ARKIV

6. mar. 2012

Verdensbilleder

Det har stor betydning, hvordan man opfatter sig selv og verden omkring én. Det betyder utrolig meget, om man har et realistisk eller urealistisk billede af sig selv og verden.

For mit vedkommende må jeg indrømme, selvom det ikke er nemt, at der er to måde at opfatter verden på. Der er den måde, som jeg sætter regler og opfattelser på som gælder for andre, OG så er der den måde, hvorpå regler og opfattelser glæder for mig selv. Der er milestor forskel på de to måder.

Jeg er ikke særlig realistisk omkring mig selv. Eller jo måske er jeg det inderst inde, derinde hvor man har skrællet alt andet væk - derinde hvor den ærlige, barnlige sjæl sidder. Godt gemt væk men meget realistisk. Men på overfalde, og den facade som jeg viser om verden, der er jeg ikke særlig realistisk omkring mig selv, min måde at opfatte verden på og mine krav og forventninger til mig selv. 

Med fare for at fornærme nogen - og sådan er det bestemt ikke nemt - så vil jeg prøve at give et par beskrivelser af et par enkelte af mine opfattelser. 

NEDSAT TID - en psykolog ved jobcenteret slyngede begrebet flexjob uden forleden under et møde. Det er et svært ord. Ikke hvis jeg skal forestille mig andre i det, men for mig NINA, der er det et svært ord. For hvis man skal have et flexjob, så skal man for det første være meget syg, og for det andet kan man jo heller ikke tillade sig at gå på café med en veninde torsdag middag, når man har tidlig fri, for man har jo ikke et flexjob og tidligt fri for at gå på café, så kunne man lige så godt gå på arbejde. For det er jo helt det samme eller!?!?! Kan udmærket se og læse, hvor latterligt det lyder, men det laver ikke om på, at det er sådan jeg tænker. Men jeg synes det er fint nok, hvis naboen på flexjob smutter på café torsdag middag, men det er ikke ok, hvis det er mig. Desuden er det ikke det selvbillede, jeg har af mig selv. Sådan én som har et flexjob, sådan en om ikke kan klare et almindeligt liv. Helt ærlig, så kan jeg godt forstå, hvis man læser med her og har et flexjob, bliver total fornærmet og harm over min holdning. Men min holdning er ikke sådan til andre, som har et flexjob, for jeg synes jo, at det er helt i orden for dem, som har brug for det. Det er bare ikke i orden for mig. OK, jeg kan da nævne et par enkelte sager, som jeg kender til, hvor jeg synes, at folk har fået tilkendt flexjob uden at være berettiget til det, men sådan hænger det jo ikke sammen i dag. Hvis man får flexjob, så har man jo udtømt alle muligheder for andre løsninger først (siger min sagsbehandler).

Nedsat tid efter eget valg er noget andet. Det er noget andet, hvis man som familie selv vælger at den ene part har færre timer på arbejdsmarkedet, for at familielivet kan hænge sammen. Sådan ville jeg også sagtens kunne se vores familieliv, men så er det eget valg, og det er ikke fordi JEG ikke kan klare et helt almindeligt arbejde. Ellers teknisk set er det jo, fordi man ikke mener, at man kan klare to almindelige fuldtidsjobs OG en familie - men jeg vælger mere at se det som en prioritering end at man ikke kan klare det.

Et skåne- eller flexjob til mig, så er det jo fordi jeg ikke kan klare et almindeligt job - og sådan ser jeg ikke mig selv. Jeg ønsker ikke at have nogen begrænsninger, selvom den ærlige, barnlige Nina helt inde under skallen råber højt: DU HAR NOGLE BEGRÆNSNINGER - SÅ LYT DOG!! Den ærlige, barnlige Nina inden bag skallen ånder også lettet op ved tanken om mindre pres, færre timer og mere ro, men hun får ikke lov at komme til orde ret tid.

