40 baners tanker

I dag er det Kims fødselsdag...hip hip hurra og stort tillykke til min dejlige mand. Jeg har glædet mig helt vildt til at fejre ham. Hvis han skal kigge tilbage på det sidste år, så tror jeg, at han vil sige, at det har været både det bedste og det hårdest år i hans liv. Det bedste år fordi vi er blevet gift, og det hårdest år fordi jeg har været så syg. Han har været en uvurderlig støtte for mig - og han har været den som holdt mig oppe, når jeg var ved at drukne, og den som holdt mig nede, når jeg var ved at flyve væk - og han var den som ordnede ALT det praktiske herhjemme, mens jeg sov på sofaen for 22. time i træk den dag. Han har været den som var mand, opvarter, rengøringsmand , opvasker, kok, kæreste, psykolog, læge, og så gik han for øvrigt også lige på arbejde. Og nå ja også lige forholde sig til, at jeg har sagt alt mulig L... til ham, skældt ud, grædt, lukket ham ude, vendt ham rykket og givet op. Det er utroligt, at han kun bliver et år ældre, for jeg kan virkelig godt forstå, hvis han føler, at han er blevet 10 år ældre siden sidste fødselsdag.

Nu er jeg på vej i den rigtige retning, og jeg har glædet mig til at forkæle ham. Så den stod på friskbagte boller fra morgenen - og nybagte boller og æble/kanelmuffins til arbejdet. Ih hvor jeg elsker at forkæle ham. Han blev for øvrigt også vækket med sang, flag og gaver på sengen. I får lige et billede - og ja jeg har fået lov :-)

Godmorgen.....så tænder vi lyset

Kattene ville da også lige være med

Fødselsdagsmorgenmad

Men Kims fødselsdag betød også et møde på kommunen, som jeg virkelig havde frygtet. Jeg har til marts været sygemeldt i over et år, og det betyder, at jeg enten mister mine sygedagpenge eller får dem forlænget. I starten af januar havde jeg et virkelig hårdt møde med sagsbehandleren, fagforening og biblioteket, så jeg frygtede virkelig det her møde på kommunen. Jeg havde skrevet en masse spørgsmål ned, fået Kim til at tage med, og ikke mindst havde jeg forestillet mig ALT muligt inde i mit hoved. Jeg var sikker på, at min sagsbehandler ikke synes, at jeg var værd at satse på, at jeg bare skulle tage mig sammen, og at hun bestemt ikke synes, at jeg stadig er syg. Så jeg havde sovet ad pommeren til om natten, havde brugt utrolig meget energi på katastrofetanker, og jeg havde heller ikke lade min omverdenen vide andet, end at det ville blive en kamp med den der dumme kommune. Kim og jeg småsnakker på vejen, og han forsøger efter bedste evne at aflede mine tanker. Vi skal møde på det nye rådhus, og det er virkelig flot, så vi får rigtig kigget rundt, mens vi venter. Så står hun der, sagsbehandleren, og tænk hun ser faktisk helt almindelig ud - hun er slet ikke nogen drage - og der kommer helt almindelig ord ud, når hun åbner munden - og ikke ild. Hold da op, hvor har mit hoved lavet numre med mig. Som sidebemærkning skal tilføjes, at jeg har mødtes med hende flere gange, og jeg har snakket med hende et hav af gange, så jeg vidste jo egentlig godt, at hun bare er helt almindelig. Men de bange-følelser havde helt taget over, og de havde lavet deres helt egen historier og virkelighed. Tilbage i den rigtige virkelighed, der går mødet faktisk helt vildt godt. I mine pauser mellem snot, tårer og gråd får jeg faktisk spurgt om de rigtige ting, og jeg får nogle rigtig gode svar. Svarene har jeg skrevet ned, så jeg kan tage dem frem, når virkeligheden igen bliver farvet af alle de dumme tanker. Hun synes faktisk, at jeg er værd at satse på, og hun synes faktisk, at jeg kæmper, og at jeg gør det rigtige - MEN hun synes også, at jeg er svær at arbejde med, fordi jeg holder en facade, som ikke viser det rigtige virkelighedsbillede. Jeg snyder, siger hun. Hold da op, snyder!?!?! Tja indrømmet så snyder jeg tit, ikke i spil, men i livet. Jeg snyder, når jeg viser min omverden, at det her har jeg bare styr på, og når jeg åbner munden og siger: "Jamen, det går bare så godt". Gu' gør det ej det, altid! Nogle gange går det rigtig godt, men andre gange er min verden altså ved at falde fra hinanden, og det føles som om jeg er ved at gå i tusind stykker, men det viser jeg bare ikke - til andre end Kim, og han skal også bruge god tid for at finde den lille bitte sprække i facaden, som viser det HELT rigtige virkelighedsbillede. FORANDRING. Det er vist på tide, at jeg øver mig i at vise den rigtige virkelighed. Det frygtelige er, at jeg også tit snyder mig selv. Jeg tror selv på, at det går rigtig godt, når jeg siger det. Indtil jeg får mærket rigtig godt efter. Det er bare ikke altid så sjovt at mærke efter, for det gør ondt, det er svært og det er tit uoverskueligt at forholde sig til. Det er da nemmere at sige og tro på, at det bare går rigtig godt. 

Hvorfor er det, at jeg har sådan en brug for, at andre skal synes at jeg er god - helst en af de bedste eller måske faktisk den allerbedste til - ikke til noget, men til det hele. Flere gange undervejs i mødet, er jeg faktisk nødt til at grine af mig selv, for det er da komisk på grænsen til det latterlige, at jeg skal være så god til det hele, snyde alt og alle og glemme den rigtige Nina. Det er så latterligt, for faktisk er det flere som rigtig godt kan lide den rigtige Nina, og måske er det nemmere for min omverden at være sammen med den rigtige Nina, fordi det hele ikke skal være så perfekt og glansbilledeagtigt, men bare afslappet og almindeligt. Det blev helt tydeligt, da jeg skulle prøve at forklare sagsbehandleren og Kim, hvorfor Kim ikke kunne foretage et par opringninger for mig.

