....i en nøddeskal. Så kan man få lyst til at ryste på hovedet af dem.
Lige nu har vi ramt en nøddeskal. Vi har nemlig en tendens til, at når der endelig kommer ro på hos os, så finder vi på en ny idé. Det er også sket denne gang. Det er så en af de bedre - og jeg glæder mig til at fortælle om den i næste uge. Der er nemlig lige et par ting som skal falde på plads først.
Men jeg siger jer - vi har fart på hos os.
Viser opslag med etiketten fremtid. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fremtid. Vis alle opslag
21. feb. 2013
20. jun. 2012
Lettere opgivende.....
.....er jeg vist i dag.
Det startede ellers godt med en drøm i nat. En dejlig drøm. Faktisk endnu bedre end dejlig, så jeg vil gerne dele den med jer.
"I skal finde teksten frem af Thomas Oldrup" sagde læreren oppe fra den lille tavle ved tagvinduet. "I skal finde trick 21 - om den gode kritiker, for vi skal ind og kigge kritisk på jeres egne tekster i dag, og I skal hjælpe hinanden med at gøre teksterne endnu skarpere."
Dette efterfølges af en kort seance, hvor den læste tekstbid gennemgås og en enkelt skriveøvelse udføres. Der opstår små grupper undervejs, og der er en summen af stemmer, som ivrigt diskuterer, analyserer og griner.
"Hvis der ikke er flere spørgsmål, så mødes vi igen om en time, og så er det vigtigt, at I kort kan opsummere, hvad I har arbejdet med i grupperne" siger læreren fra sin plads blandt en af grupperne.
De fleste grupper forlader det lille taglokale oppe under loftet, men inden de går, noterer de lige på den lille tavle, hvor de er. Der er en rar stemning. Uden for skinner solen, og den ene grupper sætter sig uden for i gården med en kop kaffe og deres tekster. Læreren kommer derud og deltager i den første gennemgang af en tekst. Det er svært at være kritisk, for det er nogle gode tekster, men det er jo det som er øvelsen.
Læreren går videre til fællessalen hvor en anden gruppe sidder. De er godt i gang, og her lytter læreren bare, inden nu smutter ind i spisesalen, hvor der er ved at blive gjort klar til frokost. Det er nu fedt at være lærer - højskolelærer!
Som I måske har gættet, så var det mig, der var læreren. Og det føltes slet ikke forfærdeligt. Det føltes rart. Måske lidt naivt, men det var udelukkende de fede ting ved lærerjobbet, som var spil. Det var den gode kontakt, at se eleverne opsluges af undervisningen og hinanden, og de gode relationer. Det var rart.
Knap så rart at vågne og skulle forholde sig til, at det kun var en drøm. For i virkeligheden er jeg igen fanget i frustrationen omkring hvad kan jeg og hvad vil jeg og hvad er muligt.
Jeg er lettere opgivende, og jeg har i dag svært ved at se mig selv klare noget job ude i virkeligheden. Jeg er skræmt fra vid og sans over at skulle præstere noget for nogen andre end mig selv - og måske også overfor mig, hvis jeg skal være helt ærlig.
præstere, (af lat. præstare stå foran, tage ansvaret for, gennemføre, yde, præ- + stare stå, bestå), yde (et arbejde el. betaling); udføre.
At præstere betyder, at man tager ansvar for noget, som man skal gennemføre, og så skal man altså yde noget - og det skal være i orden, hvis det er noget, som man får betaling for. Det er her det går i stå for mig, for jeg er dødsens angst for at skulle tage ansvaret og udføre noget, som skal bedømmes af andre. Jeg er så bange for ikke at slå til, og jeg er bange for at ende der, hvor jeg endte i mit sidste job. Jeg glemmer at tænke på, at jeg var glad for biblioteket, og at de var glade for mig, så den sætning fremhæver jeg lige igen:
NINA, du var glad for biblioteket, og de var glade for dig!
Så kommer vi til den anden side af det hele, nemlig hvad kunne jeg forestille mig at lave. PAS! Jeg ved det ikke. Jeg har nogle idéer, men de er ikke specielt realistiske eller vedholdende, for det skifter tit som vinden blæser.
Jeg har efterhånden en lang liste, og jeg er forvirret i mit bette hoved.
