Tjaaaa

Nu er det vist på tide at prøve at samle tanker og mig selv lidt. Mandag blev jo slet ikke som håbet, og jeg må indrømme, at jeg lige har haft brug for at trække stikket og være mig selv sammen med Kim. Hvis jeg synes, at jeg havde meget at tænke på før, så var det virkelig ingenting i forhold til nu.Hvis jeg giver mig selv lov til at mærke rigtig efter, så griber panikken mig fuldstændig, så jeg er mere i praktisk mode lige nu. Der er jo 177 ting, som jeg skal forholde mig til og tage stilling til.

Allerede i mandags besluttede vi (Jeg, Kim og fagforeningen) at der skal køres en ankesag, så lige nu er tidsperspektivet 6 uger. Jeg har nemlig 4 uger til at anke kommunens afgørelse, og så har de 14 dage til at revurdere sagen. Hvis jeg er heldig (som min sagsbehandler sagde), så er det 2 andre øjne, som skal kigge på sagen, men jeg kan også være uheldig, at det er den samme, som skal kigge på sagen. Jeg håber og beder til, at det er en ny. Alle andre end hende som har kigget på sagen er nemlig forundret over, at den gik den vej den gik.

Det næste tidsperspektiv er yderligere op til 8 måneder, måske mere forhåbentlig mindre. Hvis jeg får nej til kommunens revurdering, så skal sagen nemlig tages op i beskæftigelsesankenævnet, og de har en lang behandlingstid. Hvis man tæller 9½ måned frem fra nu, så ender vi i midt i januar 2013. Det er vildt at tænke på. Nu er jeg i den lykkelige situation (hvis du spørg mig, ulykkelige hvis du spørg min sagsbehandler) at jeg er gift med Kim, og det betyder, at han har forsøgerpligt, så han skal derfor forsørge mig. Aldrig i mit liv havde jeg forestillet mig, at jeg skulle ansøge om kontanthjælp (og har heller ikke gjort det endnu), men selvom jeg ansøgte ville jeg ikke kunne få noget, fordi vi er gift. Det er jeg HARM over. Jeg er egentlig ikke harm over, at jeg ikke er berettiget til kontanthjælp, for vi har en rimelig økonomi, og vi vil nok kunne klare os igennem et lang stykke tid, hvis vi skærer ned på alt. Men hvis vi IKKE havde været gift, men alligevel samboende med fælles økonomi magen til den vi har nu, SÅ ville jeg være berettiget til kontanthjælp. Det er jeg HARM over! Hvorfor er der forskel på det, når vores økonomiske situation er fuldstændig den samme nu, som før vi blev gift. Det eneste som er anderledes er mit nye navn, vores ringe og en attest! Jeg er så sur på systemet, for jeg synes, at det er latterlig gammeldags og idiotisk. Jeg synes, at det er SÅ meget i orden, at man skal klare sig selv, hvis man kan - og det vel for pokker også det man helst vil. Men hvis vi ikke havde været gift, ville jeg have været berettiget til kontanthjælp, selvom vores økonomiske råderum som ægtepar, er fuldstændig magen til dengang vi bare var kærester og samboende med fælles økonomi. Det er åbenbart en fordel kun at være kærester, for så kan man finde en nemmere vej ind i systemet. LATTERLIGT!

Men nu er vi gift, og vi er glade for at være gift. Måske lige en enkelt gang har vi overvejet, om vi med fordel kunne have udskydt vores bryllup til 2013, men helt ærlig så skal kommunen og samfundet dælme ikke diktere mig, hvornår jeg skal giftes eller ej. Midt i den her proces har jeg nok fundet ud, at jeg på ingen måde ønsker at være en slave af samfundet. Når man er på sygedagpenge, kontanthjælp eller lign., så er man jo underlagt systemets regler og love, og det er svært for mig. Dermed ikke sagt, at jeg ikke er glad for vores system, for det er da en luksus med et sikkerhedsnet. At jeg så lige er landet i et hul mellem to masker, det er jo bare uheldigt for mig. Heldigvis passer vores system jo på så mange andre. Hvis jeg havde boet i mange andre lande, så havde jeg jo slet ikke være nødt til at være vred over en afgørelse fra systemet, fordi der slet ikke havde været et system, så jeg er nok bare lidt forkælet. Men jeg er vred over den afgørelse. Jeg har arbejdet og betalt skat siden jeg var 13 år, og jeg har ALDRIG, indtil for 12 måneder siden krævet noget som helst til gengæld, og nu hvor jeg har allermest brug for det, så er systemet der ikke for mig. Hvis det havde været en god veninde, så havde hun fået et møgfald, men det er vel også det, jeg giver systemet ved at anke min kendelse.

