Den pæne facade

....er simpelthen noget fanden him self har skabt.

Noget af nedenstående har jeg virkelig allerede trampet rundt i på bloggen allerede, men lige nu fylder det rigtig meget, så jeg tramper altså lidt mere rundt i det. Hvis du ikke orker mere trampen, så smut hen på mine bogsider, så kan du måske blive inspireret til en bog eller to, som du kan læse i stedet. Der er lidt chick-lit, fantasy, krimi eller måske noget ungdomslitteratur.

Du er også mere end velkommen til at læse videre her, selvom det er lidt tung læsning.

Jeg er jo i fuld sving med at finde små og store valnødder oppe i mit hoved, som jeg skal i gang med at knække sammen med min nøddeknækker alias min kære stikkedame, som I allerede har læst om. Nogle af nødder dukker op helt af sig selv, andre af nødderne skal graves lidt frem og andre igen dukker om, men skal have lov til at blive samlet op. Det er dælme ikke alle nødder som er lige fede at forholde sig til.
Men jeg ved godt, at hvis jeg ikke samler dem op, forholder mig til dem og knækker dem, så vil de blive ved med at spøge i kulissen. Men de nødder er jo også en del af ens identitet, som man går ind og fjerner.

Det er blevet klart for mig den seneste tid, at jeg er nødt til at gøre op med mit gamle mønster og jeg - og det er smadder angstprovokerende for mig. For hvis jeg ændrer mig, hvad siger omverdenen så? Den tanke leder mig så frem til en nød....nemlig hvad-tænker-andre-om-mig-nødden!

Den nød er stor! Den fylder rigtig meget inde i mit hoved, og den har en kæmpe, hård skal - og den er bestemt ikke lige sådan at knække. Jeg bruger en mængde energi på overvejelser som

- Hvad tænker min veninde, når jeg ikke kan tage med i svømmehallen, fordi jeg har en anden aftale? Min logiske sans siger mig, at det kan hun jo sagtens forstå, men jeg når alligevel lige forbi tanken: synes hun nu, jeg er en dårlig veninde, gider hun nu ikke lave aftaler med mig en anden gang, jeg burde da virkelig også svømme, for jeg trænger da til noget motion - se lige på min krop.....og så er jeg jo allerede i selvsving!

- Hvad tænker Stikkedamen, når jeg igen har tårer som triller og snot som løber, og lugter jeg for øvrigt ikke også af sved, når jeg panikangst-sveder? Min logiske sans siger mig, at det jo for pokker er hendes job, og at hun sikker har andre end mig, som reagerer lige præcis på samme måde, så det nok ikke er nyt for hende, men jeg når alligevel forbi tanken: jamen nu er jo ikke total tjekket og lækker, så nu ser hun nok anderledes på, det er da også bare så pinligt, og jeg burde måske også have barberet ben, hvilket jo ofte er et kæmpe projekt.

- Hvad tænker min mands venner om mig? Min logiske sans siger mig, at jeg virkelig burde koncentrere mig om, hvad min mand tænker om mig, for det er jo det, som er det vigtige. Men jeg kommer ikke uden om følelsen, at jeg gerne vil være den sejeste og bedste kone i hele verden. Jeg vil jo for pokker være den kone, som alle i hele verden gerne vil giftes med, være den kone som alle andre koner gerne vil være, og den kone som alle mænd er vildt misundelig på, at min mand har scoret sig (altså teknisk set scorede jeg ham, men det er en helt anden historie). Forstår I, at jeg er på overarbejde nogle gange?

- Hvad tænker andre om mig, når jeg nu er sådan en, som ikke kan arbejde på almindelige vilkår? Min logiske sans siger mig, at hvis folk vil mig det bedste, og det er de mennesker jeg skal samle på, så vil de tænke, at det er helt perfekt for mig! Men mit hoved spinder alle mulige åndssvage tanker om, at jeg er mindreværd, at folk snakker om mig i krogene, at folk ikke undrer mig det, at folk tror, at jeg bruger systemet, og at jeg er en snylter. At jeg bare burde tage mig sammen, og hvor svært kan det være! Når jeg så tænker mig om, så er det da overhovedet ikke pænt, at jeg tænker om folk, at de tænker sådan om mig. Det kan jeg faktisk slet ikke være bekendt.