Men lige nu, for nødigt jeg end vil indrømme det, så er mit liv lidt på standby, mens jeg venter på kommunens afgørelse. Jeg venter og venter og venter og venter så lige lidt mere. Lige nu skulle jeg gerne have et svar omkring d. 20.juli, og så er jeg alligevel kommet i tvivl, om jeg gerne vil have det svar. Eller om det gerne må vente til efter vores ferie i august. Ikke fordi jeg er nervøs for at blive sendt i arbejde, for hvis der kommer et arbejde dumpende fra himlen, så hopper jeg gerne ud i det. Så behøver jeg jo ikke selv vælge, og jeg skal heller ikke være perfekt til det, for så er der nogen andre, som har valgt for mig, så er det ikke så skræmmende. Men jeg er bange for beslutningen, fordi jeg er i tvivl om min egen reaktion. Kan jeg klare en tur omkring Ringkøbing eller går jeg helt i opløsning? Jeg ved det ikke, for jeg kan ikke rigtig blive klog på mig selv omkring det.
Mavefornemmelse er helt væk eller den er der, men den er ikke gennemtrængende, fordi den påvirkes af det hele, så jeg aner ikke, hvordan jeg tror, at jeg står.
Jeg tror, at det kan opdeles i to sider; den side som jeg siger højt, og den side som jeg kan overskue!
Jeg siger højt: "Jeg er ret sikker på, at jeg ender med et afslag, og at den skal til Ringkøbing og kigges på"
Jeg kan overskue: "Et positiv svar, for jeg har virkelig brug for at kærlig skub til at komme videre, og jeg kan slet ikke overskue konsekvensen af det andet - hverken økonomisk eller for min hverdag"
Det er faktisk en smule skræmmende det hele - og det kommer så pokkers tæt på nu, og så splittes jeg igen. For på den ene side så længes jeg efter en afgørelse, men på den anden side så ved jeg ikke om jeg tør kende svaret. Flere ville måske fremhæve, at det altid er bedre at kende svaret, fordi man så kan handle på det, men når man nu er lidt bange for ens egen reaktion, så er uvisheden faktisk i nuet lettere at forholde sig til, selvom det kan lyde mærkeligt.
Nu vil jeg trække vejret dybt, kæmpe mig igennem dagen og holde fast i at det hele sikkert føles bedre og nemmere i morgen, for sådan er det heldigvis tit.
Det startede ellers godt med en drøm i nat. En dejlig drøm. Faktisk endnu bedre end dejlig, så jeg vil gerne dele den med jer.
"I skal finde teksten frem af Thomas Oldrup" sagde læreren oppe fra den lille tavle ved tagvinduet. "I skal finde trick 21 - om den gode kritiker, for vi skal ind og kigge kritisk på jeres egne tekster i dag, og I skal hjælpe hinanden med at gøre teksterne endnu skarpere."
Dette efterfølges af en kort seance, hvor den læste tekstbid gennemgås og en enkelt skriveøvelse udføres. Der opstår små grupper undervejs, og der er en summen af stemmer, som ivrigt diskuterer, analyserer og griner.
"Hvis der ikke er flere spørgsmål, så mødes vi igen om en time, og så er det vigtigt, at I kort kan opsummere, hvad I har arbejdet med i grupperne" siger læreren fra sin plads blandt en af grupperne.
De fleste grupper forlader det lille taglokale oppe under loftet, men inden de går, noterer de lige på den lille tavle, hvor de er. Der er en rar stemning. Uden for skinner solen, og den ene grupper sætter sig uden for i gården med en kop kaffe og deres tekster. Læreren kommer derud og deltager i den første gennemgang af en tekst. Det er svært at være kritisk, for det er nogle gode tekster, men det er jo det som er øvelsen.
Læreren går videre til fællessalen hvor en anden gruppe sidder. De er godt i gang, og her lytter læreren bare, inden nu smutter ind i spisesalen, hvor der er ved at blive gjort klar til frokost. Det er nu fedt at være lærer - højskolelærer!
Som I måske har gættet, så var det mig, der var læreren. Og det føltes slet ikke forfærdeligt. Det føltes rart. Måske lidt naivt, men det var udelukkende de fede ting ved lærerjobbet, som var spil. Det var den gode kontakt, at se eleverne opsluges af undervisningen og hinanden, og de gode relationer. Det var rart.
Knap så rart at vågne og skulle forholde sig til, at det kun var en drøm. For i virkeligheden er jeg igen fanget i frustrationen omkring hvad kan jeg og hvad vil jeg og hvad er muligt.
