Jeg er midt i noget hemmeligt.....

når I læser det her. Jeg skal nemlig til noget, som jeg egentlig ikke er så stor fan af............polterabender!

Og det er ikke fordi jeg ikke holder af at fejre den kommende brud, for det gør jeg. Jeg synes desuden, at den kommende brud på alle måder har fortjent sin dag, og den kommende brud, som vi fejrer i dag, glæder jeg mig meget til at overraske og hygge om. Overrasket over polterabend, det tror jeg ikke hun bliver, for det er jeg sikker på, at hun har gættet, men jeg glæder mig til at overraske hende med dagens program.

Men når det så er sagt, så er jeg altså ikke fan af det her pjat. Faktisk så plejer det ikke at blive den store succes for mig. Min egen var, men der var jeg også omgivet at piger som kender mig og min særheder. Desuden er det oftest dyrt, og der er bare så meget pakken, forholden til ting, planlæggelse og overvejelse, inden man er klar til sådan en dag.

Nu skal jeg give jer et lille visuelt billede af, hvorfor jeg ikke er stor fan af polterabendarrangementer.
Forestil jer; Jeg har været i bad, tøjet sidder fint, jeg dufter af parfume, og jeg er på vej ud af døren. Så skal I forestille jer, hvordan jeg vrælter afsted ud af døren med min store sorte taske (den er virkelig rummelig, det siger jeg bare), hvori jeg har ALT mit tøj til dagen, make-up, parfume, hovedpinepiller, tyggegummi, vandflaske, pung, telefon, ekstra trøje, rent tøj og andet vigtigt - man må jo ikke gå ned på udstyr! Derudover har jeg over skulderen mit kamera i sit store kamerataske, under armen en bradepande med 20 cupcakes (mums siger jeg bare: 10 jordbærcupcakes med vilde bær og 10 chokoladedaim), i hånden en køletaske med 2 flasker lyserødt boblevand OG en pose med chips og 2 x 1½ liter sodavand. Jeg kommer fint ud af døren, ned i bilen, ind i bilen og ud af bilen igen, MEN jeg sveder som en hest, og jeg har allerede små ondt i arme, skulder og hoved inden klokken 8.00.
Det skal så bare stadig bæres rundt HELE dagen, og selvom vi da drikke og spiser en del af det undervejs, så sveder jeg da stadig max klokken 17. Parfumen er helt sikkert nederst i den rummelige taske og ikke sådan at finde, og jeg er træt. OG der er der jeg pitter lidt. For sådan en polterabend starter jo tidligt - jeg er f.eks. startet hjemmefra kl 6.55 denne gang, og så fortsætter den jo til den lyse morgen. Det er bare sådan en lang, hyggelig men også anstrengende dag. Indrømmet så satser jeg på at klare mig igennem til pizzaen, men så skal jeg vist være heldig.

Så kommer det andet, som jeg også pitter over. Mødet med nogle helt fremmede piger (jeg kender kun bruden denne gang), som jeg skal forholde mig til, og som skal forholde sig til mig. Det er helt uden tvivl vildt søde piger, hvorfor skulle de ellers være veninder med en sød, fantastisk og skøn kommende brud. Men kan jeg nu tillade mig at være mig, når de nu ikke kender mig? Kan de rumme mig? Og allermest spændende kan jeg rumme dem?

Indrømmet, og jeg siger det kun den her ene gang, for det er faktisk halvpinligt, hvis ikke helpinligt.
Jeg har været lidt (temmelig) negativ omkring det - undskylder på forhånd til den kommende brud og planlæggerne, for det har virkelig intet med hende, planlæggerne eller brudens veninder at gøre, men udelukkende fordi det er SÅ stor en ting for mig at forholde mig til nye mennesker, og særligt det at forholde mig til mig selv i forhold til nye mennesker, at jeg straks er i pit. Jeg har ikke ret meget lyst til dagens aktiviteter (hvilket er lige meget, bare bruden synes det er fedt, og det håber jeg), så jeg har haft temmelig ondt i maven over det. Forestil jer mig i små korte! shorts og en top dansende op ad en stang sammen med 9 andre piger, som jeg ikke kender....indrømmet flere af jer kan sikkert sagtens forestille jer det, og det kan jeg også godt selv, OG det er ikke noget kønt syn ;-).

I flere uger har jeg faktisk haft det skidt over den her polterabend. Har fået det værre og værre - og faktisk så spurgte min psykiater i torsdags, om jeg virkelig var sikker på, at jeg skulle afsted, når det påvirker mig så meget. Hmmmmm, jamen! Jeg vil jo gerne glæde den kommende brud, som er en nær veninde. Men er det grund nok? Jeg svarede først JA, men kom så i tanke om, at det var det ikke.......

Men jeg var bare ikke helt klar til at opgive projektet. Så jeg besluttede mig i stedet til at kaste ærligheden i ringen og melde klart ud til de andre, at jeg absolut ikke er på toppen pt., og at jeg måske tager tidligt hjem. Så havde jeg nemlig givet mig selv plads til at glæde veninden, som jeg virkelig gerne vil, og samtidig give mig selv mulighed for at trække stikket. Og nu kommer det fedeste så! Jeg fik så positive tilbagemeldinger, flere var i samme båd som mig - også i forhold til den der dansestang - så måske har jeg overvundet mig selv, og   måske sker det faktisk lige nu mens du læser dette, at jeg står i korte shorts og danser "sexy lady"-dans. Hvis du er meget visuel og kan forestille dig scenariet, så må du love mig at du selv tørre din computerskærm af, når du er færdig med at sprutte af grin. 

Men min ærlighed har gjort, at jeg ikke er helt så meget i pit. Nu er jeg afsted med lettet hjerte - nu tror jeg på, at de rummer mig, og at jeg rummer dem/det et langt stykke af vejen, og når jeg ikke rummer det mere, så henter manden min mig fluks, og så står den på sofa i morgen søndag ;-)

Jeg glæder mig til at dele dagen med dig, kære kommende brud!