ARKIV

22. sep. 2012

Her ånder fred og ro......

.........for manden min sover, Cirkeline katten sover og Baysen katten er ude. Jeg ville virkelig ønske, at det ville ånde den samme fred og ro om natten i øjeblikket. Men det er ikke tilfældet! Vi har nemlig to meget selskabelige-nu-vil-jeg-ud-nu-vil-jeg-ind-nej-jeg-vil-faktisk-gerne-ud-ind-ud-ind-katte om natten. Det betyder, at vi er ude af sengen et hav af gange i løbet af natten lige pt. Så midt nat skal man virkelig huske sig selv på, at de er dejlige katte, at vi selv har anskaffet dem, og at vi selv har været med til at give dem de dårlige vaner. Hmmmfppppp! 
Når de er allermest træls, så kigger jeg denne lille video, og så kommer jeg i tanke om, hvor søde de også kan være.




Men bortset fra det, så er der dælme mange ting, som kører på skinner i tiden. Ja, ja jeg ved godt, at det teknisk set og grammatisk korrekt hedder for tiden, men jeg har jo for pokker altid kaldt det for i tiden, så hvorfor skal jeg lave om på det. 

Hvis man skal se tilbage på august og september, så må man sige, at det er optursmåneder. Temmelig tiltrængt oven på et benhårdt halvt år. Men måske er det derfor vi nyder det helt vildt. Vi kan nemlig sætte flueben ved flere ting på vores ønskeseddel

  • Fleksjob tjek
Som I jo også kunne læse her, så er min visitation til fleksjob gået igennem. Det var været en lang erkendelsesproces, hvor jeg har måtte revurderer en del verdensbilleder, som jeg har haft meget svært ved at se mig selv passe ind i. Men nu er jeg godt på vej. Jeg glæder mig helt vildt til at komme i gang og hvis I ikke siger det til noget, så er jeg også hammerende nervøs og skræmt ved tanken. Jeg elsker den ro, som det giver mig i maven, når jeg tænker på, at jeg kan passe på mig selv OG arbejde samtidig. Jeg glæder mig til at tjene penge igen, for selvom jeg bestemt ikke er utilfreds med mængden af sygedagpenge, så er der bare forskel på sygedagpenge og løn - både i størrelse og fornemmelsen i maven. Jeg føler mig som et meget priviligeret menneske, at jeg får lov at få denne mulighed, så når jeg så faktisk er i tvivl om, hvad det er jeg kan, gerne vil og magter, så får man lidt dårlig samvittighed. Der er også en del praktiske ting, som der skal styr på, og det kan godt give lidt uro i systemet. For jeg aner jo INTET om, hvordan man agerer i min nye situation, for jeg har jo for pokker ikke prøvet det før. Så jeg bliver lidt frustreret, når det tager 5 uger at komme i kontakt med en sagsbehandler, og at man så ikke kan få nogle svar ud af den sagsbehandler er temmelig øv tangerende til det uacceptable. Men nu har jeg fået lov at komme i gang med et forløb i en fleksjobcafé, hvor jeg forhåbentlig kan få svar på alle mine usikkerheder og komme i gang med indkøring på arbejdsmarkedet. I skal nok blive opdateret, for jeg starter nemlig allerede på onsdag - juhuuuuu.  


  • Job til manden min tjek
Samtidig med at jeg blev smidt ud af sygedagpengesystemet og skulle i gang med en ankesag , faktisk endte det med at blive nogenlunde samme dag beskederne kom, blev manden min arbejdsledig. Det firma han arbejde for gik konkurs, og vupti var vi begge to hjemme 24-7. Vi elsker hinanden højt, og vi trives i hinandens selskab, men vi har godt nok siddet meget i lårene af hinanden det sidste halve år. Vi har prøvet at nyde det, og vi har nydt det - men vi glæder os til forandring. Den kommer nu, for min seje manden min har fået arbejde hos LEGO Billund, og han skal nu til at arbejde igen. Det bliver faktisk det omvendte nu, for nu skal vi virkelig nyde hvert sekund sammen, for han skal til at være væk 11-12 timer om dagen nu, for ud over en almindelig arbejdsdag har han altså også lige 2½ timers kørsel om dagen. Så jeg må vist indse, at jeg bliver hverdagsmadlavningskonen, men pyt jeg er bare så hammer stolt af ham. Det har været et barsk halvt år for ham også, for når et firma går konkurs, så skal man have sin løn, pensioner, feriepenge m.m i opsigelsesperioden fra Lønmodtagernes Garantifond (LG), og selvom det er priviligeret, at der findes en sådan forsikring, så er det også et latterligt forløb. Manden min blev "fyret" i slutningen af marts, og vi så de første penge fra marts, april, maj og juni i begyndelsen af julimåned - hurra for en forstående bankdame, når hverken han eller jeg hentede kroner hjem på kontoen. Jeg var uden ydelse mens ankesagen kørte, og han var uden løn, mens LG behandlede hans sag i første omgang. Den gik heldigvis igennem, hvilket ikke er en selvfølge. Nu venter vi så bare på penge for juli, august og september, men så er det jo godt de kommer ind på kontoen i januar 2013!! Der er nemlig op til 13 ugers behandlingstid for den videre godkendelse. Der er ufattelige mange regler i det system. Blandt andet har han skulle søge et vis antal jobs, noterer det ned og sende det ind til LG undervejs, så de kunne holde øje med, at han ydede en indsats for at få job. Det er egentlig fint nok, synes jeg. Men det betyder også, at manden min nu skal søge jobs de næste 2 uger, indtil han starter på sit nye job, for ellers kan de vælge ikke at godkende ham til resten af pengene. Det er jo spild af hans tid, for han er jo i arbejde, bare først fra 1. oktober - altså 1½ uge fra nu. Men det er da også spild af de modtagere af hans ansøgninger, som nu skal bruge tid på at sortere ham fra. Jeg synes, at deres system er temmelig rigid. Men pyt for det ser lysere ud for os, manden min har fået et spændende hemmeligt job, og han glæder sig til at komme i gang - og jeg glæder mig på hans vegne. Se denne her søde lille LEGO video og få et godt grin, hvis man altså er til den humor - og det er manden min.






