ARKIV

Viser opslag med etiketten hader. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten hader. Vis alle opslag

14. maj 2012

Kærlighed/Had

Kender I det med at have et had/kærlighedsforhold til noget?

Sådan har jeg det med spinning! Jeg er lige kommet hjem fra en van(d)vittig hård spinningstime, og jeg både elsker og hader det.

Jeg elsker det, når jeg sidder hjemme foran computeren og booker mig ind på alverdens hold i løbet af ugen, og jeg hader det, når jeg så småt skal ud af døren.

Jeg elsker det, når jeg er kommet ud i bilen og er på vej, og jeg hader det, når jeg kommer ind i omklædningen og skifter til bukserne med kæmpe ble i.

Jeg elsker det, når jeg klikker skoene på cyklen, placerer drikkedunken i holderen og sætter mig tungt i sadlen, og jeg hader det (lidt), når jeg skal have gang i pedalerne og de tunge ben.

Jeg elsker det, når musikken spiller og sveden begynder at pible frem på panden, og jeg hader det, indtil jeg rigtig kommer i gang med rytmen, belastningen og flowet.

Jeg elsker det, når det begynder at glide, og jeg hader det, når jeg halvvejs rammer muren.

Jeg elsker det, når jeg begynder at dryp svede fra alle steder på kroppen selv fra underarmene og fingrene, og jeg hader det, når jeg ikke kan trække vejret og får sidestik.

Jeg elsker det, når jeg kan se en mindre sø under cyklen, og jeg hader det, når jeg 2 min før mål er nødt til at fjerne lidt af belastningen, fordi jeg er HELT færdig.

Jeg elsker det, når jeg klikker skoene ud af beslagene og strækker ud, og jeg elsker det, når jeg bagefter rammer sofaen med god samvittighed, trætte ben og drænet for energi.

Jeg gør det gerne igen - bare ikke lige i aften.


23. jan. 2012

Er du det egentlig værd???

Så  blev ugen da skudt i gang, skal jeg lige love for. Dagen i dagen har været præget af store modsætninger - for på én og samme gang har det været både en dejlig dag og en super barsk dag.
Mandag morgener er altid hårde, synes jeg, og jeg skal i hvert fald altid lige i gang med ugen, før jeg holder op med at savne weekenden. Sådan en tidlig og mørk mandag morgen, er der oftest meget stille i bilen, når jeg kører min mand på arbejde, inden jeg selv skal møde på biblioteket kl. 8.00. Og til dem som ikke kender mig endnu, så er det altså ikke ret tit, at jeg er HELT stille, men det er jeg mandag morgen, når jeg kører min mand på arbejde. Det lyder jo ganske flot, at jeg sådan kører min mand på arbejde, men jeg gør det mest, for at jeg så selv slipper for at cykle i det kolde vejr. For mandag morgener er da slet ikke cykel-morgener!
På arbejde har jeg rigtig hygget mig i dag, for jeg har snuset rundt mellem bøgerne hele dagen. Jeg har både ryddet ud i gamle bøger, fundet bestillinger og hjulpet nogle søde unger med at finde gode bøger. Jeg kan mærke, at jeg kommer til at føle mig mere og mere hjemme på MIT bibliotek. I dag har jeg lige anbefalet nogen at læse Dødsspillet af Suzanne Collins, for den er altså VIRKELIG god.

Efter arbejde skulle jeg et smut ud til psykologen, som jeg er tilknyttet i jobcenterets sygedagpengeafdeling. Det er jo den afdeling, som jeg hører til lige nu, og jeg er efterhånden ved at vænne mig til, at det er her, jeg hører til for en stund. Jeg er så småt ved at forstå eller i hvert fald opdage, at mit liv har taget en anderledes drejning, end jeg havde troet mulig for bare et par år tilbage. Bedst som man går og tror, at livet er på vej i en bestemt retning, så spiller skæbnen én et puds, og så er man pludselig på vej i en helt anden retning - det værste er faktisk, når retningen bliver til en cirkel, hvor man ikke rigtig kan finde ud igen. Man kommer altså ikke specielt langt, når man drejer rundt i en cirkel, og man kan også blive ret svimmel, hvis ens balance ikke er særlig god. Min balance er ikke ret god, så jeg bliver hurtig svimmel, når jeg bevæger mig rundt i cirklen. Lige nu er jeg vidst lidt inde i cirklen, og jeg forsøger at holde mit fokus på et fast holdepunkt, så jeg undgår den værste svimmelhed. Lige nu går det, men jeg kan mærke rundtossetheden komme krybende, og så er jeg slet ikke nået til det barske endnu. For det barske er i bund og grund bare en sætning, som psykologen sagde højt i dag. EN SÆTNING - tænk at en sætning kan være med til at gøre ens tur i cirklen vildere, så ens øjne ikke kan holde fast i holdepunktet.
Midt i samtalen spurgte psykologen, om hun havde forstået mig rigtig, når hun tænkte sådan her:
Frygter du, at du i marts finder ud af, at andre måske ikke mener, AT DU ER VÆRD AT SATSE PÅ?
Bang, så sagde hun faktisk noget, som jeg frygter helt vildt. At jeg ikke er noget værd, at samfundet ikke ser mig som noget vigtigt, at jeg ikke er værd at satse ressourcer, tid, penge og kræfter på. At jeg ikke har fortjent at få noget hjælp. En hjælp som jeg har været vildt lang tid om at erkende at have brug for, og som har været rigtig svær at tage i mod. Og nu er jeg måske slet ikke værd at give den hjælp, og måske med rette, for har jeg overhovedet fortjent den hjælp?
Hvad er der lige sket med mig, at jeg kan tænke sådan? Er man overhovedet særlig meget bevendt i samfundet, hvis man ikke selv synes, at man er noget værd? Jeg hader, at jeg er blevet en del af systemet, og jeg hader, at jeg ikke kan klare mig selv lige nu, men allermest HADER jeg, at systemet skal bestemme, om jeg er værd at satse på eller ej!

Det var barsk at få sat ord på. Så nu har jeg vist en stor opgave foran mig, for jeg skal finde ud af med mig selv, om jeg er værd at satse på! Selvfølgelig er jeg det, men nu skal jeg have fundet ud af, HVORFOR jeg er værd at satse på. Jeg skal have fundet ind til noget af alt det, som jeg har mistet for en stund. Det som engang var mit faste holdepunkt, når livet drejede rundt i en cirkel. Jeg må vist gribe fat i endnu ét af min vigtige ord PRIORITERING. For jeg kommer vist ikke uden om, at den kommende tid kommer til at bestå af nogle valg og prioriteringer af, hvad der er værd at satse på for mig!

Få ting er jeg sikker på, at jeg vil satse på. Min dejlige mand som ikke efterlader nogen tvivl om, at han i hvert fald satser STORT på mig. Dagen er faktisk sluttet rigtig godt med skønt besøg af gode venner, som jeg VED gerne vil satse rigtig meget på mig. Så nu skal jeg bare holde fast i at satse på mig selv!


Jeg satser på det lyserøde Prioritering