan det være svært at overskue overhovedet at skulle være sammen med andre mennesker. Jeg kan også blive så fyldt op, at jeg ikke orker knus, kram og kærlighed med manden min, fordi jeg har brug for plads og luft. Luften som kan være rigtig svær at få godt ned i lungerne.
Som I sikkert har læst og fornemmet, så har det gennem de sidste måneder krævet sit at være sammen med andre, trækket vejret dybt og klare omgivelserne. Sidste lørdag var vi til et dejligt bryllup - det krævede rigtig meget af mig både før og efter, men jeg nød det heldigvis under. I kirken sang vi en samle, som jeg siden har gået og nynnet. Melodien er nem og iørefaldende, men mest af alt siger teksten mig bare så meget. Den ramte SÅ plet på mange ting, som jeg tumler med, og som jeg burde lytte lidt mere efter. Salmen hedder "Tak Gud for denne lyse morgen" - og jeg linker til den lige om lidt.
Jeg vil lige dele et par af stroferne med jer, fordi de simpelthen er skønne. Det er ikke fordi jeg er super kristen - jeg tror på Gud, og jeg holder af at komme i kirken, men jeg er der langt fra hver søndag (er der faktisk mest til begivenheder), men jeg tager ind i mellem mig selv i at bede til Gud eller hvem der nu sidder deroppe, og jeg tror på, at der er langt mere mellem himmel og jord, end vi mennesker kender til.
Hmmm deler lige hele teksten med jer, for jeg kunne ikke vælge det bedste vers. Læs med hvis du har lyst. Måske du har det lige som mig, at musik og tekster også siger dig en hel masse. Ellers tak for i aften og slut her ;-)
Tak, Gud, for denne lyse morgen,
tak, Gud, for denne nye dag.
Tak, Gud, for kærlighed og varme
jeg kan leve af.
Tak, Gud, for mine gode venner,
tak, Gud, at nogen elsker mig.
Tak, Gud, at også mine fjender
elsket er af dig.
Tak, Gud, for evner og for kræfter,
tak, Gud, for hver ide jeg fik.
Tak, Gud, for ord at lytte efter
og for skøn musik.
Tak, Gud, for glæden ved at slide,
tak, Gud, for leg og dovneri.
Tak, Gud, når jeg hver dag kan vide
at jeg har værdi.
Tak, Gud, selv når det hele ramler,
tak, Gud, du holder fast ved mig.
Tak, Gud, når du af stumper samler
meningen hos dig.
Tak, Gud, for det dit ord har sagt mig,
tak, Gud, for hjælp når jeg er svag.
Tak, Gud, for glæden ved at leve
denne lyse dag.
Ved godt at jeg lovede jer, at jeg ville fortælle, hvorfor jeg bobler inden i, men det bliver altså først i morgen. Jeg har ikke glemt det, og alt godt kommer til den der venter, det siger jeg bare.
20. jun. 2012
Lettere opgivende.....
.....er jeg vist i dag.
Det startede ellers godt med en drøm i nat. En dejlig drøm. Faktisk endnu bedre end dejlig, så jeg vil gerne dele den med jer.
"I skal finde teksten frem af Thomas Oldrup" sagde læreren oppe fra den lille tavle ved tagvinduet. "I skal finde trick 21 - om den gode kritiker, for vi skal ind og kigge kritisk på jeres egne tekster i dag, og I skal hjælpe hinanden med at gøre teksterne endnu skarpere."
Dette efterfølges af en kort seance, hvor den læste tekstbid gennemgås og en enkelt skriveøvelse udføres. Der opstår små grupper undervejs, og der er en summen af stemmer, som ivrigt diskuterer, analyserer og griner.
"Hvis der ikke er flere spørgsmål, så mødes vi igen om en time, og så er det vigtigt, at I kort kan opsummere, hvad I har arbejdet med i grupperne" siger læreren fra sin plads blandt en af grupperne.
De fleste grupper forlader det lille taglokale oppe under loftet, men inden de går, noterer de lige på den lille tavle, hvor de er. Der er en rar stemning. Uden for skinner solen, og den ene grupper sætter sig uden for i gården med en kop kaffe og deres tekster. Læreren kommer derud og deltager i den første gennemgang af en tekst. Det er svært at være kritisk, for det er nogle gode tekster, men det er jo det som er øvelsen.
Læreren går videre til fællessalen hvor en anden gruppe sidder. De er godt i gang, og her lytter læreren bare, inden nu smutter ind i spisesalen, hvor der er ved at blive gjort klar til frokost. Det er nu fedt at være lærer - højskolelærer!
Som I måske har gættet, så var det mig, der var læreren. Og det føltes slet ikke forfærdeligt. Det føltes rart. Måske lidt naivt, men det var udelukkende de fede ting ved lærerjobbet, som var spil. Det var den gode kontakt, at se eleverne opsluges af undervisningen og hinanden, og de gode relationer. Det var rart.
Knap så rart at vågne og skulle forholde sig til, at det kun var en drøm. For i virkeligheden er jeg igen fanget i frustrationen omkring hvad kan jeg og hvad vil jeg og hvad er muligt.