  • Økonomi tjek
Hvis der er noget, som jeg kan få ondt i maven over, uro i kroppen af og tårer som presser sig på, så er det økonomi. Jeg har et enormt behov for at lave budget ned i mindste detalje. Nu må I ikke grine eller det må I gerne, for på mine gode dage smiler jeg også af mig selv, men jeg har lavet nyt budget. Skøn følelse. Det som er til at smile af, er at jeg laver det ned i så mindste detalje, at jeg har afsat et beløb til Kims kantineordning, tant og fjas-penge, mobilregning, mad, diesel, klippekort, ferie, gaver, opsparing, afvikling af gæld, og jeg kunne blive ved, for der er 3 sider med budget. Der er ikke overladt noget til tilfældighederne, og jeg ville ønske, at det ikke bare var et budget, men derimod et regnskab, for så var der total kontrol. Det er der ikke, for det er et budget, og jeg ved godt, at definitionen på et budget er: "overslag over påregnede indtæ gter og udgifter i en vis kommende periode." Men det ville altså være nemmere for min mave, hvis det holdt til punkt og prikke. Men der er styr på det, og det er en god fornemmelse, at der nu kommer penge på kontoen HVER måned. Juhuuuu, se hvor det kører på skinner for os. 




  •  Overskud tjek
Som jeg har nævnt for jer her, så har jeg stiftet bekendtskab med akupunktur. Jeg har været afsted to gange, hvor man får 5 behandlinger i streg. Jeg har altså fået 10 behandlinger i alt. Jeg er super bange for nåle, så det har været en stor overvindelse for mig, men jeg bliver bedre og bedre til det. Jeg har ikke længere en veninde i hånden, og jeg har heller ikke altid tårerne trillende ned af kinderne hver gang mere kun ind i mellem. Nogle nåle er dejlige at få i, andre nåle gør vanvittig ondt. Ville gerne sige at det aldrig gør ondt, men det gør det, hvis jeg sagde andet, ville jeg lyve. Men når jeg kan overvinde min skræk, så tror jeg, at mange vil kunne. Man vænner sig faktisk til det, og når man overlever på egen krop, hvad det gør for en, så gør man det gerne igen og igen og igen. Jeg har stadig lidt rumlen i maven og uro i kroppen lige når jeg lægger mig, men jeg har da klaret op til 21 stik pr. gang. 
Det har været helt vildt godt for mig - for det overskud som jeg oplever i tiden er væsentlig større end det har været længe. Jeg er sikker på, at det er en god kombination af de sidste ugers positive ting og så behandlingen. Jeg kan mærke, at der er sket noget med min krop, og jeg har også haft nogle reaktioner på akupunkturen.  
Jeg er stadig plaget af en del træthed, og jeg har svært ved at komme i gang om morgenen, men jeg synes, at jeg har mindre brug for at hvile i løbet af dagen, og jeg synes også, at jeg kan rumme flere ting i mit hoved. 
Jeg oplever også flere øjeblikke, hvor jeg føler glæden helt ned i maven og flakse rundt i brystet. Det lyder måske underligt, men den følelse har jeg manglet i flere år. Jeg har haft så få øjeblikke, hvor jeg følte mig let og lykkelig - og dem er der flere af, mange flere. Jeg har heller ikke den samme uro som før - den er der stadig men kraftig aftagende. Sammen med akupunkturen har jeg også fået 5 behandlinger med TFT (tankefeltsterapi). Mere om det senere i dag. 



Tjaaa, inden dette indlæg blev færdig, så stod manden min op, Cirkeline katten vågnede og Baysen katten kom ind. Så må hellere fortsætte senere. Men mon ikke også indlægget er blevet langt nok allerede. Så god lørdag til jer! 




Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smid endelig en kommentar