- Hvad tænker min mand om mig, når jeg igen er nødt til at smide mig på sofaen, fordi jeg har brugt mere energi end jeg har (og han igen er blevet snydt for den glade Nina). Min logiske sans siger mig, at han selvfølgelig bedst kan lide den glade Nina, men at han også elsker hende som smider sig på sofaen, græder over små ting, hidser sig op på computeren, fordi den ikke gider det hun gider. Men min tanker laver sig hurtigt til en kæmpe hammer, som slår konen på sofaen oven i hovedet. For hun er da virkelig også en dårlig kone, når hun bare smider sig der. Helt ærligt så burde hun kunne lave mad, være lækker, lægge op til sex, ordne vasketøj, indgå i skønne samtaler, holde om, nusse, kramme, kysse og gøre rent. Måske også lige bikse en kage sammen og invitere gæster. Gad vide hvad omverdenen tænker, hvis de vidste, at jeg ikke er sådan en kone.......

Tja, jeg kunne fortsætte min liste, for jeg tænker virkelig meget over, hvad andre tænker. Jeg er total bange for at komme til at jokke andre over tæerne, for tænk nu, hvis de ikke kan lide mig eller synes at jeg er et pisseirriterende og latterlig menneske. Mit største ønske er, at alle kan lide mig, og at jeg kan gøre alle andre tilpas - jeg glemmer bare mig selv.

Så hvis jeg skal huske mig selv, så har jeg en hård nød at knække.....så jeg må hellere i gang! Faldt over nedenstående på facebook her til aften, og jeg tænker, at det citat kan være en lille del af min nøddeknækker!

Dagene flyver afsted......

.....og sammen med dem mine ord og mit overskud. Der har været stille på bloggen længe - meget længe. Det er ikke fordi jeg har været væk på ferie, men min lyst og mit overskud til at dele med andre har været sendt langt væk.

Jeg har brugt timer og dage på at diskutere med mig selv, min manden min, med min psykiater og med en god veninde - diskuterer hvorfor jeg ikke får det markant bedre nu, hvor jeg ikke skal bekymrer mig så meget mere, nu hvor tingene vender til vores fordel, og nu hvor jeg virkelig ikke har noget at være ked af, frustreret over eller utaknemmelig over.

Jeg føler mig virkelig som et småligt menneske, og måske også derfor, at jeg har ladet bloggen og jer ligge hen i stilhed, fordi jeg ikke synes, at det her kunne siges højt. Men.....i morges i badet - ved ikke hvorfor jeg tit tænker klare tanker i badet, men det gør jeg -gik det op for mig, at hvis jeg vil det med bloggen, som jeg har bestemt mig for - nemlig at være åben og ærlig, så andre kan få glæde af mine erfaringer, så hjælper det ikke noget at gemme de her følelser og tanker væk.

Inden jeg for alvor tager hul på ALT det som vælter rundt i mit hoved, så skal der lige indføres som en sidebemærkning, at jeg har haft nogle vildt skønne dage - både på regnvejrsdage med Touren på sofaen og på solskinsdage ude i det dejlige vejr med bøger, mand, familie og veninder, så det hele er ikke gråt i gråt.

Men jeg har altså oven i også blevet godt og grundigt invaderet af Selma Selvmedlidenhed - og hun er altså ikke det hyggeligste selskab at være i nærheden af. Hun har en slem tendens til at fare rundt i en cirkel, og man bliver hvirvlet fuldstændig rundtosset, når hun først går i gang. Selvom man prøver at tænke positive og glade tanker, så bliver de sendt på himmelflugt, når man rammes af en omgang selvsving med Selma.

Jer som har læst med på bloggen gennem længere tid ved, at jeg siden foråret har stået lidt i et tomrum uden helt at vide hvilken drejning mit liv skulle tage sig. Jeg ved stadig intet med sikkerhed, men det ser jo meget positivt og lyst ud nu end det har gjort længe. Derfor har jeg overbevidst mig selv om, at jeg bør (og andre mener) at nu må jeg simpelthen komme ind i kampen og blive frøken Lattermild.