Jeg er lettere opgivende, og jeg har i dag svært ved at se mig selv klare noget job ude i virkeligheden. Jeg er skræmt fra vid og sans over at skulle præstere noget for nogen andre end mig selv - og måske også overfor mig, hvis jeg skal være helt ærlig.
præstere, (af lat. præstare stå foran, tage ansvaret for, gennemføre, yde, præ- + stare stå, bestå), yde (et arbejde el. betaling); udføre.
At præstere betyder, at man tager ansvar for noget, som man skal gennemføre, og så skal man altså yde noget - og det skal være i orden, hvis det er noget, som man får betaling for. Det er her det går i stå for mig, for jeg er dødsens angst for at skulle tage ansvaret og udføre noget, som skal bedømmes af andre. Jeg er så bange for ikke at slå til, og jeg er bange for at ende der, hvor jeg endte i mit sidste job. Jeg glemmer at tænke på, at jeg var glad for biblioteket, og at de var glade for mig, så den sætning fremhæver jeg lige igen:
NINA, du var glad for biblioteket, og de var glade for dig!
Så kommer vi til den anden side af det hele, nemlig hvad kunne jeg forestille mig at lave. PAS! Jeg ved det ikke. Jeg har nogle idéer, men de er ikke specielt realistiske eller vedholdende, for det skifter tit som vinden blæser.
Jeg har efterhånden en lang liste, og jeg er forvirret i mit bette hoved.
Men lige nu, for nødigt jeg end vil indrømme det, så er mit liv lidt på standby, mens jeg venter på kommunens afgørelse. Jeg venter og venter og venter og venter så lige lidt mere. Lige nu skulle jeg gerne have et svar omkring d. 20.juli, og så er jeg alligevel kommet i tvivl, om jeg gerne vil have det svar. Eller om det gerne må vente til efter vores ferie i august. Ikke fordi jeg er nervøs for at blive sendt i arbejde, for hvis der kommer et arbejde dumpende fra himlen, så hopper jeg gerne ud i det. Så behøver jeg jo ikke selv vælge, og jeg skal heller ikke være perfekt til det, for så er der nogen andre, som har valgt for mig, så er det ikke så skræmmende. Men jeg er bange for beslutningen, fordi jeg er i tvivl om min egen reaktion. Kan jeg klare en tur omkring Ringkøbing eller går jeg helt i opløsning? Jeg ved det ikke, for jeg kan ikke rigtig blive klog på mig selv omkring det.
Mavefornemmelse er helt væk eller den er der, men den er ikke gennemtrængende, fordi den påvirkes af det hele, så jeg aner ikke, hvordan jeg tror, at jeg står.
Jeg tror, at det kan opdeles i to sider; den side som jeg siger højt, og den side som jeg kan overskue!
Jeg siger højt: "Jeg er ret sikker på, at jeg ender med et afslag, og at den skal til Ringkøbing og kigges på"
Jeg kan overskue: "Et positiv svar, for jeg har virkelig brug for at kærlig skub til at komme videre, og jeg kan slet ikke overskue konsekvensen af det andet - hverken økonomisk eller for min hverdag"
Det er faktisk en smule skræmmende det hele - og det kommer så pokkers tæt på nu, og så splittes jeg igen. For på den ene side så længes jeg efter en afgørelse, men på den anden side så ved jeg ikke om jeg tør kende svaret. Flere ville måske fremhæve, at det altid er bedre at kende svaret, fordi man så kan handle på det, men når man nu er lidt bange for ens egen reaktion, så er uvisheden faktisk i nuet lettere at forholde sig til, selvom det kan lyde mærkeligt.
Nu vil jeg trække vejret dybt, kæmpe mig igennem dagen og holde fast i at det hele sikkert føles bedre og nemmere i morgen, for sådan er det heldigvis tit.
Det startede ellers godt med en drøm i nat. En dejlig drøm. Faktisk endnu bedre end dejlig, så jeg vil gerne dele den med jer.
"I skal finde teksten frem af Thomas Oldrup" sagde læreren oppe fra den lille tavle ved tagvinduet. "I skal finde trick 21 - om den gode kritiker, for vi skal ind og kigge kritisk på jeres egne tekster i dag, og I skal hjælpe hinanden med at gøre teksterne endnu skarpere."
Dette efterfølges af en kort seance, hvor den læste tekstbid gennemgås og en enkelt skriveøvelse udføres. Der opstår små grupper undervejs, og der er en summen af stemmer, som ivrigt diskuterer, analyserer og griner.
"Hvis der ikke er flere spørgsmål, så mødes vi igen om en time, og så er det vigtigt, at I kort kan opsummere, hvad I har arbejdet med i grupperne" siger læreren fra sin plads blandt en af grupperne.
De fleste grupper forlader det lille taglokale oppe under loftet, men inden de går, noterer de lige på den lille tavle, hvor de er. Der er en rar stemning. Uden for skinner solen, og den ene grupper sætter sig uden for i gården med en kop kaffe og deres tekster. Læreren kommer derud og deltager i den første gennemgang af en tekst. Det er svært at være kritisk, for det er nogle gode tekster, men det er jo det som er øvelsen.
