ARKIV

Viser opslag med etiketten job. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten job. Vis alle opslag

22. sep. 2012

Her ånder fred og ro......

.........for manden min sover, Cirkeline katten sover og Baysen katten er ude. Jeg ville virkelig ønske, at det ville ånde den samme fred og ro om natten i øjeblikket. Men det er ikke tilfældet! Vi har nemlig to meget selskabelige-nu-vil-jeg-ud-nu-vil-jeg-ind-nej-jeg-vil-faktisk-gerne-ud-ind-ud-ind-katte om natten. Det betyder, at vi er ude af sengen et hav af gange i løbet af natten lige pt. Så midt nat skal man virkelig huske sig selv på, at de er dejlige katte, at vi selv har anskaffet dem, og at vi selv har været med til at give dem de dårlige vaner. Hmmmfppppp! 
Når de er allermest træls, så kigger jeg denne lille video, og så kommer jeg i tanke om, hvor søde de også kan være.




Men bortset fra det, så er der dælme mange ting, som kører på skinner i tiden. Ja, ja jeg ved godt, at det teknisk set og grammatisk korrekt hedder for tiden, men jeg har jo for pokker altid kaldt det for i tiden, så hvorfor skal jeg lave om på det. 

Hvis man skal se tilbage på august og september, så må man sige, at det er optursmåneder. Temmelig tiltrængt oven på et benhårdt halvt år. Men måske er det derfor vi nyder det helt vildt. Vi kan nemlig sætte flueben ved flere ting på vores ønskeseddel

  • Fleksjob tjek
Som I jo også kunne læse her, så er min visitation til fleksjob gået igennem. Det var været en lang erkendelsesproces, hvor jeg har måtte revurderer en del verdensbilleder, som jeg har haft meget svært ved at se mig selv passe ind i. Men nu er jeg godt på vej. Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang og hvis I ikke siger det til noget, så er jeg også hammerende nervøs og skræmt ved tanken. Jeg elsker den ro, som det giver mig i maven, når jeg tænker på, at jeg kan passe på mig selv OG arbejde samtidig. Jeg glæder mig til at tjene penge igen, for selvom jeg bestemt ikke er utilfreds med mængden af sygedagpenge, så er der bare forskel på sygedagpenge og løn - både i størrelse og fornemmelsen i maven. Jeg føler mig som et meget priviligeret menneske, at jeg får lov at få denne mulighed, så når jeg så faktisk er i tvivl om, hvad det er jeg kan, gerne vil og magter, så får man lidt dårlig samvittighed. Der er også en del praktiske ting, som der skal styr på, og det kan godt give lidt uro i systemet. For jeg aner jo INTET om, hvordan man agerer i min nye situation, for jeg har jo for pokker ikke prøvet det før. Så jeg bliver lidt frustreret, når det tager 5 uger at komme i kontakt med en sagsbehandler, og at man så ikke kan få nogle svar ud af den sagsbehandler er temmelig øv tangerende til det uacceptable. Men nu har jeg fået lov at komme i gang med et forløb i en fleksjobcafé, hvor jeg forhåbentlig kan få svar på alle mine usikkerheder og komme i gang med indkøring på arbejdsmarkedet. I skal nok blive opdateret, for jeg starter nemlig allerede på onsdag - juhuuuuu.  


