Kære Hoved.....

.....jeg skriver til dig, fordi jeg har en venlig anmodning.

Kæreste Hoved, når du nu læser dette, så må du endelig ikke tage det ilde op. Det er bestemt ikke, fordi jeg ikke kan lide dig, eller fordi jeg håber, at vi skal skilles. Sådan helt grundlæggende kan jeg slet ikke leve uden dig, men hvis vi skal blive ved at have noget kørende, ja så skal der altså et par ændringer til.

Nu er det ikke sådan, at det kun er dig, som skal ændre dig, jeg skal også nok gøre mit til at ændre mig, men vi må vi altså have lavet nogle andre rammer og have nogle faste aftaler, for jeg orker ikke rigtig, sådan som vores forhold kører lige nu. Vi er altså nødt til at være to på samme bølgelængde, hvis vi skal blive ved med at danse fandago.

Lige nu kører du i et helt andet gear, end jeg kan holde til. Du tænker en million tanker, og du vil have mig til at følge dem alle - og helst i det sekund, som du har tænkt dem. Bevar mig vel mange af dine tanker er slet ikke så tossede endda, men undskyld mig, andre er dælme helt hen i skoven. Og jo jo, skoven er da smuk på denne årstid, men den er også meget stor, kold og uhyggelig, hvis man ikke finder ud igen, inden natten falder på.

Du driver mig og min Frk. Krop til vanvid. Du skaber hjertebanken, tårer, uro og sitren, og det er altså ikke så heldigt. Hvis du ikke passer på, så ender det med, at alle bliver sure og tvære på dig, og så er der til sidst ingen, som gider lege med dig mere. Så jeg siger jo også det her for din egen skyld, fordi jeg godt kan lide dig, og fordi jeg gerne vil passe på dig.

Hvorfor skal du have overblik over alt? Hvorfor skal du vide alt? Hvorfor skal du være bedre og større end google-søgemaskinen? Helt ærlig så har den nok et par tusind gange ti flere hoveder end dig til at styre processerne, så hvorfor vil du gerne gøre det helt alene? Hvorfor lader du ikke andre hjælpe dig?

Jeg prøver virkelig at forstå dig, men det er altså svært. Du er virkelig en udfordring for mig. Du gør noget ved mig, som jeg slet ikke bryder mig om, så derfor må vi altså finde en anden melodi. Tror du, at vi kan det? Og tror du, at det holder denne gang?

For det er altså ikke, fordi jeg skal hakke dig helt ned under gulvbrædderne, men du er altså ikke altid særlig vedholdende. Du lover bod og bedring, men det holder ikke altid så længe, fordi du så igen stikker af. Kæreste, kæreste hoved! Hvad skal der til, for at du tager dig selv seriøst og passer godt på dig? Har du ikke snart fået nederlag nok? Vink med vognstænger, venlige anmodninger og gok i nødden?

Jeg ville sådan ønske, at der var en let vej, som jeg kunne vise dig, men jeg er bange for, at der kun er hårdt arbejde forude. Men jeg vil gerne gå den vej sammen med dig, men du er bare nødt til at vælge vejen selv.

Du kan vælge vejen, som graver dig under jorden, og som er den vej, som du allerede kommer ad. Den er fuld af bump, kulde, mørke, og den går i selvsving. Du møder mange mennesker på den vej, men du kan ikke se dem, og du kan ikke røre dem, og de ser igennem dig. Men det er en vej, hvor du kan løbe hurtigt. Hurtigere end du nogensinde har kunne løbe før.

Du kan også vælge den anden vej. Den vej fører dig ud på dit livs hårdeste marathon. Den vej er du allerede halvvejs nede ad. Så den er ikke lang, men den er stadig hård. Her møder du også mange mennesker. Nogle af dem kan du se, røre og snakke med. Andre ser igennem dig, og andre igen ser den anden vej. Nogle mennesker vil gøre dig følge på den vej, mens andre vil gå i en helt anden retning. Der vil være nogen, som du ville ønske, ville gøre dig selskab, men som vil vælge en anden vej. Men der vil også være mennesker, som vil vælge din vej og dig, og som du ikke havde drømt om ville vælge med dig. Det er en vej fyldt med latter, tårer, sved og oplevelser i både sol, regn, mørke og skumring.

