ARKIV

29. mar. 2012

1 dag tilbage

Så er det dagen før DAGEN. Jeg har en meget underlig fornemmelse i kroppen. På flere måder er det her dagen før DAGEN.

Det er dagen før, at jeg har sidste dag på mit dejlige bibliotek. Ikke det her bibliotek, men det rigtige bibliotek inde i byen, hvor jeg har "arbejdet" de sidste 6 måneder. Jeg kommer til at savne det helt vildt - jeg savner det allerede, selvom jeg faktisk sidder herinde endnu. Jeg er nemlig ved at afslutte alle mine opgaver, og det har jeg gjort nu. Jeg mangler ikke at afslutte andet end at få sagt farvel og PÅ GENSYN!!! Jeg håber mine veje engang fører mig herind igen, for det er et dejlig sted at være. Nu må jeg nøjes med at komme på besøg tit og ofte, selvom det er dejligt at være gæst, så er det ikke helt det samme, som når man faktisk hører til et sted. I aften står det på kagebagning, så jeg kan få afsluttet med maner. Lige nu står dejen hjemme i køleskabet med masser af lækre nødder, skovbær og chokolade. Den skal bages til lagkagemuffinsbunde, så jeg kan putte mit hvide chokoladefyld med skovbær og mørk chokolade ind i mellem, inden kagerne overtrækkes med hvid marcipan og pyntes med fin chokolade.

Det er også dagen før dagen, hvor jeg får besked på min sygedagpengesag.....uha lige nu kan jeg slet ikke forholde mig til det. Tør ikke tænke tanken til ende, hvis jeg ikke får min forlængelse. Det må jeg tænke på i morgen, og istedet KUN tænke på, at den selvfølgelig går igennem. Det har på ingen måde været en lige vej hertil, og jeg har skulle sluge en del kameler undervejs, så jeg er ret sikker på, at jeg bliver rigtig træt, når endelig der kommer en afgørelse, og jeg kan slappe af igen. I går skulle jeg læse min sagsmappe igennem, og det var hård læsning, og jeg blev ret frustreret (ER DET ENDNU) over, at man kan få skrevet en lægefaglig udtagelse uden nogensinde at have talt to ord med den læge. Det er stor almagtsfølelse at ens liv og fremtid til en vis grad skal afgøres af mennesker, som man aldrig har mødt, og for hvem man bare er et personnummer og endnu en i køen til en udtalelse og et afgørelse. Det stritter på mig, og min kontrolfølelse råber på mig, og jeg kan ikke gøre en dyt andet end at vente og håbe.

Nu vil jeg smutte hjem til manden min, som har sin første dag som arbejdsløs - så ja her går det godt. Men så kan vi da spise lidt frokost sammen, vente sammen, spille lidt kort sammen og hygge sammen. For det kan godt være at livet vælter ned om ørerne på os, men vi har dælme hinanden, og det er da ikke så ringe endda.

Måske nok sat lidt på spidsen, men den her tur gennem livets vridemaskine, har virkelig fået mig til at overveje, hvad der egentlig er vigtigt for mig! og for Kim! og for OS!


1 kommentar:

  1. Krydser fingre for dig!
    Knus fra Jannie.

    SvarSlet

Smid endelig en kommentar