Jeg havde (og har stadig lidt) en forventning om, at når jeg ikke længere var presset i samme grad som før, så ville jeg få det super, være evig glad, have masser af overskud og kunne det hele. Sandheden er, at det skete ikke, og faktisk så minder hverdag uhyggeligt meget om sådan, som hverdagen så ud for 2 måneder siden - nemlig en bunke gode dage blandet med dårlige dage, skrøbeligt overskud, træthed og god chance for at gå i selvsving.

Det er svært at acceptere, og det er svært at forstå - men jeg kommer altså ikke nogen vegne med at bekæmpe det med den strategi, som jeg benytter nu. Nemlig ved at dunke mig selv oven i hovedet for de følelser og oplevelser, som jeg rummer og har.

Flere har sagt, at det handler om tid - og at det ikke bare sådan lige vender fra den ene dag til den anden.....så tålmodighed. Ja, det har jeg ikke, så hellere være sur og tvær over at det går for langsomt med at komme på toppen, for man får da virkelig meget overskud af at være sur og tvær eller noget...HA!

Måske er Selma Selvsving ikke det helt rigtige navn for sådan som jeg har det lige nu, men hold nu op jeg går nemt i selvsving over ting i øjeblikket. Så jeg tror nu alligevel hun får lov at beholde sit navn - og så arbejder jeg intens på at jage hende på porten.

Heldigvis har dagene været fyldt at stunder som den her - og måske kunne det være sundt nok at se på sit liv lidt fra oven eller måske sende Selma Selvsving en tur ud med luftballon......

Ærlighed

Jeg har skrevet en del på bloggen den senere tid - faktisk har jeg været hel flittig til at dele en hel masse med jer. Det har være gode ting, spændende ting, dagligdagsting og små tankespind, men så har det også været det. Jeg har faktisk ikke fået delt det med jer, som fylder allermest inde i mit hoved. Tror rent faktisk ikke jeg har fået delt det med nogen overhovedet - måske mange ting også bliver nye for manden min. Håber det ikke, håber jeg har fået snakket med ham om det hele, men er lidt i tvivl.

Lige nu fylder det rigtig meget med fremtidsperspektiver.......hvordan kommer det til at se ud på helbredsfronten og på jobfronten, for ikke at tale om familiefronten.


Familiefronten har jeg udsat lidt. Det er vist ikke lige, at vi skal stifte familie, bygge rede og stå på familieræset. Vi ved jo ikke engang rigtig, hvor vi ender henne i verden lige nu. Hvor får manden min job? Er det noget, som vi skal flytte efter? Hvornår kommer jeg nok ovenpå til at det er fornuftigt og ansvarligt at stifte familie? Hvornår bliver økonomien til at lille hus med have? Det eneste vi ved med sikkerhed er, at vi på sigt i hvert fald ender det samme sted. For jeg flytter gerne med min Kim, hvis det er det, som bliver løsningen. Jeg er jo ikke bundet af et drømmejob, men kunne i virkeligheden godt trænge til lidt forandring, så måske kunne være med at skabe flere muligheder og åbenbaringer.

Fremtidsperspektivet bliver afklaret til en vis grad i den kommende uge. Jeg har nemlig besked om udfaldet på min anke. Min fagforening har jo på mine vegne indgivet en anke til kommunen over mit afslag på forlængelse af sygedagpenge. Jeg var jo temmelig forundret over, at man kan blive erklæret for syg til en forlængelse i en paragraf og for rask til forlængelse i en anden paragraf - og desuden få stemplet arbejdsevne 50% og samtidig besked om at klare sig selv. Derfor har jeg sammen med manden min og fagforeningen besluttet at ankesagen. Kommunen havde så 14 dage til at revurdere sagen, og jeg skal så have svar i morgen senest! Men efter som det er kommunalt, så tænker jeg midt på ugen i hvert fald, så har jeg da ikke sat mine forhåbninger for højt.
Men åbenbart er ord vigtige i en sådan sag, for der er stor forskel på varig stationær lidelse og fornuværende stationær lidelse. Derfor er jeg meget spændt på udfaldet i den kommende uge.