  • Job til manden min tjek
Samtidig med at jeg blev smidt ud af sygedagpengesystemet og skulle i gang med en ankesag , faktisk endte det med at blive nogenlunde samme dag beskederne kom, blev manden min arbejdsledig. Det firma han arbejde for gik konkurs, og vupti var vi begge to hjemme 24-7. Vi elsker hinanden højt, og vi trives i hinandens selskab, men vi har godt nok siddet meget i lårene af hinanden det sidste halve år. Vi har prøvet at nyde det, og vi har nydt det - men vi glæder os til forandring. Den kommer nu, for min seje manden min har fået arbejde hos LEGO Billund, og han skal nu til at arbejde igen. Det bliver faktisk det omvendte nu, for nu skal vi virkelig nyde hvert sekund sammen, for han skal til at være væk 11-12 timer om dagen nu, for ud over en almindelig arbejdsdag har han altså også lige 2½ timers kørsel om dagen. Så jeg må vist indse, at jeg bliver hverdagsmadlavningskonen, men pyt jeg er bare så hammer stolt af ham. Det har været et barsk halvt år for ham også, for når et firma går konkurs, så skal man have sin løn, pensioner, feriepenge m.m i opsigelsesperioden fra Lønmodtagernes Garantifond (LG), og selvom det er priviligeret, at der findes en sådan forsikring, så er det også et latterligt forløb. Manden min blev "fyret" i slutningen af marts, og vi så de første penge fra marts, april, maj og juni i begyndelsen af julimåned - hurra for en forstående bankdame, når hverken han eller jeg hentede kroner hjem på kontoen. Jeg var uden ydelse mens ankesagen kørte, og han var uden løn, mens LG behandlede hans sag i første omgang. Den gik heldigvis igennem, hvilket ikke er en selvfølge. Nu venter vi så bare på penge for juli, august og september, men så er det jo godt de kommer ind på kontoen i januar 2013!! Der er nemlig op til 13 ugers behandlingstid for den videre godkendelse. Der er ufattelige mange regler i det system. Blandt andet har han skulle søge et vis antal jobs, noterer det ned og sende det ind til LG undervejs, så de kunne holde øje med, at han ydede en indsats for at få job. Det er egentlig fint nok, synes jeg. Men det betyder også, at manden min nu skal søge jobs de næste 2 uger, indtil han starter på sit nye job, for ellers kan de vælge ikke at godkende ham til resten af pengene. Det er jo spild af hans tid, for han er jo i arbejde, bare først fra 1. oktober - altså 1½ uge fra nu. Men det er da også spild af de modtagere af hans ansøgninger, som nu skal bruge tid på at sortere ham fra. Jeg synes, at deres system er temmelig rigid. Men pyt for det ser lysere ud for os, manden min har fået et spændende hemmeligt job, og han glæder sig til at komme i gang - og jeg glæder mig på hans vegne. Se denne her søde lille LEGO video og få et godt grin, hvis man altså er til den humor - og det er manden min.






  • Økonomi tjek
Hvis der er noget, som jeg kan få ondt i maven over, uro i kroppen af og tårer som presser sig på, så er det økonomi. Jeg har et enormt behov for at lave budget ned i mindste detalje. Nu må I ikke grine eller det må I gerne, for på mine gode dage smiler jeg også af mig selv, men jeg har lavet nyt budget. Skøn følelse. Det som er til at smile af, er at jeg laver det ned i så mindste detalje, at jeg har afsat et beløb til Kims kantineordning, tant og fjas-penge, mobilregning, mad, diesel, klippekort, ferie, gaver, opsparing, afvikling af gæld, og jeg kunne blive ved, for der er 3 sider med budget. Der er ikke overladt noget til tilfældighederne, og jeg ville ønske, at det ikke bare var et budget, men derimod et regnskab, for så var der total kontrol. Det er der ikke, for det er et budget, og jeg ved godt, at definitionen på et budget er: "overslag over påregnede indtæ gter og udgifter i en vis kommende periode." Men det ville altså være nemmere for min mave, hvis det holdt til punkt og prikke. Men der er styr på det, og det er en god fornemmelse, at der nu kommer penge på kontoen HVER måned. Juhuuuu, se hvor det kører på skinner for os. 




