Vi havde jo aftalt manden min og jeg, at vi var ret sikre på svaret: NEJ!, så der var ingen grund til tårer og skuffelse. Vi havde lagt alt an på, at vi skulle blive i det her vaacum indtil januar 2012, og at vi ville få det bedste ud af det.
MEN!
Jeg må erkende, at det har ændret sig. Jeg har i dag kommunikeret med både fagforening og psykiater, og det har givet mig et håb, som jeg faktisk helst ville have været foruden. Det er nemlig blevet gjort klart i dag fra kommunens side, at medmindre de får en ny udtalelse fra min psykiater, så vil de ikke overveje at omstøde afgørelsen. Sådan en udtalelse giver mig et lille håb - og det betyder, at jeg også kan blive uendelig skuffet og ked af det. Det orker jeg næsten ikke - så skal jeg igen til at grave mig op ad et dybt hul. Men på den anden side ville det jo være lykken, hvis jeg gik medhold. Det ville gøre mange ting nemmere for os!
Jeg er splittet mellem håb og angst!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar
Smid endelig en kommentar