Første svar....

......er kommet i dag.

Eller rettere jeg har modtaget min kopi af speciallægeerklæringen. Føj, hvor er det mærkeligt at læse om sig selv sort på hvidt. Men må modstræbende indrømme, at den er meget rammende. Hård! Men rammende! Den forsøger at banke på i mit sind med et "du kommer ikke til at kunne det, som du troede, at du kunne før". Jeg har mest lyst til at lukke øjnene og holde mig for ørerne. Men det er jo sandt nok, for jeg mærker det jo dagligt på min egen krop. Jeg kan ikke det samme som før. Jeg bliver lettere påvirket af stress, larm, uro og støj på linjen. Jeg er nødt til at passe lidt ekstra på mig selv.

Erklæringen er også så sød at fortælle mig, hvad der sker, hvis jeg IKKE passer på mig selv, og det lyder ikke sjovt. Men den efterlader også et lille spinkelt håb og en tro på, at jeg faktisk kan få strikket en hverdag sammen, som kan give mig og manden min et liv med kvalitet, indhold og overskud. Jeg skal bare passe på mig - den skrøbelige del af mig er vist kommet for at blive, så det handler nu om at lære at leve med den på godt og ondt.

Erklæringen fortæller også sort på hvidt hvad der er mine svage sider, og selvom det er svær læsning, så er det ikke helt skævt. Min perfektionisme og "jeg vil være bedst til alt"-gen. Det er det som bliver min helt store udfordringer både arbejdsmæssigt og privat - det ER en udfordring.

Jeg bliver heller ikke lovet nogen mulighed for at varetage et helt almindelig job på fuldtid - tvært i mod anbefales det, at jeg udover nedsat tid skal have en vejleder, som kan fortælle mig, hvornår jeg har løst en opgave godt nok. Haps, den er svær at sluge. Man skal have hjælp til at kunne passe et job. Hvor pinligt er det lige, men på den anden side, hvis det betyder, at jeg vil kunne passe et job OG have et privatliv ved siden af, så er det måske udelukkende en win-win.

Som I nok fornemmer, så har jeg forsøgt at tage JA-hatten på. Jeg prøver virkelig at finde det gode i alt det her. Jeg prøver at være positiv. For hvis jeg skal videre, så er det vist på viljestyrke, positivitet og hjælp fra andre.

Der står meget mere i den erklæring. 5 sider med mit liv, mit forløb, mine tanker og mine følelser, blandet godt sammen med paragraffer, diagnoser! og udtalelser.

Jeg har snakket med fagforeningen, og de mener, at det er en god erklæring. Den vil kunne gøre noget godt for mig, så alt i alt er det nok slet ikke så skidt endda.

Så jeg må hellere sluge et par kameler og vende mig til tankerne.

Lånt her

Lettere opgivende.....

.....er jeg vist i dag.

Det startede ellers godt med en drøm i nat. En dejlig drøm. Faktisk endnu bedre end dejlig, så jeg vil gerne dele den med jer.

"I skal finde teksten frem af Thomas Oldrup" sagde læreren oppe fra den lille tavle ved tagvinduet. "I skal finde trick 21 - om den gode kritiker, for vi skal ind og kigge kritisk på jeres egne tekster i dag, og I skal hjælpe hinanden med at gøre teksterne endnu skarpere." 


Dette efterfølges af en kort seance, hvor den læste tekstbid gennemgås og en enkelt skriveøvelse udføres. Der opstår små grupper undervejs, og der er en summen af stemmer, som ivrigt diskuterer, analyserer og griner. 


"Hvis der ikke er flere spørgsmål, så mødes vi igen om en time, og så er det vigtigt, at I kort kan opsummere, hvad I har arbejdet med i grupperne" siger læreren fra sin plads blandt en af grupperne.


De fleste grupper forlader det lille taglokale oppe under loftet, men inden de går, noterer de lige på den lille tavle, hvor de er. Der er en rar stemning. Uden for skinner solen, og den ene grupper sætter sig uden for i gården med en kop kaffe og deres tekster. Læreren kommer derud og deltager i den første gennemgang af en tekst. Det er svært at være kritisk, for det er nogle gode tekster, men det er jo det som er øvelsen. 


Læreren går videre til fællessalen hvor en anden gruppe sidder. De er godt i gang, og her lytter læreren bare, inden nu smutter ind i spisesalen, hvor der er ved at blive gjort klar til frokost. Det er nu fedt at være lærer - højskolelærer!


Som I måske har gættet, så var det mig, der var læreren. Og det føltes slet ikke forfærdeligt. Det føltes rart. Måske lidt naivt, men det var udelukkende de fede ting ved lærerjobbet, som var spil. Det var den gode kontakt, at se eleverne opsluges af undervisningen og hinanden, og de gode relationer. Det var rart.