Vi har snakket meget om, hvad vi tror udfaldet bliver, og vi er ret enige om, at vi mest hælder mod et afslag. Så bliver vi da ikke skuffede over afgørelsen, for det gjorde vi godt nok sidst. Vi er da også enige om, at vi går hele vejen til beskæftigelsesankenævnet med sagen, selvom det kan ende med at have store konsekvenser. Tror vi altså nok! Hvis nu fagforeningen ikke mener, at sagen har en chance, så må vi heller tænke os om igen.

Der er nemlig en behandlingstid på omkring 8 måneder i beskæftigelsesankenævnet i Ringkøbing, og det betyder, at jeg i værste fald ikke har en endelig afgørelse før udgangen af januar 2013. Det er godt nok langt ude i fremtiden, og jeg har spekuleret rigtig meget på, om det er det værd. Sætter man ikke sit liv på hold i 8 mdr., mens man venter på den afgørelse? Hvad skal jeg lave, mens jeg er i gang med at vente?
Den værste tanke er, hvis jeg nu ikke får medhold i min kommende anke derude i Ringkøbing. For hvad skal der så blive af mig? For det første er det rigtig rigtig mange penge, det handler om - penge som vi lige nu mangler hver evig eneste måned. Vi har, siden sidste år ved denne tid, mistet RIGTIG mange penge hver måned, og lige nu er min indtjening på 0 kr. Hvis jeg er heldig at få medhold i beskæftigelsesankenævnet, så får jeg sygedagpenge med tilbagevirkende kraft, og det betyder, at vi kan komme nogenlunde på fode igen ret hurtigt. Hvis jeg får afslag derude også, så betyder det, at vi mister den mulighed for indtægt, og at jeg derved lige så godt kunne have forsøgt at finde et arbejde i mellemtiden. Men man kan jo ikke gætte udfaldet, så det er vist et spørgsmål om at turde have is i maven. Uha, jeg er ikke så pokkers god til uvidenhed og is i maven!

Heldbredsfronten er en helt anden snak, og måske nok det mest centrale, da det er den, som jeg skal leve med resten af mit forhåbentlig lange liv. Jeg har det bedre nu end for et år siden, men jeg er jo langt fra tilbage på fuld styrke. Jeg har arbejdet 17 timer om ugen på biblioteket - et arbejde jeg elskede, men som alligevel drænede mig for energi. Det går meget godt til at begynde med, men langsomt begynder jeg at få sygedage, blive utilpas, få sorte tanker og gå ned af en meget dum spiral. Jeg er SÅ mega frustreret over, at jeg ikke kan overkomme ret meget. Tit falder jeg i tanker som:


Helt ærlig - det er vel et spørgsmål om at tage sig sammen!  Men jeg kan ikke. Jeg har rygrad som en regnorm, tænker jeg selv - psykiateren siger, at det handler om, at jeg slås med mange ting. Jo jo jo men det skal andre vel ikke betale for? tænker jeg så. Det kan vel ikke være samfundets eller andres problem. Og hvorfor er det, at jeg ikke kan, når andre kan? Jeg forstår det ikke, og det er virkelig ikke, fordi jeg ikke prøver at forstå eller ikke kan acceptere det. Men jeg kan bare ikke forstå det. Jeg kan godt forstå, hvis omverdenen stiller spørgsmålstegn ved det hele, men hvad skal jeg gøre? Jeg ville ønske, at jeg kendte den hemmelige formel for at komme hel ud på den anden side. Jeg ved, at der er flere som ville få god glæde af den formel, så den ville være så skøn at få fingre i. Men der er ingen hemmelig formel, og der er ingen garantier for, hvordan jeg får det i fremtiden, og hvor meget eller lidt jeg kan rumme.