PENGE FRA KOMMUNEN har kun noget man får, når man virkelig virkelig har brug for det. Hold nu op, det har taget lang tid for mig at lære at modtage sygedagpenge med god samvittighed, men det er kun sket, fordi jeg ikke har haft noget valg. Jeg har ikke haft mulighed for at kæmpe i mod. Det er total i orden at andre har brug for kommunens og samfundets hjælp i en periode af deres liv, men det er ikke sådan jeg har set mig selv. Jeg er sådan en som klarer mig selv, og jeg er sådan en som bidrager til samfundet - man skal jo yde, før man kan nyde. Det gør jeg bestemt ikke nu. Jo jeg yder en hel masse for mig selv. Jeg arbejder max med mig selv og mit hoved og mine opfattelser og MIT SELVVÆRD. Men det er jo ikke et arbejde til gavn for samfundet. Jeg modtager penge fra samfundet for at arbejde med mig selv - det er da priviligeret. Men er det også ok? Tjaaa, den ene side af mig siger JA, når det kun er en periode, og den anden side siger NEJ, kom nu ind i kampen - og midt i mellem sidder ærlige, barnlige Nina og tænker - hallo, lyt nu til mig. Jo det er det jo, for du gør jo alt hvad du kan for at komme videre, så accepter nu bare, at sådan er det lige nu. Men der er ikke nogen som lytter til hende. 

Jeg tror, at ærlige, barnlige Nina har fortjent sit eget blogindlæg en dag - så I kan lære hinanden  at kende. Så JEG kan lære hende at kende.

Jeg må vist indrømme at mit billede af mig selv i verden ikke er særlig realistisk - det skal vist revideres. 

Aarrhhhhh hvor var det dejligt at komme ud med det. I et stykke tid har jeg ikke skrevet ret meget på bloggen, fordi jeg gerne ville gøre den lidt mere festlig. Mine indlæg handler meget om "øv"-ting, tanker og frustrationer, og det ville jeg gerne lave om på, men så kunne jeg slet ikke finde ud af at skrive noget. Så da jeg igen skulle skrive noget, så blev der altså åbnet for posen, og posen lige nu er altså fuld af frustrationer, undren, tårer, aha-oplevelser og knap så festlige indslag. 

Håber I stadig hænger på - har fået nogle dejlige tilbagemeldinger. TAK for dem. De varmer helt vildt, så dem må I gerne komme med igen, hvis I har lyst. 

2 kommentarer:

  1. jeg tror, det er en klassiker, søde Nina. Jeg kan i hvert fald genkende følelsen af, at der er langt større pres og forventninger til én selv, end til alle andre. Selvopfattelse er virkelig en relativ størrelse. Jeg ser fx også stadig mig selv som sådan en, der ser smart ud i en stram kjole og som kan passe str.36-38. Selvom det efterhånden er en del år siden, det var sandt. Og jeg kan jo det hele. Eller burde i hvart fald kunne det hele. selvom det heller ikke er sandt. Tror det er godt at lade alle Nina'erne komme til orde! De kan nok lære lidt af hinanden. Viljestyrke er en god ting. Erkendelse ligeså. Balancen er det svære. Hepper på dig og tag du bare din tid. Knus

    SvarSlet
  2. Hold op, hvor kan jeg genkende mig i selv i dit indlæg her. Det har taget mig år at acceptere min situation og anerkende at jeg er et godt nok menneske, selvom jeg ikke er i arbejde. Alene det at besvare det klassiske spørgsmål: "Nå, hvad laver du så?" har været svært, blandt andet fordi andre ikke finder en interessant, hvis man ikke arbejder.

    Jeg gik ikke selv til lægen, da jeg første gang gik ned med flaget. Det gjorde Jon (se ham for dig halende mig ved hånden mens jeg retter opgaver og drikker kaffe). Jeg nægtede at tage medicin fordi jeg ikke var syg! Det var bare en svær periode jeg skulle kæmpe mig igennem - det har jeg jo prøvet utallige gange. Da jeg så fandt ud af at jo, jeg VAR syg, ganske alvorligt endda, fik jeg et kæmpe chok, for det var jo ikke mig! Jeg har jo klaret mig alene altid!

    Vores negative selvopfattelse skyldes i høj grad den kollektive holdning til folk, der er sygemeldt over længere tid. Nassere, dovne, klynkere der skulle tage sig sammen. Et liv uden arbejde er indholdsløst.

    At skulle arbejde på flex er sådan set en gave, fordi man kan yde med det man kan i stedet for at blive sat yderst på bænken. Og det sjove er, at når man åbner for posen viser det sig at alle kender nogle med flexjob, de fleste arbejdspladser har nogle og de er godt tilfredse!

    Jeg håber på at Nina vil tage en snak med Nina og lade hende give det den tid det tager at ændre selvopfattelse.
    Knus og vi ses!

    SvarSlet

Smid endelig en kommentar