  •  Overskud tjek
Som jeg har nævnt for jer her, så har jeg stiftet bekendtskab med akupunktur. Jeg har været afsted to gange, hvor man får 5 behandlinger i streg. Jeg har altså fået 10 behandlinger i alt. Jeg er super bange for nåle, så det har været en stor overvindelse for mig, men jeg bliver bedre og bedre til det. Jeg har ikke længere en veninde i hånden, og jeg har heller ikke altid tårerne trillende ned af kinderne hver gang mere kun ind i mellem. Nogle nåle er dejlige at få i, andre nåle gør vanvittig ondt. Ville gerne sige at det aldrig gør ondt, men det gør det, hvis jeg sagde andet, ville jeg lyve. Men når jeg kan overvinde min skræk, så tror jeg, at mange vil kunne. Man vænner sig faktisk til det, og når man overlever på egen krop, hvad det gør for en, så gør man det gerne igen og igen og igen. Jeg har stadig lidt rumlen i maven og uro i kroppen lige når jeg lægger mig, men jeg har da klaret op til 21 stik pr. gang. 
Det har været helt vildt godt for mig - for det overskud som jeg oplever i tiden er væsentlig større end det har været længe. Jeg er sikker på, at det er en god kombination af de sidste ugers positive ting og så behandlingen. Jeg kan mærke, at der er sket noget med min krop, og jeg har også haft nogle reaktioner på akupunkturen.  
Jeg er stadig plaget af en del træthed, og jeg har svært ved at komme i gang om morgenen, men jeg synes, at jeg har mindre brug for at hvile i løbet af dagen, og jeg synes også, at jeg kan rumme flere ting i mit hoved. 
Jeg oplever også flere øjeblikke, hvor jeg føler glæden helt ned i maven og flakse rundt i brystet. Det lyder måske underligt, men den følelse har jeg manglet i flere år. Jeg har haft så få øjeblikke, hvor jeg følte mig let og lykkelig - og dem er der flere af, mange flere. Jeg har heller ikke den samme uro som før - den er der stadig men kraftig aftagende. Sammen med akupunkturen har jeg også fået 5 behandlinger med TFT (tankefeltsterapi). Mere om det senere i dag. 



Tjaaa, inden dette indlæg blev færdig, så stod manden min op, Cirkeline katten vågnede og Baysen katten kom ind. Så må hellere fortsætte senere. Men mon ikke også indlægget er blevet langt nok allerede. Så god lørdag til jer! 




13. maj 2012

Ærlighed

Jeg har skrevet en del på bloggen den senere tid - faktisk har jeg været hel flittig til at dele en hel masse med jer. Det har være gode ting, spændende ting, dagligdagsting og små tankespind, men så har det også været det. Jeg har faktisk ikke fået delt det med jer, som fylder allermest inde i mit hoved. Tror rent faktisk ikke jeg har fået delt det med nogen overhovedet - måske mange ting også bliver nye for manden min. Håber det ikke, håber jeg har fået snakket med ham om det hele, men er lidt i tvivl.

Lige nu fylder det rigtig meget med fremtidsperspektiver.......hvordan kommer det til at se ud på helbredsfronten og på jobfronten, for ikke at tale om familiefronten.


Familiefronten har jeg udsat lidt. Det er vist ikke lige, at vi skal stifte familie, bygge rede og stå på familieræset. Vi ved jo ikke engang rigtig, hvor vi ender henne i verden lige nu. Hvor får manden min job? Er det noget, som vi skal flytte efter? Hvornår kommer jeg nok ovenpå til at det er fornuftigt og ansvarligt at stifte familie? Hvornår bliver økonomien til at lille hus med have? Det eneste vi ved med sikkerhed er, at vi på sigt i hvert fald ender det samme sted. For jeg flytter gerne med min Kim, hvis det er det, som bliver løsningen. Jeg er jo ikke bundet af et drømmejob, men kunne i virkeligheden godt trænge til lidt forandring, så måske kunne være med at skabe flere muligheder og åbenbaringer.

Fremtidsperspektivet bliver afklaret til en vis grad i den kommende uge. Jeg har nemlig besked om udfaldet på min anke. Min fagforening har jo på mine vegne indgivet en anke til kommunen over mit afslag på forlængelse af sygedagpenge. Jeg var jo temmelig forundret over, at man kan blive erklæret for syg til en forlængelse i en paragraf og for rask til forlængelse i en anden paragraf - og desuden få stemplet arbejdsevne 50% og samtidig besked om at klare sig selv. Derfor har jeg sammen med manden min og fagforeningen besluttet at ankesagen. Kommunen havde så 14 dage til at revurdere sagen, og jeg skal så have svar i morgen senest! Men efter som det er kommunalt, så tænker jeg midt på ugen i hvert fald, så har jeg da ikke sat mine forhåbninger for højt.
Men åbenbart er ord vigtige i en sådan sag, for der er stor forskel på varig stationær lidelse og fornuværende stationær lidelse. Derfor er jeg meget spændt på udfaldet i den kommende uge.