Du kan også vælge en helt tredje vej. Du kan vælge at blive stående, hvor du står. Lige på kanten mellem den første og den anden vej. Her vil du også fint kunne stå, men den bringer dig ikke videre. Den vil være nogenlunde lige ud, men uden sjov og udvikling.

Kære Hoved, jeg ved, at det her er store beslutninger, store overvejelser. Men du er nødt til at vælge en vej, vælge en bølgelængde, hvis vi to skal blive ved med at danse tæt. Jeg VIL dig, og jeg vil gerne danse tæt, men du er nødt til at ville det. Du er nødt til at vælge mig! Du er nødt til at tage dig selv og mig alvorligt, for ellers tror jeg den første vej vælger dig af sig selv - og jeg tror ikke, at det er den bedste vej for dig.

Kære Hoved - vil du ikke nok skrue ned for dine forventninger til dig selv, dine behov for beslutninger, dit kontrolgen og give dig selv lidt ro. Du trænger til det - Frk. Krop trænger til det  -  JEG trænger til det.

Kærlig hilsen
Din fandangopartner

Fy-følelser.....

.........fiser rundt i mit hoved, mit hjerte og min mave. Faktisk fiser de så meget rundt, at jeg ikke kan finde ro eller tænke.

Og de er faktisk slet ikke ok. Eller jo det er de vel, for de er der jo. Men jeg forstår dem ikke selv, og jeg har da slet ingen forventning om, at andre skal kunne forstå dem. Jeg har endda været i tvivl, om det egentlig var følelser, som man kan tillade sig at dele med andre. Men nu gør jeg det, for det er sådan jeg har det!

Jeg har fået svar på min sygedagpengesag. Jeg er blevet forlænget med 39 uger! 39 uger og det er med tilbagevirkende kraft, så jeg får nogle af pengene nu, og ellers er jeg sikret frem til 1.december. Det er jo det svar jeg har ventet på, som jeg har sukket efter, og som jeg har frygtet som en gal. Nu er det der....og jeg troede, at jeg ville blive lettet, glad og hæve armene over hovedet. Det er jo fantastisk. Det betyder, at vi kan leve nogenlunde normalt næsten hele 2012 ud! Også selvom manden min ikke får arbejde.

Men jeg er bare træt og underlig tilpas. Jeg er ikke lettet og jublende. Jeg tænker straks "Jamen, hvad så til december?"

Jeg får mega dårlig samvittighed, for jeg bør jo være glad og lettet. Jeg kan ikke tillade mig at være så utaknemmelig, når jeg har fået en chance til. Men det ændrer ikke på, at jeg stadig har knuden i maven, hjertebanken og uro i kroppen. Jeg er stangtræt, men jeg kan ikke sove. Jeg har lyst til at lave noget, men jeg orker det ikke, og jeg har lyst til at græde, men jeg kan ikke.

En klog veninde sagde til mig, at jeg vist bare er nødt til at lade mig selv reagere. At hun ikke tror, at jeg lige nu reagerer på selve afgørelsen, men mere på det pres, som jeg har været under. At reaktionen på usikkerheden og afmagten kommer nu. Hun er nok ret. Så nu vil jeg tillade mig selv at reagere - og give mig selv lidt tid til at vænne mig til tanken. For det er jo fedt! Det er jo en lettelse - den skal bare lige synke ind.

Den næste uges tid vil jeg lade det hele synke ind, mens jeg giver jer noget helt andet end sygedagpengesag, følelser og afmagt......jeg har nemlig forberedt nogle indlæg til jer, som jeg håber, at I vil nyde.....

Så læs endelig med....allerede fra i morgen, og så håber jeg, at I kan rumme mine fy-følelser bedre end jeg selv kan.