Skal...skal ikke....skal....skal ikke.....

SKAL! Jeg skal skrive på min blog, men jeg har godt nok været meget i tvivl. 

Jeg tog på ferie og efterlod bloggen og jer herhjemme i regnen, mens jeg hyggede mig helt vildt på Mallorca i solskin. Hold nu da op det var skønt at stå op til varme og solskin hver morgen! Der er blevet læst, hygget, spillet, spist og drukket. Men ferien og blogpausen fik mig også til at overveje noget vigtigt, nemlig

Hvorfor er det egentlig lige, at jeg skriver på en blog? Hvorfor er det lige, at jeg har behov for at dele mit inderste med hele verden? Hvad vil jeg bruge den til? Hvorfor er den vigtig for mig? Er det vigtigst for mig at folk læser den og synes om den eller at den gør noget godt for mig selv?

Jeg har været meget i tvivl om mine svar på spørgsmålene. Bloggen startede helt sikkert med, at jeg elsker at skrive, og derfor gerne ville skrive. Jeg fandt også hurtigt ud af, at det gjorde mig godt at skrive mine tanker, følelser og oplevelser ned - men jeg blev desværre også fanget i ønsket om mange læsere, at være populær og være den sejeste. Fluks tilbage til mit gamle mønster (som er der endnu, men som jeg kæmper i mod!) om at ville være perfekt og være noget i kraft af at være dygtig til noget. Jeg fik total skriveblokering, fordi jeg synes, at alle andre skrev bedre, havde noget vigtigere på hjertet og var bedre til at formulere sig spændende, sjovt og fængende. Hvis man skal sige noget positivt om det, ja så må det jo være, at jeg her har svaret på et af mine spørgsmål, nemlig at det jo åbenbart er super vigtigt for mig at folk læser min blog og synes om den. 

Så (måske) skriver jeg på min blog, fordi jeg gerne vil ses, høres og læses - fordi jeg gerne vil være noget særligt. Indrømmet JA, så vil jeg gerne være noget særligt, men bloggen er nok ikke rigtig vejen frem til det. Men gu betyder det meget for mig, at folk læser og synes om den - og jeg ELSKER kommentarer. Men hvis det er årsagen til mine skriblerier, så synes jeg egentlig ikke, at bloggen har sin berettigelse. Så jeg tog en skrivepause, og jeg har endda spurgt mig for ude i blogland - for hvorfor skriver man lige på sin blog.

Fremragende blog i øvrigt - og sådan en som man misunder lidt, fordi hun skriver godt, lige ud af landevejen, nærværende, sjovt, spændende og vanedannende. Men da jeg spurgte Maren om, hvorfor hun blogger, så svarede hun bl.a. Jeg blogger fordi jeg godt kan lide at skrive. Og at blogge hver dag giver mig utrolig meget øvelse i at gøre det. Fordi ingen bestemmer over hvad jeg skriver, føler jeg mig fri til at være præcis som jeg har lyst til at være. Kan skrive pik hundrede gange i et indlæg, hvis jeg har lyst til det.

Jeg må jo indrømme, at jeg elsker at sætte ord på ting. Jeg snakker meget, og jeg skriver meget, så det blev da i hvert fald en begrundelse for at fortsætte bloggen. Men jeg måtte også høre hende til, hvad hun tænker om vigtigheden af at have læsere, og jeg må indrømme at hun er ret klog hende Maren, for hun skrev: Man kan godt sætte sig ned i hundrede timer og tænke over, hvorfor det er fedt at have læsere. Buttom line synes jeg bare det er hyggeligt og sjovt, at nogen responderer på det man lige har sagt. Det er jo generelt kedeligt at tale med sig selv.

Det er jo nemlig drønkedeligt at snakke med sig selv, og man bliver vel egentlig også kigget lidt skævt til, når man snakker med sig selv. Så nu indrømmer jeg bare, at det er VIGTIGT for mig med læsere, men det er ikke det vigtigste. Det vigtigste er, at bloggen giver mig noget i min hverdag, og det gør den. Den træner mig i at skrive, den øver mig i at føle efter og sætte ord på mit ind i mellem kaostiske følelses- og tankeliv. 

Så her har I mig altså tilbage - med en længere forklaring på min lange pause. Jeg har allerede et par indlæg i ærmet, for jeg har nemlig læst en del gode bøger, og dem skal I da heller ikke snydes for. 

Så jeg håber I er her endnu - er I der?? Og hvorfor er I her egentlig?