Drænet.......

.......for energi, det er jeg virkelig i de her dage. Jeg orker ikke det store, og jeg sidder utrolig meget stille. I hvert fald i forhold til, hvad jeg gerne ville gøre. Men jeg læser - og det er dejligt. For i lang tid har jeg haft svært ved at komme ind i læserytmen igen. Men lige nu æder jeg den ene bog efter den anden. Jeg nyder det, og det er rart at flytte væk fra tankerne og virkeligheden for en stund. Jeg har det ikke så godt med virkeligheden i de her dage - for jeg bliver i så dårlig humør af at tænke på det, og jeg kan jo alligevel ikke ændre på noget, så jeg har altså taget ferie i læseuniverset for en stund.

I går gik jeg i gang med Sophie Kinsellas bog "Hushjælp". Dejlig lille hurtig læst bog, som alligevel har sat en hel del tanker i gang hos mig. Vi følger den succesrige og hårdtarbejdende advokat Samantha Sweeting, som er godt på vej op ad karrierestigen. Hun arbejder dag og nat, og hun elsker det. Men hun er presset, for hun er godt på vej til at blive partner i det advokatselskab, hvor hun arbejder, og så skal der arbejdes hårdt og fejlfrit. Den dag hvor hun rent faktisk udnævnes til partner, finder hun ud af, at hun har lavet en gruelig fejl, som koster firmaet 50 mio pund - og hun flygter i chok. Hun ender i en lille landsby hos et vidunderligt, mærkeligt og småsnobbet ægtepar, som fejlagtigt antager hende for at være deres nye husholderske. Samantha rodes ind i et nyt liv, en ny måde at leve på, og hun møder mennesker som sætter sine spor. Man følger hendes ændring fra succesrig og stresset advokat til lykkeligt menneske. Det er endnu en bog med grin, knude i maven og krummen tæer - og holden vejr. Det er letlæseligt og hyggeligt.

Men man kommer til at tænke over - hvad er det gode liv? Hvornår er man lykkelig? Hvad er det vigtige? Hvornår er ens mavefornemmelse rigtig? Skal man følge hjerte eller hjerne?

I bogen følges hjertet naturligvis - og selvom jeg ikke altid tror, at man 100% kan følge sit hjerte i den virkelig verden, så tror jeg ikke, at det er helt skidt at have hjertet og maven med. Jeg ville ønske, at jeg var i en situation, hvor jeg kunne vælge med 100 % med hjertet, men jeg ved også, at jeg er nødt til at have hjernen lidt med. For hvis jeg valgte med hjertet, så kom der ikke mad på bordet (ikke at det er min fortjeneste, at der gør det lige nu, men forhåbentlig bidrager jeg da til det igen snart), men jeg ville istedet sidde et sted ude i verden og skrive til jer. For hold da nu op hvor jeg trænger til en seriøs pause fra alt det her bekymring og forholdende sig til det ene og det andet. Måske er det derfor, at jeg er så drænet for energi.

I morges gik det meget godt. Jeg var træt i kroppen efter aftenens træning (onsdag er bokseaften), men jeg var ellers ok. Manden min og jeg fik ordnet egen rengøring i et snuptag, inden han tog ud af døren for at smutte på biblioteket og skrive ansøgninger. Så tog jeg lige en pause med min bog, inden jeg fik ordnet den kombiovn, som jeg har til salg. Så ringede telefonen. Sagsbehandleren var kommunen stod på displayet - spørg lige om mit hjerte bankede hurtigt. Afgørelse!?!?! Hvad mon hun havde at sige mig. "Det er Nina" fik jeg sagt med lidt for kæk stemme. Ingen afgørelse!!! Derimod en indkaldelse til yderligere udredning hos speciallæge, fordi den erklæring som kommer fra min egen psykiater er for vag. Han modsiger åbenbart sig selv. Jeg må indrømme, at jeg faktisk ikke har læst det særlig grundigt, for jeg orker det ikke. Så jeg har ikke lige gennemtænkt det så meget. Samtalen med sagsbehandler fortsætter med, at hvis der ikke indhentes speciallægeerklæring, så bliver sagen afvist og videre sendt. Jamen fint fint tudende får jeg sagt ja til samtale i næste uge med speciallæge. Jeg vil faktisk rigtig gerne afsted til den samtale, men det hele kommer bare så tæt på, så jeg kan slet ikke styre mine følelser. Desuden bunder det, at jeg er vildt bange for, at han skal synes, at jeg bare er hysterisk og indbildsk. Nu har jeg for pokker været i det her cirkus i snart 1½ år, og jeg er stadig bange for, at folk skal tro, at det bare er fordi jeg er doven og hellere vil hygge mig derhjemme og læse bøger i bunkevis. Ja det vil jeg da også gerne - i min ferie - men da ikke hele tiden. Jeg vil bare så gerne lægge alt det her væk og være helt almindelig og normal.

Men det er da ikke normalt, at man ikke kan føre en samtale med en fra kommunen uden at man hyler, hjertet banker, og man føler sig som et nul. Hun er der jo for pokker for at hjælpe mig! Min fornemmelse er også, at hun faktisk kæmper ret meget for mig og min sag lige nu - og hun kom da også til at sige, at hun virkelig glædede sig til den dag, hvor hun kunne ringe til mig med en positiv tilbagemelding, så hun håber vist næsten lige så meget som mig, at den første beslutning omstødes.

Nu vil jeg smutte ind til den næste bog, for jeg orker ikke at forholde mig til mere omverden lige nu. Senere skal jeg til 2 gange træning, så jeg kan komme af med nogle aggressioner og forhåbentlig sove godt i nat!