Hjemmeopgaver

Lektier, hjemmeopgaver eller skriftlige opgaver burde høre til i skolen, men nu har jeg altså også fået lektier for - et stykke hjemmearbejde som skal laves til et bestemt tidspunkt.  Pyhaaaaa, man kan jo blive helt tidspresset. 

I mandags startede jeg op hos min psykiater igen - tiltrængt, hårdt og dejligt - , og det er ham, som har givet mig en hjemmeopgave. En opgave som jeg har skubbet foran mig hele ugen. Egentlig burde den ikke være så svær, for jeg skal bare bruge mig selv, mine erfaringer og min hverdag til at løse opgaven. Ikke desto mindre har opgaven været virkelig svær at løse. 

Opgaven var delt i 3 delopgaver, som på en eller anden måde alligevel hænger godt sammen. Den første opgave er (kan faktisk skrive var, for det er lykkes mig at lave den), at skrive, hvilke advarselssignaler, jeg får, inden jeg rammer den der stressmur, hvor ALT bare er svært, uoverskueligt og damen her går i selvsving. Ja, hvor svært kan det være. Bum bum bum har måtte bruge HELE ugen til at overveje det, og alligevel et kæmpe skridt at komme i gang med at skrive dem ned. Hvorfor egentlig. Det burde vel ikke være så svært, for det er vel  bare at være bagklog og skrive ned, hvad der sker forud for mine meltdowns, som kommer jævnligt og i perioder oftere end andre gange. Men når man nu har skrevet dem ned, forpligter det så ikke også én til at reagere før det sker, og kan jeg det?? Vil jeg det?? Ja, det vil jeg vildt gerne, og det lykkes også nogle gange, men bare ikke ret tit. Men nu er de skrevet ned, og det må jo være første skridt på vejen. Indrømmet måtte jeg bede Kim om hjælp til opgaven, men mon ikke også det er ok at bede om hjælp til en opgave? Jeg har selv skrevet det ned, omformuleret og tænkt, så er det vel ikke at snyde og skrive af?    

Den anden opgave er at skrive ned, hvordan jeg så stopper op, inden det går i smadder. Hmmmm også svært. Det logiske må jo være, at man bare er opmærksom på advarselssignalerne, og så handler inden man får brug for at stoppe op. Måtte igen bede om hjælp ved min livline, og jeg har nu faktisk skrevet et par konkrete bud, så jeg håber kan blive udbygget lidt i morgen, når jeg skal fremlægge mine lektier. 

Den tredje opgave var at beskrive, hvordan jeg kan komme videre, når det først går i pit. Hmmpff JAMEN! Når først man er i pit, så er man vel i pit, så er der vel ikke nogen vej tilbage. Men det er der faktisk. Igen måtte Kim i spil - og et par gode idéer og forslag blev diskuteret igennem, og jeg er faktisk godt tilfreds. Så nu må det godt blive mandag, for jeg har orden i mine lektier. 

Undervejs i mellem lektier, aftensmad og mindre tudeanfald kom Kim og jeg til at snakke om bloggen. Han synes, at jeg er rigtig god til at skrive (fedt, elsker ros og anerkendelse, så den slugte jeg rådt, og tænk min svigermor synes det samme :-)) men han synes meget, at jeg kun skrev om alt det svære. Jeg skrev altid om mine gode dage, men altid om alle de kaosting, som fylder mig. Indrømmet, det er korrekt, for det er tit de kaosagtige følelser og tanker, som jeg har brug for at komme af med. Men jeg har bestemt mig for at at lave forsøg. Håber I er med på at være forsøgskaniner.

Jeg vil forsøge altid at skrive lidt om de tre bedste ting, som er sket/tænkt/oplevet siden sidst, og jeg begynder nu . De tre bedste ting ved weekenden

1. Jeg er kommet afsted til træning 2 gange i løbet af weekenden. Det var vildt skønt at komme afsted, selvom jeg er øm i hele kroppen. Men samvittigheden og velværen er i top.
2. Overskud af kærestehyggestunder. Fredag i spa med stearinlys, champagne, frisk frugt og varme. Lørdag med lækker frokost, hyggetur i byen, et smut på Revas og middagslur på sofaen.
3. Venindesludder gange 2. Først 2 timer i telefonen med skøn veninde, som jeg ikke har snakket med i meget lang tid, og det var dejligt igen at blive opdateret på hinandens liv. Kom virkelig i tanke om, hvor meget jeg savner hende i dagligdagen, så nu vil jeg fremover huske mig selv på, at hun KUN er en opringning væk. Hvis vi nu laver hver vores kop kaffe, så er det da næsten som en kaffedate, når man snakker to timer væk om alt og intet. Søndag eftermiddag hos anden skøn veninde, som diskede op med lækre boller og fantastiske muffins, knuselskelige, krammende og grinende unger, dejligt selskab og lyttende ører. Hun er tæt på, så vi ses heldigvis så ofte vi kan, og DET er da bonus! 

Det var jo faktisk slet ikke så svært - at skrive om noget af alt det som gør mig godt, gør mig glad og som også er en stor del af min hverdag. Det er slet ikke så skidt, som det nogen gange lyder til.

Nu er jeg putteklar, så jeg kan tage hul på en ny god uge! 

God uge til jer derude