Bedre sent......

......end aldrig. Det gælder vist både dette indlæg og afgørelsen i min ankesag. Nedenstående indlæg er skrevet d. 18. august, men jeg har haft brug for at få hovedet på plads, inden I fik lov at læse med. Det har jeg nu, så nu kan I bare læne jer tilbage bag skærmen og læse med - hvis I altså har lyst.

Jeg har fået brev med posten i dag - ikke bare et brev men brevet! Bestemt ikke i den form, som jeg havde forestillet mig, men alligevel brevet. JEG ER VISITERET TIL FLEXJOB! 
Nu tænker I, og sådan havde jeg også selv forestillet mig det, at jeg hoppede op og ned, dansede og græd en bette tårer eller ti. Men jeg var bare overrasket, da jeg åbnede brevet. Jeg har svært ved at tro det. 
Brevet er nemlig ikke en opringning fra sagsbehandleren (nej nej et brev kan ikke være en opringning, det ved jeg godt - og da slet ikke en lørdag), som jeg havde forventet. Det er istedet et brev fra kommunens ydelseskontor, hvor jeg bliver bedt om at indsende dokumentation for nogle af mine pensioner, for at de kan tage stilling til min ledighedsydelse. Hold da op siger jeg bare! Tør jeg tro på det? 
Jeg måtte faktisk ringe til mine forældre og google ordet VISITERET på nettet, og ja det betyder, at jeg er bevilliget muligheden for at søge flexjob. Endelig er det anerkendt, at jeg ikke rummer det almindelige arbejdsmarked. Lettet? JA! Skræmmende? JA! 

Det er en lettelse, at jeg nu kan komme videre i mit arbejdsliv i det omfang, som jeg magter. Det er skræmmende, fordi jeg nu har sort på hvidt, at jeg ikke rummer det almindelig arbejdsliv. Det har noget, som jeg jo har brugt måneder på at acceptere og forstå. Jeg er kommet langt, men der er også et stykke endnu. Lige nu er jeg også lettet over at kunne få en hverdag med hverdage og weekend og noget som man skal afsted til. Samtidig er jeg også skræmt fra vid og sans over at skulle ud og yde noget igen, for man mister nemt troen på sine egne evner, når man bare tuller rundt herhjemme. 

Særligt fordi jeg jo ikke som udgangspunkt skal tilbage i lærerverdenen, men hvad er det så lige, at jeg skal og kan? Nu vil jeg kører med manden min på tur i det blå med madpakken og nyde en sommerdag - og så vil jeg kravle i tænkeboksen fra på mandag......god weekend! 

Ja, sådan skrev jeg, da jeg fik brevet fra kommunens ydelseskontor - helt uventet en lørdag formiddag. Nu er jeg så langt i processen, at jeg har snakket med min sagsbehandler, og den er god nok! Jeg fik medhold i min anke, og jeg kan nu komme videre. Så nu venter jeg på en aftale med min nye sagsbehandler, så jeg kan få styr på alt det tekniske og praktiske omkring et flexjob - jeg glæder mig, men en lille (ok større) del af mig er stadig skræmt, spændt og nervøs - men vigtigst af alt er, at jeg har lyst! Jeg har lyst til at komme i gang igen.

Men jeg er stadig ikke blevet klogere af min tænkeboks, så inden I begynder at spørge med hvad, så kan jeg allerede nu sige: ANER DET IKKE. Men jeg kigger mig omkring og er åben.

Billedet er lånt her - siden er vist ikke så relevant men billedet er da skønt

Første svar....

......er kommet i dag.

Eller rettere jeg har modtaget min kopi af speciallægeerklæringen. Føj, hvor er det mærkeligt at læse om sig selv sort på hvidt. Men må modstræbende indrømme, at den er meget rammende. Hård! Men rammende! Den forsøger at banke på i mit sind med et "du kommer ikke til at kunne det, som du troede, at du kunne før". Jeg har mest lyst til at lukke øjnene og holde mig for ørerne. Men det er jo sandt nok, for jeg mærker det jo dagligt på min egen krop. Jeg kan ikke det samme som før. Jeg bliver lettere påvirket af stress, larm, uro og støj på linjen. Jeg er nødt til at passe lidt ekstra på mig selv.

Erklæringen er også så sød at fortælle mig, hvad der sker, hvis jeg IKKE passer på mig selv, og det lyder ikke sjovt. Men den efterlader også et lille spinkelt håb og en tro på, at jeg faktisk kan få strikket en hverdag sammen, som kan give mig og manden min et liv med kvalitet, indhold og overskud. Jeg skal bare passe på mig - den skrøbelige del af mig er vist kommet for at blive, så det handler nu om at lære at leve med den på godt og ondt.

Erklæringen fortæller også sort på hvidt hvad der er mine svage sider, og selvom det er svær læsning, så er det ikke helt skævt. Min perfektionisme og "jeg vil være bedst til alt"-gen. Det er det som bliver min helt store udfordringer både arbejdsmæssigt og privat - det ER en udfordring.

Jeg bliver heller ikke lovet nogen mulighed for at varetage et helt almindelig job på fuldtid - tvært i mod anbefales det, at jeg udover nedsat tid skal have en vejleder, som kan fortælle mig, hvornår jeg har løst en opgave godt nok. Haps, den er svær at sluge. Man skal have hjælp til at kunne passe et job. Hvor pinligt er det lige, men på den anden side, hvis det betyder, at jeg vil kunne passe et job OG have et privatliv ved siden af, så er det måske udelukkende en win-win.

Som I nok fornemmer, så har jeg forsøgt at tage JA-hatten på. Jeg prøver virkelig at finde det gode i alt det her. Jeg prøver at være positiv. For hvis jeg skal videre, så er det vist på viljestyrke, positivitet og hjælp fra andre.

Der står meget mere i den erklæring. 5 sider med mit liv, mit forløb, mine tanker og mine følelser, blandet godt sammen med paragraffer, diagnoser! og udtalelser.

Jeg har snakket med fagforeningen, og de mener, at det er en god erklæring. Den vil kunne gøre noget godt for mig, så alt i alt er det nok slet ikke så skidt endda.

Så jeg må hellere sluge et par kameler og vende mig til tankerne.

Lånt her