Vi har snakket meget om, hvad vi tror udfaldet bliver, og vi er ret enige om, at vi mest hælder mod et afslag. Så bliver vi da ikke skuffede over afgørelsen, for det gjorde vi godt nok sidst. Vi er da også enige om, at vi går hele vejen til beskæftigelsesankenævnet med sagen, selvom det kan ende med at have store konsekvenser. Tror vi altså nok! Hvis nu fagforeningen ikke mener, at sagen har en chance, så må vi heller tænke os om igen.

Der er nemlig en behandlingstid på omkring 8 måneder i beskæftigelsesankenævnet i Ringkøbing, og det betyder, at jeg i værste fald ikke har en endelig afgørelse før udgangen af januar 2013. Det er godt nok langt ude i fremtiden, og jeg har spekuleret rigtig meget på, om det er det værd. Sætter man ikke sit liv på hold i 8 mdr., mens man venter på den afgørelse? Hvad skal jeg lave, mens jeg er i gang med at vente?
Den værste tanke er, hvis jeg nu ikke får medhold i min kommende anke derude i Ringkøbing. For hvad skal der så blive af mig? For det første er det rigtig rigtig mange penge, det handler om - penge som vi lige nu mangler hver evig eneste måned. Vi har, siden sidste år ved denne tid, mistet RIGTIG mange penge hver måned, og lige nu er min indtjening på 0 kr. Hvis jeg er heldig at få medhold i beskæftigelsesankenævnet, så får jeg sygedagpenge med tilbagevirkende kraft, og det betyder, at vi kan komme nogenlunde på fode igen ret hurtigt. Hvis jeg får afslag derude også, så betyder det, at vi mister den mulighed for indtægt, og at jeg derved lige så godt kunne have forsøgt at finde et arbejde i mellemtiden. Men man kan jo ikke gætte udfaldet, så det er vist et spørgsmål om at turde have is i maven. Uha, jeg er ikke så pokkers god til uvidenhed og is i maven!

Heldbredsfronten er en helt anden snak, og måske nok det mest centrale, da det er den, som jeg skal leve med resten af mit forhåbentlig lange liv. Jeg har det bedre nu end for et år siden, men jeg er jo langt fra tilbage på fuld styrke. Jeg har arbejdet 17 timer om ugen på biblioteket - et arbejde jeg elskede, men som alligevel drænede mig for energi. Det går meget godt til at begynde med, men langsomt begynder jeg at få sygedage, blive utilpas, få sorte tanker og gå ned af en meget dum spiral. Jeg er SÅ mega frustreret over, at jeg ikke kan overkomme ret meget. Tit falder jeg i tanker som:


Helt ærlig - det er vel et spørgsmål om at tage sig sammen!  Men jeg kan ikke. Jeg har rygrad som en regnorm, tænker jeg selv - psykiateren siger, at det handler om, at jeg slås med mange ting. Jo jo jo men det skal andre vel ikke betale for? tænker jeg så. Det kan vel ikke være samfundets eller andres problem. Og hvorfor er det, at jeg ikke kan, når andre kan? Jeg forstår det ikke, og det er virkelig ikke, fordi jeg ikke prøver at forstå eller ikke kan acceptere det. Men jeg kan bare ikke forstå det. Jeg kan godt forstå, hvis omverdenen stiller spørgsmålstegn ved det hele, men hvad skal jeg gøre? Jeg ville ønske, at jeg kendte den hemmelige formel for at komme hel ud på den anden side. Jeg ved, at der er flere som ville få god glæde af den formel, så den ville være så skøn at få fingre i. Men der er ingen hemmelig formel, og der er ingen garantier for, hvordan jeg får det i fremtiden, og hvor meget eller lidt jeg kan rumme.