Mig:   Jamen, det tager jo max 10 min. at ringe til a-kassen

Sagsb.: Men når nu du skal bruge 10 dage på at tage dig sammen, og dermed også 10 dages energi, hvorfor kan du så ikke få Kim til det?

Kim:  Jeg vil rigtig gerne

Mig: Jamen, hvad nu hvis han ikke får spurgt om det hele

Sagsb.: Så ringer han bare igen

Mig: Jamen, hvad nu hvis han så ikke får det hele med

Sagsb.: Så ringer han bare igen

Kim: Det kan jeg altså godt

Mig: JAMEN! Hvad nu.....

Ja, hvad nu hvis han ikke kan gøre det lige så godt som mig. Han kan helt sikkert ikke gøre det så godt som mig. Jeg havde så meget lyst til at sige det højt, for det er jo det, som det handler om. Jeg tror jo ikke på, at han kan gøre det godt nok. Hvor latterligt er det lige. Han er min mand, og jeg elsker ham. Jeg beundrer ham, og jeg stoler på ham. Alligevel tror jeg, at han gør det godt nok, hvis han skal ringe til min a-kasse og stille dem 10 spørgsmål, som jeg har bedt ham stille. Jeg fik faktisk sagt det til ham på vej hjem i bilen - at det handler om, at jeg ikke tror han kan gøre det godt nok, kan gøre det på min måde. Han svarede roligt, for han er nemlig roligheden selv, at han HELT sikkert ikke ville gøre det på min måde, men han ville gøre sit bedste. Så måtte jeg jo spørge mig selv - om det ikke er nok? Er det ikke nok, at min omverdenen gør sit bedste? De gør det på deres måde, jeg gør det på min måde, men er det ikke også fint? Han kan jo bare ringe igen og igen, indtil jeg har fået svar på alle mine spørgsmål. På den ene skulder sidder JA-hatten, som giver Kim ret - han kan jo bare ringe igen og igen. På den anden skulder sidder NEJ-hatten, som overbeviser mig om, at KUN jeg kan gøre det godt nok og at det for øvrigt da også er meget nemmere bare at gøre det selv. 

Det er simpelthen ikke i orden. For det her er en af grundene til, at jeg bliver ramt at stress, uro i kroppen, åndedrætsbesvær og går i sort - fordi jeg ikke kan lade andre gøre noget, fordi jeg skal ordne alt selv. På den ene side er man jo et godt menneske, når man gerne vil gøre en masse for andre, men på den anden hvad er man så for et menneske, når man gør det, fordi man ikke har tiltro til at andre gør tingene godt nok. Tag den Nina Bay! Du har faktisk ikke tiltro til at andre gør tingene godt nok! 

Et andet eksempel fra mødet, som virkelig har givet mig stof til eftertanke tager udgangspunkt i følgende samtale

Sagsb. : Tit er det jo også svært for den sygemeldte at fortælle til andre, at de er sygemeldt og i virksomhedspraktik

Mig: Det har jeg slet ikke svært ved. Faktisk har jeg lige været til gensyns-hygge med min gamle folkeskoleklasse, og der fortalte jeg åbent om min sygemelding, stress og indlæggelse. 

Sagsb.: Ja, det er faktisk mærkeligt.....

Kim: NU ved jeg det

Sagsb.: Ja?

Kim: Det er fordi hun også vil være bedst til at være sygemeldt, ligesom hun vil være bedst til alt andet. Hun fortæller åbent om sygemelding, stress og virksomhedspraktik, fordi hun så kan være GOD til at være sygemeldt - være den bedste til det.

Arrrgggghhhhh, hvorfor nu det? Så sidder han der, helt glad, over at han endelig har gennemskuet mig. Endnu engang er det lykkes ham at finde den der lille sprække i min facade - og igen før jeg selv har fundet den. Jeg hader ham for det, men mest af alt elsker jeg ham for det. For ja, jeg vil sgu da (undskyld mit sprog) også være den bedste til at være sygemeldt, når jeg nu ikke kunne være den bedste til at være lærer. Lad mig da for pokker være god til noget - og lige nu er min identitet altså at være "hende på sygedagpenge", og så må man da hellere være god til det. For man skulle da nødig sige, at det er noget være lort, at det er irriterende at nogle andre bestemmer over en, at man ikke kan holde fridage, at man ikke tjener det samme, som man plejer, at man ikke er på toppen, og at man ikke har noget arbejde. 

Det er total angst-provokerende for mig, hvis jeg ikke er god til noget. For hvis jeg ikke er "hende, der er god til at være sygemeldt og være i virksomhedspraktik" - hvem er jeg så? Hvad er jeg så god til? Hvad er mine kompetencer egentlig? 

Igen måtte jeg grine af mig selv - og sidder faktisk og smiler over det, mens jeg skal gengive det til jer. For det er da skørt, at jeg bruger så mange kræfter på at være god til at være sygemeldt, istedet for at bruge en masse kræfter på at komme helt oven på igen.

I kan tro, at jeg havde noget at tænke over, mens jeg svømmede mine 40 baner i svømmehallen efter mødet - og ved I hvad, jeg er faktisk godt til at svømme 40 baner i svømmehallen.

For øvrigt er det helt ok, hvis I griner af mig - bare jeg selv får lov til at være den bedste til det :-)