Jeg er lettere opgivende, og jeg har i dag svært ved at se mig selv klare noget job ude i virkeligheden. Jeg er skræmt fra vid og sans over at skulle præstere noget for nogen andre end mig selv - og måske også overfor mig, hvis jeg skal være helt ærlig.
præstere, (af lat. præstare stå foran, tage ansvaret for, gennemføre, yde, præ- + stare stå, bestå), yde (et arbejde el. betaling); udføre.
At præstere betyder, at man tager ansvar for noget, som man skal gennemføre, og så skal man altså yde noget - og det skal være i orden, hvis det er noget, som man får betaling for. Det er her det går i stå for mig, for jeg er dødsens angst for at skulle tage ansvaret og udføre noget, som skal bedømmes af andre. Jeg er så bange for ikke at slå til, og jeg er bange for at ende der, hvor jeg endte i mit sidste job. Jeg glemmer at tænke på, at jeg var glad for biblioteket, og at de var glade for mig, så den sætning fremhæver jeg lige igen:
NINA, du var glad for biblioteket, og de var glade for dig!
Så kommer vi til den anden side af det hele, nemlig hvad kunne jeg forestille mig at lave. PAS! Jeg ved det ikke. Jeg har nogle idéer, men de er ikke specielt realistiske eller vedholdende, for det skifter tit som vinden blæser.
Jeg har efterhånden en lang liste, og jeg er forvirret i mit bette hoved.
- Læse Skrivekunst på Syddansk universitet
- Lektiehjælper
- Piccoline
- Receptionist
- Skribent
- Blogger
- Læse fagjournalist
- Starte eget firma
- Skrive en roman
- Dagplejer
- Alle former for deltidsarbejde
- Højskolelærer
Men lige nu, for nødigt jeg end vil indrømme det, så er mit liv lidt på standby, mens jeg venter på kommunens afgørelse. Jeg venter og venter og venter og venter så lige lidt mere. Lige nu skulle jeg gerne have et svar omkring d. 20.juli, og så er jeg alligevel kommet i tvivl, om jeg gerne vil have det svar. Eller om det gerne må vente til efter vores ferie i august. Ikke fordi jeg er nervøs for at blive sendt i arbejde, for hvis der kommer et arbejde dumpende fra himlen, så hopper jeg gerne ud i det. Så behøver jeg jo ikke selv vælge, og jeg skal heller ikke være perfekt til det, for så er der nogen andre, som har valgt for mig, så er det ikke så skræmmende. Men jeg er bange for beslutningen, fordi jeg er i tvivl om min egen reaktion. Kan jeg klare en tur omkring Ringkøbing eller går jeg helt i opløsning? Jeg ved det ikke, for jeg kan ikke rigtig blive klog på mig selv omkring det.
Mavefornemmelse er helt væk eller den er der, men den er ikke gennemtrængende, fordi den påvirkes af det hele, så jeg aner ikke, hvordan jeg tror, at jeg står.
Jeg tror, at det kan opdeles i to sider; den side som jeg siger højt, og den side som jeg kan overskue!
Jeg siger højt: "Jeg er ret sikker på, at jeg ender med et afslag, og at den skal til Ringkøbing og kigges på"
Jeg kan overskue: "Et positiv svar, for jeg har virkelig brug for at kærlig skub til at komme videre, og jeg kan slet ikke overskue konsekvensen af det andet - hverken økonomisk eller for min hverdag"
Det er faktisk en smule skræmmende det hele - og det kommer så pokkers tæt på nu, og så splittes jeg igen. For på den ene side så længes jeg efter en afgørelse, men på den anden side så ved jeg ikke om jeg tør kende svaret. Flere ville måske fremhæve, at det altid er bedre at kende svaret, fordi man så kan handle på det, men når man nu er lidt bange for ens egen reaktion, så er uvisheden faktisk i nuet lettere at forholde sig til, selvom det kan lyde mærkeligt.
Nu vil jeg trække vejret dybt, kæmpe mig igennem dagen og holde fast i at det hele sikkert føles bedre og nemmere i morgen, for sådan er det heldigvis tit.
