ARKIV

30. aug. 2012

Når kærlighed har konsekvenser

Hmmm det har indlæg har godt nok været længe undervejs.

Jeg har nemlig flere ting, som jeg gerne vil dele med jer, men når jeg endelig får måsen plantet i sædet med computeren foran mig, så er jeg tit så træt i hovedet, at jeg ikke får skrevet en dyt. Men nu skal det være!

Jeg har nemlig læst en stak skønne bøger, som jeg gerne vil dele med jer.

Jeg har med stor fornøjelse læst "Smertensbarn" af Mette Finderup. Dog må jeg indrømme, at hvis jeg skal være helt ærlig, og det skal jeg jo, så er den lidt tung at komme i gang med. Jeg skulle i hvert fald lige lære personerne og omgivelserne at kende før min læsning flød. Men da jeg så kom små 50 sider ind i bogen, så var jeg til gengæld også solgt, for Mette Finderup skriver levende, smuk, beskrivende, betagende og fængende.

Smertensbarn tager sit afsæt i Vikingetidens Danmark, selvom Mette Finderup påpeger, at det ikke er en korrekt historisk roman, men at hun udelukkende har brugt elementer og begivenheder  fra Vikingetiden som ramme for sin fortælling. Bogen handler om pigen Gyrith, der bor med sine forældre og bror i en lille by, hvor Gyriths far er høvding. Hvert år når sensommeren kommer skal der sendes en fornem jomfru på sjælefærd til ære for nordiske mytologis gudinde Freja. Denne gang falder valget og ansvaret på Gyrith. Det er meget mod Gyriths eget ønske, og det ender da også med at gå grueligt galt.

Gudinden Freja er bestemt ikke lykkelig for Gyriths besøg og nedkalder en forbandelse over Gyrith, så hun resten af sine dage skal leve med, at hver eneste hun elsker skal tages fra hende. Det er ikke noget problem for Gyrith, for hun har bestemt sig for, at hun ikke vil giftes. Men Gyrith opdager snart, at tingene måske slet ikke er, som hun gik og troede. Og at kærligheden kan have mange ansigter.

Jeg glæder mig allerede til næste bog - selvom den har lidt lange udsigter. Jeg har nemlig læst mig til, at Mette Finderup først nu er gået i gang med næste bog, og at den skal skrives om igen og igen og igen. Så jeg må væbne mig med tålmodighed, inden jeg kommer til at kende mere til Gyriths videre færd.

Billedet er lånt her


I mellemtiden vil jeg også anbefale jer at læse et par andre bøger af Mette Finderup


Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Smid endelig en kommentar