Men igen hvordan kan det blive samfundets problem? Det kan vel kun blive mit eget problem og ansvar, at jeg ikke arbejdsmæssigt formår at honorere de krav, som arbejdsmarkedet og samfundets stiller til deres borgere. At det arbejdsmæssige trækker så hårde veksler på mig, at jeg også bliver svækket privat og som menneske. Men på den anden side så har jeg betalt min skat trofast - lige siden jeg var 13 år, så har jeg ikke på en måde ret til hjælp, når hele mit liv og eksistensgrundlag ændrer sig radikalt. Det er og bliver det store spørgsmål - og måske bliver det 2013, inden jeg kender svaret. I hvert fald samfundets svar - mit eget svar skal I nok få, så snart jeg har udtænkt det.

Der er blevet ansøgt om flexjob til mig som en del af anken. Det er en underlig størrelse, for på den ene side så er det en kæmpe lettelse, og på den anden side er det jo erkendelsen af, at jeg ikke kan klare mig selv, og at jeg skal under samfundets vinger - og på mange måder stritter ALT på mig ved tanken om, at samfundet (kommunen) skal fylde så meget i mit liv. Men jeg må jo nok (psstt jeg har aldrig sådan rigtig indrømmet det, og I har aldrig læst den sætning, men jeg kommer nok ikke rigtig uden om den)  erkende, at jeg har brug for den hjælp. Men dem som kender mig godt, ved også hvor svært jeg har ved at bede om hjælp og tage i mod hjælp. Det er jo egentlig rigtig dumt, men jeg er opdraget til, at man forsørger at klare sig selv, og det er virkelig en svær erkendelse, at jeg ikke kan klare mig selv. For det bringer mig lige på katastrofekurs i retningen af en sætning, som jeg arbejder med ved min psykiater nemlig:

Jeg er ikke noget værd som menneske, hvis jeg ikke er perfekt!

Uha, det er virkelig min kæphest den sætning der.....faktisk består den af meget mere, for det er en del af den onde spiral, men den ender dernede, hvor jeg er værdiløs, og hvor skal man finde selvværd, hvis man er værdiløs. Det er så pissevigtigt for mig, hvad folk tænker om mig, ikke hvad folk siger om mig, for det er pæne ting, og det hører jeg alligevel ikke efter, men hvad folk TÆNKER om mig, og alt det som de ikke tør sige højt, for jeg er jo ikke perfekt, og så er jeg heller ikke noget værd som menneske. Og hvordan kan man fortjene, at samfundet bakker op om én, hjælper én med arbejde og økonomi, så man kan have det godt, hvis man som menneske og samfundsborger er værdiløs? 

Det bringer mig frem til jobsituationen. For hvad er det lige, som jeg brænder for, hvad er det som jeg kan klare, hvad har jeg lyst til, hvad magter jeg? Og med job kommer også økonomi, for vi kan ikke klare os i al evighed uden en indtægt fra mig. Den behøver ikke være tårnhøj, men jeg er nødt til at bidrage lidt. Særligt hvis vi gerne vil have et lille hus, en micro have og et barn eller to. Den kan ikke lade sig gøre som tingene er nu, så vi er virkelig ude i prioriteringslisten. Hvad er vigtigt for mig og for os? På mange måder så er det svær at være i vores situation lige nu. Vi er henholdsvis 31 og 36, og hvis man ser på folk omkring os, så burde vi være i gang med huskøb og børn nu, men vi er bombet tilbage til start. Vi skal begge til at finde ud af, hvad vi vil med vores liv, vores økonomi skal vi til at arbejde på,og børn lader vente på sig. 

Jeg må erkende, at jeg, hvis jeg vil have indhold i mit liv, og det vil alle vel, er nødt til at arbejde mindre end fuldtid på nuværende tidspunkt. Det betyder, at vores indtægt vil blive mindre, og dermed også husets størrelse, ferierne og de gode bøffer. 