Knap så rart at vågne og skulle forholde sig til, at det kun var en drøm. For i virkeligheden er jeg igen fanget i frustrationen omkring hvad kan jeg og hvad vil jeg og hvad er muligt.

Jeg er lettere opgivende, og jeg har i dag svært ved at se mig selv klare noget job ude i virkeligheden. Jeg er skræmt fra vid og sans over at skulle præstere noget for nogen andre end mig selv - og måske også overfor mig, hvis jeg skal være helt ærlig.

præstere, (af lat. præstare stå foran, tage ansvaret for, gennemføre, yde, præ- + stare stå, bestå), yde (et arbejde el. betaling); udføre.

At præstere betyder, at man tager ansvar for noget, som man skal gennemføre, og så skal man altså yde noget - og det skal være i orden, hvis det er noget, som man får betaling for. Det er her det går i stå for mig, for jeg er dødsens angst for at skulle tage ansvaret og udføre noget, som skal bedømmes af andre. Jeg er så bange for ikke at slå til, og jeg er bange for at ende der, hvor jeg endte i mit sidste job. Jeg glemmer at tænke på, at jeg var glad for biblioteket, og at de var glade for mig, så den sætning fremhæver jeg lige igen:
NINA, du var glad for biblioteket, og de var glade for dig!


Så kommer vi til den anden side af det hele, nemlig hvad kunne jeg forestille mig at lave. PAS! Jeg ved det ikke. Jeg har nogle idéer, men de er ikke specielt realistiske eller vedholdende, for det skifter tit som vinden blæser.

Jeg har efterhånden en lang liste, og jeg er forvirret i mit bette hoved.

• Læse Skrivekunst på Syddansk universitet
• Lektiehjælper
• Piccoline
• Receptionist 
• Skribent
• Blogger
• Læse fagjournalist
• Starte eget firma
• Skrive en roman
• Dagplejer
• Alle former for deltidsarbejde
• Højskolelærer

 Men lige nu, for nødigt jeg end vil indrømme det, så er mit liv lidt på standby, mens jeg venter på kommunens afgørelse. Jeg venter og venter og venter og venter så lige lidt mere. Lige nu skulle jeg gerne have et svar omkring d. 20.juli, og så er jeg alligevel kommet i tvivl, om jeg gerne vil have det svar. Eller om det gerne må vente til efter vores ferie i august. Ikke fordi jeg er nervøs for at blive sendt i arbejde, for hvis der kommer et arbejde dumpende fra himlen, så hopper jeg gerne ud i det. Så behøver jeg jo ikke selv vælge, og jeg skal heller ikke være perfekt til det, for så er der nogen andre, som har valgt for mig, så er det ikke så skræmmende. Men jeg er bange for beslutningen, fordi jeg er i tvivl om min egen reaktion. Kan jeg klare en tur omkring Ringkøbing eller går jeg helt i opløsning? Jeg ved det ikke, for jeg kan ikke rigtig blive klog på mig selv omkring det.

Mavefornemmelse er helt væk eller den er der, men den er ikke gennemtrængende, fordi den påvirkes af det hele, så jeg aner ikke, hvordan jeg tror, at jeg står.
Jeg tror, at det kan opdeles i to sider; den side som jeg siger højt, og den side som jeg kan overskue!

Jeg siger højt: "Jeg er ret sikker på, at jeg ender med et afslag, og at den skal til Ringkøbing og kigges på"

Jeg kan overskue: "Et positiv svar, for jeg har virkelig brug for at kærlig skub til at komme videre, og jeg kan slet ikke overskue konsekvensen af det andet - hverken økonomisk eller for min hverdag"

Det er faktisk en smule skræmmende det hele - og det kommer så pokkers tæt på nu, og så splittes jeg igen. For på den ene side så længes jeg efter en afgørelse, men på den anden side så ved jeg ikke om jeg tør kende svaret. Flere ville måske fremhæve, at det altid er bedre at kende svaret, fordi man så kan handle på det, men når man nu er lidt bange for ens egen reaktion, så er uvisheden faktisk i nuet lettere at forholde sig til, selvom det kan lyde mærkeligt.

Nu vil jeg trække vejret dybt, kæmpe mig igennem dagen og holde fast i at det hele sikkert føles bedre og nemmere i morgen, for sådan er det heldigvis tit.