13. maj 2012
Ærlighed
Jeg har skrevet en del på bloggen den senere tid - faktisk har jeg været hel flittig til at dele en hel masse med jer. Det har være gode ting, spændende ting, dagligdagsting og små tankespind, men så har det også været det. Jeg har faktisk ikke fået delt det med jer, som fylder allermest inde i mit hoved. Tror rent faktisk ikke jeg har fået delt det med nogen overhovedet - måske mange ting også bliver nye for manden min. Håber det ikke, håber jeg har fået snakket med ham om det hele, men er lidt i tvivl.
Lige nu fylder det rigtig meget med fremtidsperspektiver.......hvordan kommer det til at se ud på helbredsfronten og på jobfronten, for ikke at tale om familiefronten.
Familiefronten har jeg udsat lidt. Det er vist ikke lige, at vi skal stifte familie, bygge rede og stå på familieræset. Vi ved jo ikke engang rigtig, hvor vi ender henne i verden lige nu. Hvor får manden min job? Er det noget, som vi skal flytte efter? Hvornår kommer jeg nok ovenpå til at det er fornuftigt og ansvarligt at stifte familie? Hvornår bliver økonomien til at lille hus med have? Det eneste vi ved med sikkerhed er, at vi på sigt i hvert fald ender det samme sted. For jeg flytter gerne med min Kim, hvis det er det, som bliver løsningen. Jeg er jo ikke bundet af et drømmejob, men kunne i virkeligheden godt trænge til lidt forandring, så måske kunne være med at skabe flere muligheder og åbenbaringer.
Fremtidsperspektivet bliver afklaret til en vis grad i den kommende uge. Jeg har nemlig besked om udfaldet på min anke. Min fagforening har jo på mine vegne indgivet en anke til kommunen over mit afslag på forlængelse af sygedagpenge. Jeg var jo temmelig forundret over, at man kan blive erklæret for syg til en forlængelse i en paragraf og for rask til forlængelse i en anden paragraf - og desuden få stemplet arbejdsevne 50% og samtidig besked om at klare sig selv. Derfor har jeg sammen med manden min og fagforeningen besluttet at ankesagen. Kommunen havde så 14 dage til at revurdere sagen, og jeg skal så have svar i morgen senest! Men efter som det er kommunalt, så tænker jeg midt på ugen i hvert fald, så har jeg da ikke sat mine forhåbninger for højt.
Men åbenbart er ord vigtige i en sådan sag, for der er stor forskel på varig stationær lidelse og fornuværende stationær lidelse. Derfor er jeg meget spændt på udfaldet i den kommende uge.
Vi har snakket meget om, hvad vi tror udfaldet bliver, og vi er ret enige om, at vi mest hælder mod et afslag. Så bliver vi da ikke skuffede over afgørelsen, for det gjorde vi godt nok sidst. Vi er da også enige om, at vi går hele vejen til beskæftigelsesankenævnet med sagen, selvom det kan ende med at have store konsekvenser. Tror vi altså nok! Hvis nu fagforeningen ikke mener, at sagen har en chance, så må vi heller tænke os om igen.
Der er nemlig en behandlingstid på omkring 8 måneder i beskæftigelsesankenævnet i Ringkøbing, og det betyder, at jeg i værste fald ikke har en endelig afgørelse før udgangen af januar 2013. Det er godt nok langt ude i fremtiden, og jeg har spekuleret rigtig meget på, om det er det værd. Sætter man ikke sit liv på hold i 8 mdr., mens man venter på den afgørelse? Hvad skal jeg lave, mens jeg er i gang med at vente?
Den værste tanke er, hvis jeg nu ikke får medhold i min kommende anke derude i Ringkøbing. For hvad skal der så blive af mig? For det første er det rigtig rigtig mange penge, det handler om - penge som vi lige nu mangler hver evig eneste måned. Vi har, siden sidste år ved denne tid, mistet RIGTIG mange penge hver måned, og lige nu er min indtjening på 0 kr. Hvis jeg er heldig at få medhold i beskæftigelsesankenævnet, så får jeg sygedagpenge med tilbagevirkende kraft, og det betyder, at vi kan komme nogenlunde på fode igen ret hurtigt. Hvis jeg får afslag derude også, så betyder det, at vi mister den mulighed for indtægt, og at jeg derved lige så godt kunne have forsøgt at finde et arbejde i mellemtiden. Men man kan jo ikke gætte udfaldet, så det er vist et spørgsmål om at turde have is i maven. Uha, jeg er ikke så pokkers god til uvidenhed og is i maven!