Men igen hvordan kan det blive samfundets problem? Det kan vel kun blive mit eget problem og ansvar, at jeg ikke arbejdsmæssigt formår at honorere de krav, som arbejdsmarkedet og samfundets stiller til deres borgere. At det arbejdsmæssige trækker så hårde veksler på mig, at jeg også bliver svækket privat og som menneske. Men på den anden side så har jeg betalt min skat trofast - lige siden jeg var 13 år, så har jeg ikke på en måde ret til hjælp, når hele mit liv og eksistensgrundlag ændrer sig radikalt. Det er og bliver det store spørgsmål - og måske bliver det 2013, inden jeg kender svaret. I hvert fald samfundets svar - mit eget svar skal I nok få, så snart jeg har udtænkt det.

Der er blevet ansøgt om flexjob til mig som en del af anken. Det er en underlig størrelse, for på den ene side så er det en kæmpe lettelse, og på den anden side er det jo erkendelsen af, at jeg ikke kan klare mig selv, og at jeg skal under samfundets vinger - og på mange måder stritter ALT på mig ved tanken om, at samfundet (kommunen) skal fylde så meget i mit liv. Men jeg må jo nok (psstt jeg har aldrig sådan rigtig indrømmet det, og I har aldrig læst den sætning, men jeg kommer nok ikke rigtig uden om den)  erkende, at jeg har brug for den hjælp. Men dem som kender mig godt, ved også hvor svært jeg har ved at bede om hjælp og tage i mod hjælp. Det er jo egentlig rigtig dumt, men jeg er opdraget til, at man forsørger at klare sig selv, og det er virkelig en svær erkendelse, at jeg ikke kan klare mig selv. For det bringer mig lige på katastrofekurs i retningen af en sætning, som jeg arbejder med ved min psykiater nemlig:

Jeg er ikke noget værd som menneske, hvis jeg ikke er perfekt!

Uha, det er virkelig min kæphest den sætning der.....faktisk består den af meget mere, for det er en del af den onde spiral, men den ender dernede, hvor jeg er værdiløs, og hvor skal man finde selvværd, hvis man er værdiløs. Det er så pissevigtigt for mig, hvad folk tænker om mig, ikke hvad folk siger om mig, for det er pæne ting, og det hører jeg alligevel ikke efter, men hvad folk TÆNKER om mig, og alt det som de ikke tør sige højt, for jeg er jo ikke perfekt, og så er jeg heller ikke noget værd som menneske. Og hvordan kan man fortjene, at samfundet bakker op om én, hjælper én med arbejde og økonomi, så man kan have det godt, hvis man som menneske og samfundsborger er værdiløs? 

Det bringer mig frem til jobsituationen. For hvad er det lige, som jeg brænder for, hvad er det som jeg kan klare, hvad har jeg lyst til, hvad magter jeg? Og med job kommer også økonomi, for vi kan ikke klare os i al evighed uden en indtægt fra mig. Den behøver ikke være tårnhøj, men jeg er nødt til at bidrage lidt. Særligt hvis vi gerne vil have et lille hus, en micro have og et barn eller to. Den kan ikke lade sig gøre som tingene er nu, så vi er virkelig ude i prioriteringslisten. Hvad er vigtigt for mig og for os? På mange måder så er det svær at være i vores situation lige nu. Vi er henholdsvis 31 og 36, og hvis man ser på folk omkring os, så burde vi være i gang med huskøb og børn nu, men vi er bombet tilbage til start. Vi skal begge til at finde ud af, hvad vi vil med vores liv, vores økonomi skal vi til at arbejde på,og børn lader vente på sig. 
Jeg må erkende, at jeg, hvis jeg vil have indhold i mit liv, og det vil alle vel, er nødt til at arbejde mindre end fuldtid på nuværende tidspunkt. Det betyder, at vores indtægt vil blive mindre, og dermed også husets størrelse, ferierne og de gode bøffer. 

