ARKIV

14. feb. 2012

Hvordan tæller man ens liv


Inden du læser dagens indlæg, eller måske mens du læser, så prøv lige at lytte til denne sang. Jeg er vild med musicals. Jeg elsker musikkens verden, og jeg holder af at lade mig beruse af tekst og melodi. Sangen Season of love er fra musicalen RENT, som jeg er helt pjattet med. Hvorfor jeg synes, du lige skal høre denne sang, ja det finder du nok ud af, hvis du læser lidt videre.

I dag er det d. 14. februar - Valentins dag, og selvom nogen mener det, at det mest er til ære for blomsterhandlerne, så synes jeg nu, at det er en god ting at blive husket på at forkæle hinanden lidt. Herhjemme har jeg af min skønne mand fået (selv hentet fordi den stakkel er syg) den smukkeste buket blomster medfølgende et klippekort på yderligere 3 buketter, som kommer fra nu af og til 1.maj - så jeg har masser at glæde mig til.

Manden har fået en dejlig stor værktøjskasse med en lille værktøjskasse indeni OG en dåse chililakrids til den ømme hals. Han har nemlig tiltusket sig en ordentlig omgang halshalløj, men så er der da rimelig fredeligt herhjemme, for det gør ondt, når han snakker.

Efter et smut i Silvan, hvor billedet også er lånt

Kald mig bare sentimental eller pladderromantisk men sådan nogle dage som i dag får mig til at tænke over ting. I dag har jeg tænkt over kærligheden og kærlighedens betydning for og i mit liv.Jeg har tænkt over, hvad og hvem, som betyder noget særligt for mig. I musicalen Rent er kærligheden også i fokus, og Season of love handler netop om, hvad det er, som man mener er vigtigt i livet. Tæller man antallet af dage i sit liv ud fra solopgange, solnedgange, tårer, latter eller kærlighed? Så derfor gå tilbage til start og hør sangen (igen).

For mig tæller jeg dagene i kærlighed. For mig betyder kærligheden til min mand alt, kærligheden til familien betyder ubeskrivelig meget, og kærligheden til mine gode venner og veninder betyder utrolig meget. Kærligheden i mit liv findes i flere former, men det gør den jo bare endnu bedre. Derfor synes jeg, at det er svært at have en masse i mod Valentins dag, for den er jo bare det, som man selv ønsker at gøre den til. Sidste år gjorde vi ikke noget ud af dagen, mens vi begge er blevet begavet i år. Det skønneste ved vores hverdag er, at blomster og små gaver ligeså vel kunne have indfundet sig på Hegnet d. 21.marts, som er en hel almindelig dag for os. Men i dag blev det altså d. 14. februar også kaldet Valentins dag. 

10 ting som betyder noget særligt for mig

  • Det allerførste punkt er slet ikke svært. Det er MANDEN MIN, for han betyder virkelig noget særligt for mig. Han er den som kender mig allerbedst, og han er den som er der, når alt andet falder ned om ørerne på mig. Han er min bedste ven, mit livs kærlighed, og det som jeg ikke kan leve uden. Dagene med ham - det er det som jeg tæller dagene i mit liv. Engang havde jeg et liv uden ham, og nu kan jeg slet ikke forestille mig et liv uden ham. Kære Kim, du betyder noget ganske særlig for mig! 
  • Min familie betyder også noget særligt. Jeg er så heldig at have alle mine bedsteforældre endnu, og det er noget særligt. Jeg har lige fejret min mormors 81 års fødselsdag, og jeg sætter pris på hver eneste gang vi ses, fordi jeg ved, at vi nok ikke har uendelige antal af dage sammen tilbage. Jeg har nogle skønne forældre, som jeg ikke ville undvære, selvom jeg da på alle mulige måder nogle gange ønsker dem hen hvor peberet gror, når de igen har forældre-ret. Hvorfor er forældre så pokkers kloge? Men det helt fantastiske ved mine forældre er, at man altid kan regne med dem, og jeg er ikke i tvivl om, at de ville gå gennem ild og vand for både min bror og jeg. Min tossede lillebror betyder også noget ganske særligt for mig, selvom han jo slet ikke er så lille igen mere. Han er faktisk så stor, at han er flyttet hjemmefra, har en kæreste og læser på en videregående uddannelse. Hov, er det ham eller mig eller os begge som pludselig bliver gamle. 
  • Min svigerfamilie har jeg været utrolig heldig med. Jeg har verdens bedste svigermor og svigerfar, som jeg ikke kunne ønske mig anderledes. Når jeg er hjemme ved dem, så er det som at besøge sit andet hold forældre, og jeg elsker det! Jeg er også nødt til at nævne min svoger og svigerinde, for de er virkelig også noget helt særligt. Jeg hygger mig i deres selskab, og det er skønt at vi både kan snakke, sove på sofaen, have tømmermænd, shoppe og spise sammen - vi hygger os bare!
  • Mine dejlige veninder betyder alverden for mig. Det betyder virkelig meget at få lov at være mig selv sammen med jer. I kan holde mig både når jeg er glad, sur, urimelig, uforstående, besværlig, kærlig, sjov, grinende, grædende, træt, frisk  - og jeg kunne blive ved. TAK TØSER! Mange af jer er faktisk så meget ligesom søstre, at vi sagtens kan skændes, blive sure og blive gode venner igen - det vigtigste er bare, at vi altid har hinanden.
  • Bøger betyder noget særligt for mig. Jeg holder af at krybe ind i bogens univers og forlade hverdagen for en stund. Nogle gange når jeg har det rigtig skidt, så kan jeg ikke læse, og så mangler jeg virkelig mit frirum. 
  • Træning er vigtigt for mig. Når jeg er til træning, så har mit hoved fri for alle de dumme tanker, og når jeg kommer hjem, så har jeg virkelig gjort det godt, og jeg kan slappe af og holde fri.
  • Mine katte og kald mig endelig kattedamen, jeg er ligeglad for jeg elsker mine to bløde, søde og frække katte. Cirkeline fik vi et halvt år inden jeg blev sygemeldt, og hun og jeg har virkelig brugt mange timer sammen på sofaen. Baysen er født et par dage inden vores bryllup - så han er en rigtig kærlighedskat. Han er desuden jordens største hyggetrold, og han skal helst sidde op i hovedet på sin menneskemoar.
  • Frihed er vigtig for mig. Frihed til at være mig selv, frihed til at tage mine egne valg, og frihed til at lukke verden ude. 
  • At skrive er nødvendigt for mig. Jeg skriver mig ud af rigtig mange ting, og jeg elsker at skrive. Jeg skriver min blog, jeg skriver søde beskeder til min mand, når min mund lukker i, jeg skriver noveller, og jeg drømmer om at skrive en bog.
  • Drømme kan jeg ikke leve uden. Jeg øver mig i at leve i nuet, men jeg ville blive kvalt, hvis jeg ikke fik lov at drømme. Lige nu drømmer jeg mig rask, og det er da forhåbentlig en meget realistisk drøm. Jeg drømmer også om at stifte familie, bygge et hus, rejse til en sydhavsø og vinde i Lotto. Nogle drømme skal bare forblive drømme, mens andet måske mere er mål for livet. 
Glædelig Valentins dag - hvad og hvem betyder noget i dit liv?


1 kommentar:

  1. uuuhhhh, er også en sucker for Rent. Og for Seasons of love!
    Knapt så meget fan af Valentinsdag. Til gengæld pjattet med tilfældig hverdagsromantik. :-)

    SvarSlet

Smid endelig en kommentar