Heldbredsfronten er en helt anden snak, og måske nok det mest centrale, da det er den, som jeg skal leve med resten af mit forhåbentlig lange liv. Jeg har det bedre nu end for et år siden, men jeg er jo langt fra tilbage på fuld styrke. Jeg har arbejdet 17 timer om ugen på biblioteket - et arbejde jeg elskede, men som alligevel drænede mig for energi. Det går meget godt til at begynde med, men langsomt begynder jeg at få sygedage, blive utilpas, få sorte tanker og gå ned af en meget dum spiral. Jeg er SÅ mega frustreret over, at jeg ikke kan overkomme ret meget. Tit falder jeg i tanker som:
Helt ærlig - det er vel et spørgsmål om at tage sig sammen! Men jeg kan ikke. Jeg har rygrad som en regnorm, tænker jeg selv - psykiateren siger, at det handler om, at jeg slås med mange ting. Jo jo jo men det skal andre vel ikke betale for? tænker jeg så. Det kan vel ikke være samfundets eller andres problem. Og hvorfor er det, at jeg ikke kan, når andre kan? Jeg forstår det ikke, og det er virkelig ikke, fordi jeg ikke prøver at forstå eller ikke kan acceptere det. Men jeg kan bare ikke forstå det. Jeg kan godt forstå, hvis omverdenen stiller spørgsmålstegn ved det hele, men hvad skal jeg gøre? Jeg ville ønske, at jeg kendte den hemmelige formel for at komme hel ud på den anden side. Jeg ved, at der er flere som ville få god glæde af den formel, så den ville være så skøn at få fingre i. Men der er ingen hemmelig formel, og der er ingen garantier for, hvordan jeg får det i fremtiden, og hvor meget eller lidt jeg kan rumme.
Men igen hvordan kan det blive samfundets problem? Det kan vel kun blive mit eget problem og ansvar, at jeg ikke arbejdsmæssigt formår at honorere de krav, som arbejdsmarkedet og samfundets stiller til deres borgere. At det arbejdsmæssige trækker så hårde veksler på mig, at jeg også bliver svækket privat og som menneske. Men på den anden side så har jeg betalt min skat trofast - lige siden jeg var 13 år, så har jeg ikke på en måde ret til hjælp, når hele mit liv og eksistensgrundlag ændrer sig radikalt. Det er og bliver det store spørgsmål - og måske bliver det 2013, inden jeg kender svaret. I hvert fald samfundets svar - mit eget svar skal I nok få, så snart jeg har udtænkt det.
Der er blevet ansøgt om flexjob til mig som en del af anken. Det er en underlig størrelse, for på den ene side så er det en kæmpe lettelse, og på den anden side er det jo erkendelsen af, at jeg ikke kan klare mig selv, og at jeg skal under samfundets vinger - og på mange måder stritter ALT på mig ved tanken om, at samfundet (kommunen) skal fylde så meget i mit liv. Men jeg må jo nok (psstt jeg har aldrig sådan rigtig indrømmet det, og I har aldrig læst den sætning, men jeg kommer nok ikke rigtig uden om den) erkende, at jeg har brug for den hjælp. Men dem som kender mig godt, ved også hvor svært jeg har ved at bede om hjælp og tage i mod hjælp. Det er jo egentlig rigtig dumt, men jeg er opdraget til, at man forsørger at klare sig selv, og det er virkelig en svær erkendelse, at jeg ikke kan klare mig selv. For det bringer mig lige på katastrofekurs i retningen af en sætning, som jeg arbejder med ved min psykiater nemlig:
Lige nu fylder det rigtig meget med fremtidsperspektiver.......hvordan kommer det til at se ud på helbredsfronten og på jobfronten, for ikke at tale om familiefronten.
Familiefronten har jeg udsat lidt. Det er vist ikke lige, at vi skal stifte familie, bygge rede og stå på familieræset. Vi ved jo ikke engang rigtig, hvor vi ender henne i verden lige nu. Hvor får manden min job? Er det noget, som vi skal flytte efter? Hvornår kommer jeg nok ovenpå til at det er fornuftigt og ansvarligt at stifte familie? Hvornår bliver økonomien til at lille hus med have? Det eneste vi ved med sikkerhed er, at vi på sigt i hvert fald ender det samme sted. For jeg flytter gerne med min Kim, hvis det er det, som bliver løsningen. Jeg er jo ikke bundet af et drømmejob, men kunne i virkeligheden godt trænge til lidt forandring, så måske kunne være med at skabe flere muligheder og åbenbaringer.
