ARKIV

4. mar. 2012

Stor fejl

Jeg har i lang tid været i gang med at læse God mod Nordenvind, og jeg elskede den fra begyndelse. Man følger to menneskers mailkorrespondance - startet helt tilfældigt med en fejlmail. De bliver mere og mere nysgerrige på hinanden, og de udvikler et forhold til hinanden uden nogensinde at have mødtes. De flirter, stiller spørgsmål, lære hinanden at kende og udveksler hverdagsting. Kan klart anbefale jer at læse bogen, MEN lad vær med at læse de sidste kapitel, inden I er nået til det. Jeg var knap halvvejs i bogen, da jeg bare MÅTTE kende slutningen,og den gjorde, at jeg ikke havde lyst til at læse bogen færdig. Så nu har den ligget 2 uger under min seng, uden at jeg er blevet færdig med den, og uden at jeg er kommet i gang med at læse en ny bog. Hmmpf....hvorfor skulle jeg også snyde.

Faktisk har jeg svært ved at komme i gang med at læse i de her uger - der er alt for meget som roder inden i mit hoved. Jeg har nu nået til en meget afgørende måned, fordi jeg er nået til måneden med den famøse dato 31. marts 2012. Nu er den så tæt på, at jeg ikke kan komme uden om den, selvom jeg meget gerne ville. Det er nu, at jeg snart får at vide, hvilken retning jeg nu skal gå. Hvilken drejning mit liv, og min mands liv, tager. Jeg får nemlig besked på, om jeg kan få mine sygedagpenge forlænget.

Hvilken vej skal jeg gå?
Hvis jeg får et JA, så har jeg mulighed for lidt længere tid til at blive helt rask i, og jeg har mulighed for at blive på biblioteket, hvor jeg elsker at være.
Hvis jeg får et NEJ, så må jeg ikke blive på biblioteket, kommunen vil ikke have mig, A-kassen vil ikke have mig, og min mand har forsørgerpligten, så tjaaa det bliver en udfordring.

Allerhelst ville jeg vælge den 3. mulighed - nemlig en raskmelding, men det er ikke muligt lige nu. Det bliver det måske i løbet af 2012 - men hvad jeg lærte af 2011 er, at jeg skal være tålmodig og ting tager tid.

Den kommende uge bliver også vigtig. Jeg skal nemlig både til samtale med min læge og min psykiater, med fagforeningen og sagsbehandler og til møde omkring min resourceprofil og til møde i banken - og nå ja så skal jeg da også lige arbejde. Pyha, jeg skal i gang med et af mine redskaber til at tøjle mit rod i hovedet, nemlig ET SKRIDT AF GANGEN.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smid endelig en kommentar