Samtidig har jeg jo altid sagt, at jeg ikke egner mig til at gå herhjemme, og det gør jeg heller ikke, når jeg har det godt. Lige nu trives jeg rigtig godt med det, men jeg har det overhovedet heller ikke godt nok lige nu. Jeg har en god hverdag og langt hen ad vejen et rigtig godt liv lige nu, men så skal der heller ikke komme mere ind fra højre, heller ikke et job, for så falder hele min hverdag sammen. Heldigvis tror både psykiateren og jeg på, at når jeg får den første afgørelse her i den kommende uge, så lysner det lidt på overskudskontoen, og så er der plads til at putte noget ind, som kunne ligne noget arbejde og lidt pligter ude i samfundet, for det vil jeg virkelig gerne! Drømmescenariet ville være fuldtidsjob med løn, weekend med manden og plads til træning - og følelsen af værdiløshed og utilstrækkelighed pakket godt væk i en kasse på loftet.  

Jeg arbejder på sagen. Jeg arbejder benhårdt på at få brudt den onde spiral  og jeg kan sagtens rent rationelt se og nemt sige højt, at jeg jo godt ved, at ingen mennesker er perfekte, og at jeg bestemt rummer en stor værdi, og at jeg sagtens kan kigge mig selv i spejlet og smile, for jeg har alle mulige grunde til at føle selvværd. Men en anden ting er virkelig at tro på det og ikke mindst føle det, og det gør jeg overhovedet ikke - og der er langt igen. Men ikke så langt som der har været, for jeg kan godt have mine momenter af selvværd og smil til mig selv i spejlet, men desværre er de mere sjældne end hyppige. Men al begyndelse er svær, og nogle gange er det vist bare at fortsætte med at sætte den ene fod foran den anden, og på et tidspunkt kommer man vel så tæt på målstregen, at man kommer helt derhen. 

Men tilbage til jobsituationen for den er temmelig uafklaret. Det eneste som jeg er forholdsvis sikker på er, at jeg ikke skal tilbage til lærerjobbet. Ikke fordi jeg ikke elskede dele af jobbet, men fordi det har for store konsekvenser for mig menneskeligt, og den pris er jeg ikke villig til at betale mere. Men hvad skal jeg så? Heller ikke engang hvis jeg skulle se bort fra økonomi og realtiske muligheder er jeg sikker i min sag. Jeg har måske nogle delelementer på plads, og det er jo nok dem, som jeg skal tage udgangspunkt i.
Jeg vil gerne skrive, så et job som indeholder det ville være dejligt, og man må jo sige, at det gør mange forskellige jobs. (Men er jeg så dygtig nok til, for jeg laver tit stavefejl, kommafejl eller andet grammastisk juks, siger den der irriterende manglende selvværdsfølelse). Jeg vil også gerne formidle, og det gør man jo i flere jobs. (Man kan jeg klare det og har jeg overhovedet noget at formidle videre). Jeg vil også gerne have mig selv med som menneske, og så går jeg lige som lidt i stå. For hvor er jobbet, som får mig med som menneske. Mit største ønske til et job er i virkeligheden bare et sted hvor jeg trives og er glad for at være. Det indbefatter så, at jeg ikke bliver presset ud over min formåen, at jeg har mulighed for at trække mig i perioder, og at jeg bliver anerkendt, for det jeg gør og kan. Sådan et job hænger jo på træerne eller hvad? Måske I kunne fortælle mig, hvad det er for et job? Hvis ja, så smid endelig en kommentar, for så har I nærmest fortjent en findeløn, hvis jeg da ejede dronningens mønt.

Og når man nu er så uafklaret omkring jobformåen, så er det jo godt at man vælter rundt i alle mulige jobmuligheder, og at man bare kan prøve sig selv af.......ha ha ha ha ha. Men sundt er det nok at forholde sig meget kraftigt til, hvad man vil med sit liv og arbejdsliv - hvad er vigtigt.

Det blev godt nok en lang smøre i dag, og så har I endda kun fået en brøkdel af alle mine tanker. Nu er de jeres, og jeg slipper for at bryde mit hoved med dem, så måske jeg er 10 kg lettere i morgen på vægten. Man kunne jo håbe, for jeg er jo også af den overbevisning, at jeg vejer ALT for meget.

Det er op ad bakke det her, men hva' det skulle give balder af stål.