Dagene flyver afsted......

.....og sammen med dem mine ord og mit overskud. Der har været stille på bloggen længe - meget længe. Det er ikke fordi jeg har været væk på ferie, men min lyst og mit overskud til at dele med andre har været sendt langt væk.

Jeg har brugt timer og dage på at diskutere med mig selv, min manden min, med min psykiater og med en god veninde - diskuterer hvorfor jeg ikke får det markant bedre nu, hvor jeg ikke skal bekymrer mig så meget mere, nu hvor tingene vender til vores fordel, og nu hvor jeg virkelig ikke har noget at være ked af, frustreret over eller utaknemmelig over.

Jeg føler mig virkelig som et småligt menneske, og måske også derfor, at jeg har ladet bloggen og jer ligge hen i stilhed, fordi jeg ikke synes, at det her kunne siges højt. Men.....i morges i badet - ved ikke hvorfor jeg tit tænker klare tanker i badet, men det gør jeg -gik det op for mig, at hvis jeg vil det med bloggen, som jeg har bestemt mig for - nemlig at være åben og ærlig, så andre kan få glæde af mine erfaringer, så hjælper det ikke noget at gemme de her følelser og tanker væk.

Inden jeg for alvor tager hul på ALT det som vælter rundt i mit hoved, så skal der lige indføres som en sidebemærkning, at jeg har haft nogle vildt skønne dage - både på regnvejrsdage med Touren på sofaen og på solskinsdage ude i det dejlige vejr med bøger, mand, familie og veninder, så det hele er ikke gråt i gråt.

Men jeg har altså oven i også blevet godt og grundigt invaderet af Selma Selvmedlidenhed - og hun er altså ikke det hyggeligste selskab at være i nærheden af. Hun har en slem tendens til at fare rundt i en cirkel, og man bliver hvirvlet fuldstændig rundtosset, når hun først går i gang. Selvom man prøver at tænke positive og glade tanker, så bliver de sendt på himmelflugt, når man rammes af en omgang selvsving med Selma.

Jer som har læst med på bloggen gennem længere tid ved, at jeg siden foråret har stået lidt i et tomrum uden helt at vide hvilken drejning mit liv skulle tage sig. Jeg ved stadig intet med sikkerhed, men det ser jo meget positivt og lyst ud nu end det har gjort længe. Derfor har jeg overbevidst mig selv om, at jeg bør (og andre mener) at nu må jeg simpelthen komme ind i kampen og blive frøken Lattermild.

Jeg havde (og har stadig lidt) en forventning om, at når jeg ikke længere var presset i samme grad som før, så ville jeg få det super, være evig glad, have masser af overskud og kunne det hele. Sandheden er, at det skete ikke, og faktisk så minder hverdag uhyggeligt meget om sådan, som hverdagen så ud for 2 måneder siden - nemlig en bunke gode dage blandet med dårlige dage, skrøbeligt overskud, træthed og god chance for at gå i selvsving.

Det er svært at acceptere, og det er svært at forstå - men jeg kommer altså ikke nogen vegne med at bekæmpe det med den strategi, som jeg benytter nu. Nemlig ved at dunke mig selv oven i hovedet for de følelser og oplevelser, som jeg rummer og har.

Flere har sagt, at det handler om tid - og at det ikke bare sådan lige vender fra den ene dag til den anden.....så tålmodighed. Ja, det har jeg ikke, så hellere være sur og tvær over at det går for langsomt med at komme på toppen, for man får da virkelig meget overskud af at være sur og tvær eller noget...HA!

Måske er Selma Selvsving ikke det helt rigtige navn for sådan som jeg har det lige nu, men hold nu op jeg går nemt i selvsving over ting i øjeblikket. Så jeg tror nu alligevel hun får lov at beholde sit navn - og så arbejder jeg intens på at jage hende på porten.

Heldigvis har dagene været fyldt at stunder som den her - og måske kunne det være sundt nok at se på sit liv lidt fra oven eller måske sende Selma Selvsving en tur ud med luftballon......