Bedre sent......

......end aldrig. Det gælder vist både dette indlæg og afgørelsen i min ankesag. Nedenstående indlæg er skrevet d. 18. august, men jeg har haft brug for at få hovedet på plads, inden I fik lov at læse med. Det har jeg nu, så nu kan I bare læne jer tilbage bag skærmen og læse med - hvis I altså har lyst.

Jeg har fået brev med posten i dag - ikke bare et brev men brevet! Bestemt ikke i den form, som jeg havde forestillet mig, men alligevel brevet. JEG ER VISITERET TIL FLEXJOB! 
Nu tænker I, og sådan havde jeg også selv forestillet mig det, at jeg hoppede op og ned, dansede og græd en bette tårer eller ti. Men jeg var bare overrasket, da jeg åbnede brevet. Jeg har svært ved at tro det. 
Brevet er nemlig ikke en opringning fra sagsbehandleren (nej nej et brev kan ikke være en opringning, det ved jeg godt - og da slet ikke en lørdag), som jeg havde forventet. Det er istedet et brev fra kommunens ydelseskontor, hvor jeg bliver bedt om at indsende dokumentation for nogle af mine pensioner, for at de kan tage stilling til min ledighedsydelse. Hold da op siger jeg bare! Tør jeg tro på det? 
Jeg måtte faktisk ringe til mine forældre og google ordet VISITERET på nettet, og ja det betyder, at jeg er bevilliget muligheden for at søge flexjob. Endelig er det anerkendt, at jeg ikke rummer det almindelige arbejdsmarked. Lettet? JA! Skræmmende? JA! 

Det er en lettelse, at jeg nu kan komme videre i mit arbejdsliv i det omfang, som jeg magter. Det er skræmmende, fordi jeg nu har sort på hvidt, at jeg ikke rummer det almindelig arbejdsliv. Det har noget, som jeg jo har brugt måneder på at acceptere og forstå. Jeg er kommet langt, men der er også et stykke endnu. Lige nu er jeg også lettet over at kunne få en hverdag med hverdage og weekend og noget som man skal afsted til. Samtidig er jeg også skræmt fra vid og sans over at skulle ud og yde noget igen, for man mister nemt troen på sine egne evner, når man bare tuller rundt herhjemme. 

Særligt fordi jeg jo ikke som udgangspunkt skal tilbage i lærerverdenen, men hvad er det så lige, at jeg skal og kan? Nu vil jeg kører med manden min på tur i det blå med madpakken og nyde en sommerdag - og så vil jeg kravle i tænkeboksen fra på mandag......god weekend! 

Ja, sådan skrev jeg, da jeg fik brevet fra kommunens ydelseskontor - helt uventet en lørdag formiddag. Nu er jeg så langt i processen, at jeg har snakket med min sagsbehandler, og den er god nok! Jeg fik medhold i min anke, og jeg kan nu komme videre. Så nu venter jeg på en aftale med min nye sagsbehandler, så jeg kan få styr på alt det tekniske og praktiske omkring et flexjob - jeg glæder mig, men en lille (ok større) del af mig er stadig skræmt, spændt og nervøs - men vigtigst af alt er, at jeg har lyst! Jeg har lyst til at komme i gang igen.

Men jeg er stadig ikke blevet klogere af min tænkeboks, så inden I begynder at spørge med hvad, så kan jeg allerede nu sige: ANER DET IKKE. Men jeg kigger mig omkring og er åben.

Billedet er lånt her - siden er vist ikke så relevant men billedet er da skønt