Fremtidsperspektivet bliver afklaret til en vis grad i den kommende uge. Jeg har nemlig besked om udfaldet på min anke. Min fagforening har jo på mine vegne indgivet en anke til kommunen over mit afslag på forlængelse af sygedagpenge. Jeg var jo temmelig forundret over, at man kan blive erklæret for syg til en forlængelse i en paragraf og for rask til forlængelse i en anden paragraf - og desuden få stemplet arbejdsevne 50% og samtidig besked om at klare sig selv. Derfor har jeg sammen med manden min og fagforeningen besluttet at ankesagen. Kommunen havde så 14 dage til at revurdere sagen, og jeg skal så have svar i morgen senest! Men efter som det er kommunalt, så tænker jeg midt på ugen i hvert fald, så har jeg da ikke sat mine forhåbninger for højt.
Men åbenbart er ord vigtige i en sådan sag, for der er stor forskel på varig stationær lidelse og fornuværende stationær lidelse. Derfor er jeg meget spændt på udfaldet i den kommende uge.
Vi har snakket meget om, hvad vi tror udfaldet bliver, og vi er ret enige om, at vi mest hælder mod et afslag. Så bliver vi da ikke skuffede over afgørelsen, for det gjorde vi godt nok sidst. Vi er da også enige om, at vi går hele vejen til beskæftigelsesankenævnet med sagen, selvom det kan ende med at have store konsekvenser. Tror vi altså nok! Hvis nu fagforeningen ikke mener, at sagen har en chance, så må vi heller tænke os om igen.
Der er nemlig en behandlingstid på omkring 8 måneder i beskæftigelsesankenævnet i Ringkøbing, og det betyder, at jeg i værste fald ikke har en endelig afgørelse før udgangen af januar 2013. Det er godt nok langt ude i fremtiden, og jeg har spekuleret rigtig meget på, om det er det værd. Sætter man ikke sit liv på hold i 8 mdr., mens man venter på den afgørelse? Hvad skal jeg lave, mens jeg er i gang med at vente?
Den værste tanke er, hvis jeg nu ikke får medhold i min kommende anke derude i Ringkøbing. For hvad skal der så blive af mig? For det første er det rigtig rigtig mange penge, det handler om - penge som vi lige nu mangler hver evig eneste måned. Vi har, siden sidste år ved denne tid, mistet RIGTIG mange penge hver måned, og lige nu er min indtjening på 0 kr. Hvis jeg er heldig at få medhold i beskæftigelsesankenævnet, så får jeg sygedagpenge med tilbagevirkende kraft, og det betyder, at vi kan komme nogenlunde på fode igen ret hurtigt. Hvis jeg får afslag derude også, så betyder det, at vi mister den mulighed for indtægt, og at jeg derved lige så godt kunne have forsøgt at finde et arbejde i mellemtiden. Men man kan jo ikke gætte udfaldet, så det er vist et spørgsmål om at turde have is i maven. Uha, jeg er ikke så pokkers god til uvidenhed og is i maven!
Heldbredsfronten er en helt anden snak, og måske nok det mest centrale, da det er den, som jeg skal leve med resten af mit forhåbentlig lange liv. Jeg har det bedre nu end for et år siden, men jeg er jo langt fra tilbage på fuld styrke. Jeg har arbejdet 17 timer om ugen på biblioteket - et arbejde jeg elskede, men som alligevel drænede mig for energi. Det går meget godt til at begynde med, men langsomt begynder jeg at få sygedage, blive utilpas, få sorte tanker og gå ned af en meget dum spiral. Jeg er SÅ mega frustreret over, at jeg ikke kan overkomme ret meget. Tit falder jeg i tanker som:
Helt ærlig - det er vel et spørgsmål om at tage sig sammen! Men jeg kan ikke. Jeg har rygrad som en regnorm, tænker jeg selv - psykiateren siger, at det handler om, at jeg slås med mange ting. Jo jo jo men det skal andre vel ikke betale for? tænker jeg så. Det kan vel ikke være samfundets eller andres problem. Og hvorfor er det, at jeg ikke kan, når andre kan? Jeg forstår det ikke, og det er virkelig ikke, fordi jeg ikke prøver at forstå eller ikke kan acceptere det. Men jeg kan bare ikke forstå det. Jeg kan godt forstå, hvis omverdenen stiller spørgsmålstegn ved det hele, men hvad skal jeg gøre? Jeg ville ønske, at jeg kendte den hemmelige formel for at komme hel ud på den anden side. Jeg ved, at der er flere som ville få god glæde af den formel, så den ville være så skøn at få fingre i. Men der er ingen hemmelig formel, og der er ingen garantier for, hvordan jeg får det i fremtiden, og hvor meget eller lidt jeg kan rumme.