Samtidig har jeg jo altid sagt, at jeg ikke egner mig til at gå herhjemme, og det gør jeg heller ikke, når jeg har det godt. Lige nu trives jeg rigtig godt med det, men jeg har det overhovedet heller ikke godt nok lige nu. Jeg har en god hverdag og langt hen ad vejen et rigtig godt liv lige nu, men så skal der heller ikke komme mere ind fra højre, heller ikke et job, for så falder hele min hverdag sammen. Heldigvis tror både psykiateren og jeg på, at når jeg får den første afgørelse her i den kommende uge, så lysner det lidt på overskudskontoen, og så er der plads til at putte noget ind, som kunne ligne noget arbejde og lidt pligter ude i samfundet, for det vil jeg virkelig gerne! Drømmescenariet ville være fuldtidsjob med løn, weekend med manden og plads til træning - og følelsen af værdiløshed og utilstrækkelighed pakket godt væk i en kasse på loftet.  

Jeg arbejder på sagen. Jeg arbejder benhårdt på at få brudt den onde spiral  og jeg kan sagtens rent rationelt se og nemt sige højt, at jeg jo godt ved, at ingen mennesker er perfekte, og at jeg bestemt rummer en stor værdi, og at jeg sagtens kan kigge mig selv i spejlet og smile, for jeg har alle mulige grunde til at føle selvværd. Men en anden ting er virkelig at tro på det og ikke mindst føle det, og det gør jeg overhovedet ikke - og der er langt igen. Men ikke så langt som der har været, for jeg kan godt have mine momenter af selvværd og smil til mig selv i spejlet, men desværre er de mere sjældne end hyppige. Men al begyndelse er svær, og nogle gange er det vist bare at fortsætte med at sætte den ene fod foran den anden, og på et tidspunkt kommer man vel så tæt på målstregen, at man kommer helt derhen. 

Men tilbage til jobsituationen for den er temmelig uafklaret. Det eneste som jeg er forholdsvis sikker på er, at jeg ikke skal tilbage til lærerjobbet. Ikke fordi jeg ikke elskede dele af jobbet, men fordi det har for store konsekvenser for mig menneskeligt, og den pris er jeg ikke villig til at betale mere. Men hvad skal jeg så? Heller ikke engang hvis jeg skulle se bort fra økonomi og realtiske muligheder er jeg sikker i min sag. Jeg har måske nogle delelementer på plads, og det er jo nok dem, som jeg skal tage udgangspunkt i.

Jeg vil gerne skrive, så et job som indeholder det ville være dejligt, og man må jo sige, at det gør mange forskellige jobs. (Men er jeg så dygtig nok til, for jeg laver tit stavefejl, kommafejl eller andet grammastisk juks, siger den der irriterende manglende selvværdsfølelse). Jeg vil også gerne formidle, og det gør man jo i flere jobs. (Man kan jeg klare det og har jeg overhovedet noget at formidle videre). Jeg vil også gerne have mig selv med som menneske, og så går jeg lige som lidt i stå. For hvor er jobbet, som får mig med som menneske. Mit største ønske til et job er i virkeligheden bare et sted hvor jeg trives og er glad for at være. Det indbefatter så, at jeg ikke bliver presset ud over min formåen, at jeg har mulighed for at trække mig i perioder, og at jeg bliver anerkendt, for det jeg gør og kan. Sådan et job hænger jo på træerne eller hvad? Måske I kunne fortælle mig, hvad det er for et job? Hvis ja, så smid endelig en kommentar, for så har I nærmest fortjent en findeløn, hvis jeg da ejede dronningens mønt.

Og når man nu er så uafklaret omkring jobformåen, så er det jo godt at man vælter rundt i alle mulige jobmuligheder, og at man bare kan prøve sig selv af.......ha ha ha ha ha. Men sundt er det nok at forholde sig meget kraftigt til, hvad man vil med sit liv og arbejdsliv - hvad er vigtigt.

Det blev godt nok en lang smøre i dag, og så har I endda kun fået en brøkdel af alle mine tanker. Nu er de jeres, og jeg slipper for at bryde mit hoved med dem, så måske jeg er 10 kg lettere i morgen på vægten. Man kunne jo håbe, for jeg er jo også af den overbevisning, at jeg vejer ALT for meget.

Det er op ad bakke det her, men hva' det skulle give balder af stål.   