Nu står jeg så tilbage i en situation, hvor min hverdag på flere måder er vendt 180 grader. For 14 måneder siden var jeg kæreste med Kim, vi havde begge velbetalte fuldstidsjob, en lejlighed, to katte og en travl hverdag med god økonomi - var jeg lykkeligere dengang?? På nogen punkter ja, på andre punkter nej. Nu er Kim arbejdsløs, jeg er ude af systemet og ingenmandsland, men vi har stadig lejlighed (håber det bliver ved), to katte (godt nok er den ene død, og vi har fået en ny, men vi har to) og en rolig hverdag, som tit ender lettere hektisk alligevel og økonomien, ja den er et kapitel for sig. Hurra for en sød bankdame og et fornuftigt forhold til penge - ellers må vi jo ringe til luksusfælden :-)

Jeg er blevet enig med mig selv om, at skæbnen vil sige os et eller andet, så nu må vi (som Kim siger det, og han er altså en klog mand, MIN mand) rulle med de slag, som er givet os. Vi må videre herfra, og jeg har lavet en lang to do liste, som jeg skal have styr på - EFTER PÅSKE. Nu trænger min krop, mit hoved og Kim nemlig til ferie, så vi har aftalt med os selv, fagforening og bank, at vi holder ferielukket i vores firma indtil d. 13. april - altså I slipper ikke for mig her på bloggen, men jeg holder fri så godt jeg kan fra min panikfølelse.

Efter påske må jeg så forholde mig til

1. Økonomi - hvordan får vi 0 kr til at blive til mange penge - faktisk tror jeg, at jeg kunne blive stinkende rig, hvis jeg fandt en løsning på det. 
2. Hvad må jeg foretage mig i ankeperioden - først den korte og så den lange. Ja ja tænker I nok, hvor tror jeg, at det bliver den lange. JO nu skal I høre. Frem til nu så er ALT anderledes end håbet, så nu tør jeg ikke håbe på andet end den lange løsning. 
3. Hvordan skal jeg forholde mig til kontanthjælp
4. Hvad skal min hverdag bestå af, hvis den skal have et indhold - og det skal den.
5. Hvordan ser vores nye budget ud, skal jeg leve af pasta og ketchup - og ellers nyde god mad, hvis vi bliver inviteret ud?? Hvem giver mad, vi kan cirka hver dag???
6. Må jeg søge arbejde, og kan jeg få et arbejde, for jeg vil gerne arbejde
7. Kan jeg blive raskmeldt til de 17 timer, som jeg kan holde til at arbejde, og vil jeg så være almindelig dagpengeberettiget for de 17 timer?
8. Kan Kim få mit fradrag, så han kan udnytte det?

Ja så er der cirka 169 spørgsmål tilbage, men jeg holder jo påskeferie nu, så dem gider jeg ikke tænke på. Det eneste som skal have en gennemgang i ferien er vores budget, for jeg er sikker på, at der er steder, hvor vi kan spare penge - helt ærligt så køber vi (ok indrømmet mest mig) tit og ofte ting, som ikke er nødvendige! Så hep hey, nu kan det kun gå fremad!

Jeg har bestemt mig for, at denne her sang skal huske mig på, at nu har jeg ramt bunden, og at det nu kun kan gå fremad, og jeg har verden liggende for mine fødder.

God solskinsdag til jer alle - jeg er i hvert fald fremme fra dynen og på vej mod toppen.......de skal ikke få mig ned med nakken!