Men igen hvordan kan det blive samfundets problem? Det kan vel kun blive mit eget problem og ansvar, at jeg ikke arbejdsmæssigt formår at honorere de krav, som arbejdsmarkedet og samfundets stiller til deres borgere. At det arbejdsmæssige trækker så hårde veksler på mig, at jeg også bliver svækket privat og som menneske. Men på den anden side så har jeg betalt min skat trofast - lige siden jeg var 13 år, så har jeg ikke på en måde ret til hjælp, når hele mit liv og eksistensgrundlag ændrer sig radikalt. Det er og bliver det store spørgsmål - og måske bliver det 2013, inden jeg kender svaret. I hvert fald samfundets svar - mit eget svar skal I nok få, så snart jeg har udtænkt det.
Der er blevet ansøgt om flexjob til mig som en del af anken. Det er en underlig størrelse, for på den ene side så er det en kæmpe lettelse, og på den anden side er det jo erkendelsen af, at jeg ikke kan klare mig selv, og at jeg skal under samfundets vinger - og på mange måder stritter ALT på mig ved tanken om, at samfundet (kommunen) skal fylde så meget i mit liv. Men jeg må jo nok (psstt jeg har aldrig sådan rigtig indrømmet det, og I har aldrig læst den sætning, men jeg kommer nok ikke rigtig uden om den) erkende, at jeg har brug for den hjælp. Men dem som kender mig godt, ved også hvor svært jeg har ved at bede om hjælp og tage i mod hjælp. Det er jo egentlig rigtig dumt, men jeg er opdraget til, at man forsørger at klare sig selv, og det er virkelig en svær erkendelse, at jeg ikke kan klare mig selv. For det bringer mig lige på katastrofekurs i retningen af en sætning, som jeg arbejder med ved min psykiater nemlig:
Jeg er ikke noget værd som menneske, hvis jeg ikke er perfekt!
Uha, det er virkelig min kæphest den sætning der.....faktisk består den af meget mere, for det er en del af den onde spiral, men den ender dernede, hvor jeg er værdiløs, og hvor skal man finde selvværd, hvis man er værdiløs. Det er så pissevigtigt for mig, hvad folk tænker om mig, ikke hvad folk siger om mig, for det er pæne ting, og det hører jeg alligevel ikke efter, men hvad folk TÆNKER om mig, og alt det som de ikke tør sige højt, for jeg er jo ikke perfekt, og så er jeg heller ikke noget værd som menneske. Og hvordan kan man fortjene, at samfundet bakker op om én, hjælper én med arbejde og økonomi, så man kan have det godt, hvis man som menneske og samfundsborger er værdiløs?
Det bringer mig frem til jobsituationen. For hvad er det lige, som jeg brænder for, hvad er det som jeg kan klare, hvad har jeg lyst til, hvad magter jeg? Og med job kommer også økonomi, for vi kan ikke klare os i al evighed uden en indtægt fra mig. Den behøver ikke være tårnhøj, men jeg er nødt til at bidrage lidt. Særligt hvis vi gerne vil have et lille hus, en micro have og et barn eller to. Den kan ikke lade sig gøre som tingene er nu, så vi er virkelig ude i prioriteringslisten. Hvad er vigtigt for mig og for os? På mange måder så er det svær at være i vores situation lige nu. Vi er henholdsvis 31 og 36, og hvis man ser på folk omkring os, så burde vi være i gang med huskøb og børn nu, men vi er bombet tilbage til start. Vi skal begge til at finde ud af, hvad vi vil med vores liv, vores økonomi skal vi til at arbejde på,og børn lader vente på sig.
Jeg må erkende, at jeg, hvis jeg vil have indhold i mit liv, og det vil alle vel, er nødt til at arbejde mindre end fuldtid på nuværende tidspunkt. Det betyder, at vores indtægt vil blive mindre, og dermed også husets størrelse, ferierne og de gode bøffer.