TRÆT TRÆT TRÆT

Jeg skal til at begynde med advare om, at dette indlæg bestemt ikke er særlig opmuntrende! Så hvis du er i verdens bedste søndagshumør, så kan du med fordel vælge ikke at læse videre.

Jeg er nemlig i verdens dårligste søndagshumør. Egentlig er det startet med at gå ned ad bakke siden fredag morgen, så på mange måder vel egentlig heldig nok, at det først rigtig er ramt her i løbet af søndagen. Jeg vågnede op fredag og var så træt så træt. Havde det faktisk total tømmermandsagtigt med hovedpine, tung i kroppen og temmelig utilpas (havde selvfølgelig også drukket TO! mokaï aftenen før, så det var vel også helt rimeligt eller noget!nej!).

Men fredag gik jeg da gået en skøn tur med en veninde i Dollerup Bakker og fejret svogeren, så det var da egentlig godt nok, og jeg var da af den overbevisning, at utilpasheden måtte være væk lørdag, men næ nej!

Lørdag vågner jeg stadig utilpas og lidt ondt i halsen - og ender med at pjække fra træning velvidende at min samvittighed kommer til at skrige af mig resten af dagen. Ved ikke om I kender det, men jeg er udstyret med en velvoksen skrigende temmelig skinger samvittighed, som sjældent holder ferie.


NINA, NU MÅ DU TAGE DIG SAMMEN. KIG NED PÅ DIN MAVE OG SE HVOR MEGET DEN FYLDER. DET VAR ALDRIG SKET, HVIS DU TOG DIG SAMMEN OG TOG TIL TRÆNING! 


eller den her

NIIIIIIIINA! NINA! NINA, JEG TALER TIL MIG. JEG VED, DU IKKE KAN BLIVE VED MED AT IGNORERE MIG. DU ER SLAP, DU ER YNKELIG, DU ER INTET VÆRD, OG DU BURDE TAGE DIG SAMMEN - OG SÅ ER DU FOR ØVRIGT OGSÅ TYK - OG DU HAR IKKE BARBERET BEN - OG HA HA HA ALLE ANDRE ER MERE LÆKRE END DIG. TAG DEN DU!


Nogen som vil købe min samvittighed - jeg sælger den svinebilligt, og jeg sender den gerne med Post Danmark, så kan vi jo håbe den bliver væk på vejen....nogen!?!?!?! 

Jeg ligger på langs på sofaen det meste af dagen lørdag, bortset lige fra da vi må styrte afsted for at hente penicillin til hankatten, fordi han igen har fået en byld (AAAAAAAAAAARRRRRGGGHHHHHHH jeg går amok snart, hvis de katte ikke holder lidt igen med bylder, orme og andet godt). Lørdag aften er vi på hyggeligt besøg hos gode venner, og på vejen hjem laver jeg den klassiske Nina-nu-er-jeg-for-træt. Jeg begynder at sukke dybt, kan ikke overskue noget, har det åh-så-skidt og kan nærmest ikke være i min egen krop - og det mærkelige er, at det først kommer i det øjeblik vi sidder i bilen og er næsten hjemme. Stakkels manden min for det er altid ham, som står for skud, som skal hjælpe mig af tøjet (og nej ikke på den fede måde, som giver mandebonus bagefter), skal putte mig og nusse mig i søvn og forsikrer mig om, at det hele er bedre i morgen.

I morgen - det er så i dag søndag. Bedre!??!?! Næ egentlig ikke. Vågnede med møg ondt i bolden og ondt i halsen, gik kold på sofaen en halv time efter jeg stod op, glemte en aftale over middag, fordi jeg først vågnede ved beskeden kl. 14. Måtte blive liggende på sofaen indtil Kim fristede med slik. Kørte i Løvbjerg efter alt for meget slik, is og rutebiler, og nu sidder med den skrigende samvittighed, som har ret i cirka en brøkdel af sit skrigeri. Nej jeg fik det ikke bedre af isen og slikken, og ja jeg burde ikke have pjækket fra træning, men kan jeg lave om på det nu? Næ, for træningen er længe overstået, og jeg har spist både 74 g slik, 1 is og en fjerde del pakke rutebiler (men hvem tæller) - så nu har jeg ondt i maven, kunne tude, fordi jeg igen igen falder lige i slikket og isen, og jeg er stadig træt. Det eneste som er positivt er, at det er lykkes mig at lave aftensmad, så jeg da i hvert fald får noget sundt i dag. Så nu står den på kylling med salat, og det glæder jeg mig til. Håber mandag starter bedre og ender bedre end weekenden har gjort. Nu kan det vist kun gå fremad!

