Når man ikke har kontrol.....

......så er jeg udfordret. Egentlig burde jeg have skrevet, at når JEG ikke har kontrol, så er JEG udfordret. Var faktisk også lige ved at rette det i overskriften. Men tænkte at det nok fortæller ret meget om mig, at jeg bruger ordet man om mig selv. Det er nemmere at skabe en distance, hvis man bruger ordet man.

Jeg har været temmelig udfordret i dag. Jeg har længe skulle have lavet en lille blodtest, fordi der skal måles på mine animosyrer. Denne test kræver, at man laver et prik i fingeren og lader nogle bloddråber dryppe på et lille stykke papir til formålet. Det lyder i sig selv meget simpelt - ikke den store panik der. MEN for mig! Der er det en kæmpe udfordring, for jeg er ikke specielt glad for nåle, og jeg bliver helt skidt bare ved tanken.

Nålen kunne man egentlig slet ikke se. Den var pakket ind i en lille firkantet beholder, som man skulle presse hårdt mod sin finger, og så ville nålen udløses og lave et lille hul. Ville ønske at jeg havde et lille billede at vise jer, men det overskud havde jeg på ingen måder!

Længe har jeg gået som katten om den varme grød - udskudt projektet. Pyhhhh! Så i sidste uge aftalte jeg med dejlige sygeplejeske-veninde, at hun skulle komme forbi til boller, og så kunne HUN lave det lille prik i min finger. Så langt så godt. Men da jeg så bestilte afhentning af prøven med DHL, så skulle den hentes kl 12 - og prøven skal tørre i 4 timer inden forsendelse, så veninden skulle være her inden 8.00 om morgenen. Ikke en holdbar situation, når hun også er mor til en lækker Moster-Baby på knap 7 uger. Hmmmm! Så måtte Manden min jo i gang. Aftalen blev lavet. Han skulle gøre det, og jeg ville ikke blive sur på ham. Ikke sådan rigtig sur i hvert fald. Det skulle gøres om morgenen, fordi den skal laves fastende.

Så jeg stod op tidligt i morges og gjorde det hele klar. Manden min var klar - og jeg trak hånden til mig. Gav ham hånden igen, trak den til mig. Sagde højt: "Nu gør jeg det!" Fortrød igen. Ville gøre det selv, ville have ham til det, ville selv. Og så begyndte tårerne og hulkene. Så kom først koldsved så klam sved og så flere tårer. Det blev et værre cirkus. En time tog det! Før jeg tog et bad, gik ind i stuen og klarede det selv!

Jeg følte mig så sej. Føler mig stadig sej. Men er alligevel også nysgerrig efter, hvorfor jeg reagerer sådan. Det gør ondt - men det er jo ovre på et halvt minut eller mindre. Det VED jeg godt! Men det var bare så svært for mig. Manden min får stille nævnt, at det måske handler om kontrol.

Hmmmpff! Han er dog en irriterende mand, ham Manden min. Mest fordi han er så forbandet god til at sætte hovedet på sømmet. For det som var allerværst her til morgen var det ukendte. Jeg vidste ikke, hvordan smerten ville være, og jeg vidste ikke hvornår nålen blev udløst, når man trykkede den mod fingeren. Jeg havde ikke kontrol over situationen. Det kombineret med angsten for nåle og smerte gjorde, at jeg reagerede  temmelig irrationelt. Og nær aldrig havde fået lavet den prøve.

Jeg er nok nødt til at arbejde lidt mere med den der kontrol.....eller rettere mest på at slippe den. Men lige nu vil jeg have lov at være stolt over, at det lykkedes for mig, og at jeg ikke skal lave en sådan prøve lige med det samme igen.

Nu skal jeg bare samle mod til min influenzavaccine på torsdag. Heldigvis skal jeg da ikke stikke mig selv med den, for så er jeg ikke sikker på, at det kun tog en time at overtale mig selv.