Læreren går videre til fællessalen hvor en anden gruppe sidder. De er godt i gang, og her lytter læreren bare, inden nu smutter ind i spisesalen, hvor der er ved at blive gjort klar til frokost. Det er nu fedt at være lærer - højskolelærer!
Som I måske har gættet, så var det mig, der var læreren. Og det føltes slet ikke forfærdeligt. Det føltes rart. Måske lidt naivt, men det var udelukkende de fede ting ved lærerjobbet, som var spil. Det var den gode kontakt, at se eleverne opsluges af undervisningen og hinanden, og de gode relationer. Det var rart.
Knap så rart at vågne og skulle forholde sig til, at det kun var en drøm. For i virkeligheden er jeg igen fanget i frustrationen omkring hvad kan jeg og hvad vil jeg og hvad er muligt.
Jeg er lettere opgivende, og jeg har i dag svært ved at se mig selv klare noget job ude i virkeligheden. Jeg er skræmt fra vid og sans over at skulle præstere noget for nogen andre end mig selv - og måske også overfor mig, hvis jeg skal være helt ærlig.
præstere, (af lat. præstare stå foran, tage ansvaret for, gennemføre, yde, præ- + stare stå, bestå), yde (et arbejde el. betaling); udføre.
At præstere betyder, at man tager ansvar for noget, som man skal gennemføre, og så skal man altså yde noget - og det skal være i orden, hvis det er noget, som man får betaling for. Det er her det går i stå for mig, for jeg er dødsens angst for at skulle tage ansvaret og udføre noget, som skal bedømmes af andre. Jeg er så bange for ikke at slå til, og jeg er bange for at ende der, hvor jeg endte i mit sidste job. Jeg glemmer at tænke på, at jeg var glad for biblioteket, og at de var glade for mig, så den sætning fremhæver jeg lige igen:
NINA, du var glad for biblioteket, og de var glade for dig!
Så kommer vi til den anden side af det hele, nemlig hvad kunne jeg forestille mig at lave. PAS! Jeg ved det ikke. Jeg har nogle idéer, men de er ikke specielt realistiske eller vedholdende, for det skifter tit som vinden blæser.
Jeg har efterhånden en lang liste, og jeg er forvirret i mit bette hoved.
- Læse Skrivekunst på Syddansk universitet
- Lektiehjælper
- Piccoline
- Receptionist
- Skribent
- Blogger
- Læse fagjournalist
- Starte eget firma
- Skrive en roman
- Dagplejer
- Alle former for deltidsarbejde
- Højskolelærer
Men lige nu, for nødigt jeg end vil indrømme det, så er mit liv lidt på standby, mens jeg venter på kommunens afgørelse. Jeg venter og venter og venter og venter så lige lidt mere. Lige nu skulle jeg gerne have et svar omkring d. 20.juli, og så er jeg alligevel kommet i tvivl, om jeg gerne vil have det svar. Eller om det gerne må vente til efter vores ferie i august. Ikke fordi jeg er nervøs for at blive sendt i arbejde, for hvis der kommer et arbejde dumpende fra himlen, så hopper jeg gerne ud i det. Så behøver jeg jo ikke selv vælge, og jeg skal heller ikke være perfekt til det, for så er der nogen andre, som har valgt for mig, så er det ikke så skræmmende. Men jeg er bange for beslutningen, fordi jeg er i tvivl om min egen reaktion. Kan jeg klare en tur omkring Ringkøbing eller går jeg helt i opløsning? Jeg ved det ikke, for jeg kan ikke rigtig blive klog på mig selv omkring det.
Mavefornemmelse er helt væk eller den er der, men den er ikke gennemtrængende, fordi den påvirkes af det hele, så jeg aner ikke, hvordan jeg tror, at jeg står.
Jeg tror, at det kan opdeles i to sider; den side som jeg siger højt, og den side som jeg kan overskue!
Jeg siger højt: "Jeg er ret sikker på, at jeg ender med et afslag, og at den skal til Ringkøbing og kigges på"
Jeg kan overskue: "Et positiv svar, for jeg har virkelig brug for at kærlig skub til at komme videre, og jeg kan slet ikke overskue konsekvensen af det andet - hverken økonomisk eller for min hverdag"
Det er faktisk en smule skræmmende det hele - og det kommer så pokkers tæt på nu, og så splittes jeg igen. For på den ene side så længes jeg efter en afgørelse, men på den anden side så ved jeg ikke om jeg tør kende svaret. Flere ville måske fremhæve, at det altid er bedre at kende svaret, fordi man så kan handle på det, men når man nu er lidt bange for ens egen reaktion, så er uvisheden faktisk i nuet lettere at forholde sig til, selvom det kan lyde mærkeligt.
Nu vil jeg trække vejret dybt, kæmpe mig igennem dagen og holde fast i at det hele sikkert føles bedre og nemmere i morgen, for sådan er det heldigvis tit.
Abonner på:
Opslag (Atom)