Samtidig har jeg jo altid sagt, at jeg ikke egner mig til at gå herhjemme, og det gør jeg heller ikke, når jeg har det godt. Lige nu trives jeg rigtig godt med det, men jeg har det overhovedet heller ikke godt nok lige nu. Jeg har en god hverdag og langt hen ad vejen et rigtig godt liv lige nu, men så skal der heller ikke komme mere ind fra højre, heller ikke et job, for så falder hele min hverdag sammen. Heldigvis tror både psykiateren og jeg på, at når jeg får den første afgørelse her i den kommende uge, så lysner det lidt på overskudskontoen, og så er der plads til at putte noget ind, som kunne ligne noget arbejde og lidt pligter ude i samfundet, for det vil jeg virkelig gerne! Drømmescenariet ville være fuldtidsjob med løn, weekend med manden og plads til træning - og følelsen af værdiløshed og utilstrækkelighed pakket godt væk i en kasse på loftet.
Jeg arbejder på sagen. Jeg arbejder benhårdt på at få brudt den onde spiral og jeg kan sagtens rent rationelt se og nemt sige højt, at jeg jo godt ved, at ingen mennesker er perfekte, og at jeg bestemt rummer en stor værdi, og at jeg sagtens kan kigge mig selv i spejlet og smile, for jeg har alle mulige grunde til at føle selvværd. Men en anden ting er virkelig at tro på det og ikke mindst føle det, og det gør jeg overhovedet ikke - og der er langt igen. Men ikke så langt som der har været, for jeg kan godt have mine momenter af selvværd og smil til mig selv i spejlet, men desværre er de mere sjældne end hyppige. Men al begyndelse er svær, og nogle gange er det vist bare at fortsætte med at sætte den ene fod foran den anden, og på et tidspunkt kommer man vel så tæt på målstregen, at man kommer helt derhen.
Men tilbage til jobsituationen for den er temmelig uafklaret. Det eneste som jeg er forholdsvis sikker på er, at jeg ikke skal tilbage til lærerjobbet. Ikke fordi jeg ikke elskede dele af jobbet, men fordi det har for store konsekvenser for mig menneskeligt, og den pris er jeg ikke villig til at betale mere. Men hvad skal jeg så? Heller ikke engang hvis jeg skulle se bort fra økonomi og realtiske muligheder er jeg sikker i min sag. Jeg har måske nogle delelementer på plads, og det er jo nok dem, som jeg skal tage udgangspunkt i.
Jeg vil gerne skrive, så et job som indeholder det ville være dejligt, og man må jo sige, at det gør mange forskellige jobs. (Men er jeg så dygtig nok til, for jeg laver tit stavefejl, kommafejl eller andet grammastisk juks, siger den der irriterende manglende selvværdsfølelse). Jeg vil også gerne formidle, og det gør man jo i flere jobs. (Man kan jeg klare det og har jeg overhovedet noget at formidle videre). Jeg vil også gerne have mig selv med som menneske, og så går jeg lige som lidt i stå. For hvor er jobbet, som får mig med som menneske. Mit største ønske til et job er i virkeligheden bare et sted hvor jeg trives og er glad for at være. Det indbefatter så, at jeg ikke bliver presset ud over min formåen, at jeg har mulighed for at trække mig i perioder, og at jeg bliver anerkendt, for det jeg gør og kan. Sådan et job hænger jo på træerne eller hvad? Måske I kunne fortælle mig, hvad det er for et job? Hvis ja, så smid endelig en kommentar, for så har I nærmest fortjent en findeløn, hvis jeg da ejede dronningens mønt.
Og når man nu er så uafklaret omkring jobformåen, så er det jo godt at man vælter rundt i alle mulige jobmuligheder, og at man bare kan prøve sig selv af.......ha ha ha ha ha. Men sundt er det nok at forholde sig meget kraftigt til, hvad man vil med sit liv og arbejdsliv - hvad er vigtigt.
Det blev godt nok en lang smøre i dag, og så har I endda kun fået en brøkdel af alle mine tanker. Nu er de jeres, og jeg slipper for at bryde mit hoved med dem, så måske jeg er 10 kg lettere i morgen på vægten. Man kunne jo håbe, for jeg er jo også af den overbevisning, at jeg vejer ALT for meget.
Det er op ad bakke det her, men hva' det skulle give balder af stål.
Abonner på:
Opslag (Atom)