Så er det i morgen

Så er det i morgen at

- Jeg skal TIDLIGT op - før min kære mand, og det sker virkelig ikke ret tid. Jeg er på ingen måde morgenmenneske, og faktisk heller ikke aften/natmenneske, faktisk fungerer jeg bedst mellem 10-14, hvis nogen skal bruge mig til noget :-), men i morgen skal jeg op kl. 6.00 for at bage boller og synge fødselsdagssang, for Kim bliver 36 år. Hvem af os der gælder sig mest, tjaa det er nok mig, men helt ærlig jeg skal jo give ham verdens mest geniale gaver, så jeg glæder mig som et lille barn (siger hende, som vågnede kl. 5 om morgenen på sin 30 års fødselsdags, fordi hun var så spændt). Jeg er i hvert fald klar med gaverne pakket ind, bolledejen i køleskabet, tøjet lagt frem, tasken pakket og flagene fundet frem, så nu skal jeg bare snart i seng, så jeg kan vågne SÅ tidligt. Nedenstående billede er fra min 29 års fødselsdag, som jeg fejrede i Rotorua på New Zealand. Billedet viser meget godt, hvor meget jeg elsker fødselsdage.....

- Jeg skal lave en pjece færdig på arbejde, som omhandler læseklubber. Jeg er selv vildt fascineret af læseklubber. Tænk at mødes i en læseklub sammen med andre, som også elsker at læse, for at diskutere en bog. Man får lige pludselig 13 andre vinkler på bogen, og man kommer under huden på bogen på en helt anden måde. Mange gange tvinges man også til at læse noget andet end man plejer. Jeg er ikke med i nogen læseklub, men jeg har udfordret mig selv og lånt nogle bøger med hjem, som jeg ikke plejer at læse. Jeg har lånt et par ungdomspigebøger, som er skrevet i dagbogsform. De handler om pigen Karoline, og de er skrevet af Birgtitte Rasmussen og Mette Honoré. Den første hedder Karolines verden, og jeg er meget spændt på, om de rummer noget godt eller er tynde. Jeg har også lånt en "mild" gyserbog, som hedder "Heksejægerens lærling", og den er skrevet af Joseph Delaney. På bagsiden står: "ADVARSEL: Læs ikke denne bog efter mørkets frembrud". Så jeg er spændt på, om jeg bliver helt skræmt, for der skal ikke så meget til at skræmme mig.

          

- Jeg skal til møde med min jobkonsulent på kommunen. Jeg skal faktisk have Kim med, fordi jeg ikke ved, om jeg uden ham er modig nok til at spørge: Er jeg værd at satse på? Selvom det er lige præcis denne her del af dagen, som lige nu fylder mest i mit hoved, så har jeg bestemt mig for, at det er ALT det andet gode som skal fylde mest i morgen. Fødselsdag, arbejde og en tur i svømmehallen. Det andet er en STOR ting, men den må ikke overtage mit hoved. Når jeg er presset, og tingene er en udfordring, så skal jeg virkelig passe på, at de bekymrende og negative tanker ikke overtage mit hoved, og dermed den Nina som faktisk er SÅ meget mere end det. Glæder mig til det er ovre, og jeg kan sige: JEG KLAREDE DET!

- Jeg skal i svømmehallen med en dejlig veninde. Ih jeg elsker altså at kunne kombinere motion med fornøjelse, og i morgen skal jeg efter mødet mødes med en dejlig veninde, som i hvert fald mener at jeg er værd at satse på. Vi skal et smut i svømmehallen, og vi skal svømme et sted mellem 4 og 40 baner alt efter humør og krop. Og så skal der snakkes, hygges, grines og slappes af.

- Jeg skal ud og spise med min dejlige mand. Vi skal ud og spise på "Den gyldne okse", hvor vi skal have gode bøffer og et glas rødvin. Mums det glæder jeg mig til. For der er da ikke noget bedre end kvalitetstid med min dejlige mand.

Når ALT det så er sagt, så er det også i morgen, at jeg skal så meget, at jeg kommer til at betale en pris for det. Det pokkers ved at ramme ind i sådan en omgang stress og "ned-under-gulvbrædderne"-syndrom, som jeg har raget til mig, er at man tit betaler en høj pris for alt det der er hyggeligt. Jeg VED, at jeg vil være segnefærdig i morgen aften kl. 21, og at jeg højst sandsynlig vil være så træt, at jeg kan tude, min krop gør ondt, og mit hoved og tanker lever sit eget liv - men i morgen der er det det hele værd, for i morgen der satser jeg på at skabe mig en dejlig dag sammen med mennesker, som jeg holder af og omgive mig med ting, som jeg kan lide at lave. I morgen bliver en dejlig dag! Stress er noget underligt noget, men det kommer I til at høre mere om en anden dag, for nu vil jeg smutte i seng og sove lidt på forskud. På gensyn i morgen, hvis jeg har overskud til jer, ellers ses vi fredag, når jeg puster ud på sofaen oven på en tossedejlig torsdag.