Rejs dig op og kom videre

Der er sket noget spændende i mit liv - noget som jeg havde glædet mig til lige siden min fødselsdag. Det kunne godt være svogerens fødselsdag, for han runder endnu et år i dag - TILLYKKE - men det er nu ikke det.

Jeg har været til DMD-koncert. DMD ved alle da hvad er??? Danser med drenge. Det var det mest fantastiske  jeg længe har oplevet, og jeg trængte ærlig talt til en god oplevelse. Egentlig skulle jeg have haft en rigtig god veninde med, som også havde foræret mig billetten til fødselsdag, men hun blev desværre hundesyg, og så var gode råd jo dyre.

Vi havde ellers planlagt lækker mad, asti, tøsehygge OG pudset danseskoene. Manden min var frisk på at tage med, men det var bare ikke helt det samme - overhovedet. Heldigvis blev det en anden god veninde, som var frisk på at hoppe i danseskoene. Faktisk den veninde som var år tilbage.....engang i halvfemserne præsenterede mig for bandet. Dengang kendte jeg ikke en eneste af deres sange, men hun hev mig med til en koncert på Paletten i Viborg, og så var jeg solgt. Jeg husker tydeligt julen efter, da jeg fik min første CD med danser med drenge. Jeg endte med at ligge under min nye dyne hele julenat med cd'en i min discman. Det var en fed følelse, og jeg husker det endnu. Siden er det blevet til en hel del koncerter, og det er bestemt ikke den sidste. Nu er jeg jo - heldigvis - nødt til at smutte afsted til næste år med den veninde, som blev syg. Det er godt nok ærgerlig, men man må jo hellere vise sig fra sin pæne side og ofre sig. JUHUUUUUUUUUUU glæder mig allerede. Det er der 3 gode grunde til.

                 


For det første er de efter min mening et af Danmarks bedste livebands, og jeg skal da også love for, at der var gang i den fra første minut. Der blev taget det klassiske og traditionsrige publikumsbillede, der var publikumskor, og der blev fortalt røverhistorier. Efter pausen kom jeg til at stå lige foran scenen. Det var fedt. Der blev rigtig danset, sunget og piftet - og jeg følte mig så sej. For et år siden ville jeg ikke engang kunne gå til sådan en koncert, og nu kunne jeg stå helt oppe foran. Jeg er rykket mig rigtig langt - og det går fremad.

For det andet er bandet super nærværende. De uddeler håndtryk, kram og smil til alle på deres vej, og man fornemmer, at de elsker at fyre den af. Deres gode humør smitter af, og man glemmer helt tid og sted.

For det tredje så rammer flere af deres tekster mig. Nogle af dem forsøger jeg at ignorere, men det er bare ret svært. Jeg kan godt blive helt sur på deres tekster, inden jeg må krybe til korset og erkende, at de måske har lidt ret. Bl.a. "Rejs dig op og kom videre" må jeg jo erkende, at jeg måske skulle lytte lidt mere til ind i mellem, for jeg kan godt rammes af en ordentlig omgang selvmedlidenhed.

En anden sang som jeg har forsøgt at læne mig op ad, når jeg ind imellem syntes, at jeg har mødt meget lidt forståelse fra min omverden er "Kolde hjerter".

En af deres nyeste sange handler om, at samfundet er blevet uden plads til dem, som falder uden for normen. Den som ikke er perfekte, og dem som ikke er de gode bidragende samfundsborgere. Den hedder noget så perfekt som "For mig er du helt perfekt", og nu er jeg jo ret vildt med det der perfekt.