Deres første juletræ
Af Nina Bay Jensen
Søndag morgen til træning. Anna
sveder, mens hun lader det ene slag efter det andet ramme boksepuden foran
hende. Hun giver alt, hvad hun har i sig og kan mærke musikkens rytme i armene,
mens en lykkefølelse skyller igennem hende. Da hun bagefter står i badet og
lader det varme vand kærtegne hendes svedige brugte krop, kan hun mærke
forventningens glæde prikke under huden. Det er første søndag i advent, og
sammen skal de hente et juletræ. Deres allerførste juletræ som de skal bruge
eftermiddagen på at pynte sammen. Inde i hovedet har hun allerede planlagt
denne dag, den helt perfekte dag i deres helt perfekte liv. Anna nynner for sig
selv, mens hun klæder sig på og pakker tingene ned i sportstasken. Hun kigger
på klokken. Om to minutter skal hun mødes med Martin uden for
omklædningsrummet, og så skal de ud og hente træet. Hun kan mærke det kriller i
maven, og hun smiler ved tanken om, at nu er tingene endelig, som hun
forestillede sig, da hun var lille. Uden for omklædningsrummet giver Anna
hurtigt Martin et kærligt kys midt på munden, og han smiler glad til hende.
Hånd i hånd går de ned mod bilen. ”Jeg lovede lige Christian, at vi smuttede
forbi, når vi lige var på de kanter, håber det er ok” siger Martin i et
fuldstændigt ligegyldigt tonefald. Anna siger ikke noget og kigger heller ikke
på ham. Hun kan mærke hvordan tårerne presser sig på. Hvordan kan han tro at det
er ok, det her er jo deres søndag, deres 1. søndag i advent. Denne dag skulle
jo være så perfekt, og når Martin så lige pludselig laver om på Annas planer,
så bliver den jo ikke den perfekte dag, som hun allerede havde forestillet sig
inde i hovedet. Martin stopper op og tvinger hende til at kigge på ham. ”Er det
ok?” spørger han. Hun kigger væk og siger ”Ja ja”. Indeni føler hun at hele verden
omkring hende ryster. På den ene side ved hun godt, det drejer sig om at bruge
en halv time på lige at smutte forbi Christian, men på den anden side så vælter
den halve time hele planen for hendes perfekte dag.
De skal køre et stykke uden for byen
for at hente juletræet, og hele den lange vej siger Anna intet. Hun sidder bare
mut og stirrer ud af vinduet. Martin henvender sig flere gange til hende, men
hun orker ikke at svare ham med andet end enstavelsesord. Han spørger flere gange
om hun er sur, men hun afviser ham med et intetsigende ryst på hovedet. Anna
føler hvordan hele hendes indre er i oprør. Smerten truer med at spolere hendes
hjerte og rykke hendes krop itu. I en brøkdel af et sekund ser hun sig selv
oppefra. Kigger ned på personen på passagesædet som sidder og ser så fortabt
ud. Hun får lyst til at kramme pigen der på sædet, hviske hende i øret at alt
nok skal blive godt igen. Men hun kan ikke nå hende. Langsomt glider Anna
tilbage til sin krop, og den anspændte stemning i bilen. Martin har givet op og
siger ikke mere. Hun mærker en vrede mod ham, hvorfor siger han ikke noget.
Skælder hende ud, råber af hende og siger at hun teer sig som et barn. Hvorfor
siger han ikke bare, at han elsker hende? Selvom hun sidder der i bilen med sit
livs kærlighed har hun aldrig før følt sig så ensom. Hun har allermest lyst til
at række ud efter ham, mærke hans varme bløde hud mellem sine fingre, men noget
holder hende tilbage.
Da han standser bilen hos Christian,
går hun med ud. Hun tager sin glade maske på, for Christian må for alt i verden
ikke opdage noget. Ingen må vide at der er gået skår i hendes perfekte verden.
Så hun lader om, at alt er som det plejer. Christian og Martin snakker, og Anna
snakker med så godt hun kan, mens hun forsøger på at holde styr på alle de
modsatrettede følelser, som truer med at tære hende op indefra. Hun smiler, men
kan stadig ikke få sig til at tage Martins hånd, selvom der ikke er noget andet
i hele verden, hun egentlig har mere lyst til end at mærke hans trygge hånd i
hendes. Igen truer tårerne med at presse sig på, og hun må blinke et par gange.
Her blæser og er her egentlig ikke også ret koldt? Måske kan vinden bruges som
undskyldning, hvis en tåre alligevel skulle finde vej ned af hendes kind. Anna
skutter sig i sin jakke. Tiden går på en gang uendelig langsomt og på den anden
side føles det, som om den er væk i en hundrededel af et sekund.
De sætter sig ind i bilen. Nu er de
på vej mod juletræet. På vej mod det som skulle have været rammen om deres
perfekte dag. Men nu føles det bare tomt indeni Anna. Hun kan ikke længere
finde den glæde som hun havde følt, mens hun stod under bruserens varme vand og
i hovedet skabte den perfekte 1. søndag i advent. Der er ikke langt fra
Christian hen til den gård, hvor de skal hente deres første fælles juletræ. Hun
har inde i hovedet et helt klart billede af træet, og hvordan det skal have den
her perfekte dybe grangrønne farve, hvordan nålene skal føles, når man lader
hånden glide løst hen over grene. Hun kan fornemme duften af gran i næsen
allerede da hun står ud af bilen. Et øjeblik er det næsten som om alt er som
det plejer, som det havde været, da de stod op morgenen, glade og
forventningsfulde. Men den tomme og hule følelse vender hurtigt tilbage. De
taler sammen i korte sætninger, da de skal blive enige om hvilket træ det skal
være. Det er slet ikke sådan her, hun havde forestillet sig det skulle være. De
skulle have gået forelskede og kærlige rundt med armene om hinanden og kiggede
på forskellige træer. Kigget hinanden dybt i øjnene og grinet fjollet sammen.
Nu kigger de bare på et par træer og bliver enige om at tage et, eller faktisk
så virker Martin helt ligeglad for han lader hende vælge træet. Hun bliver sur.
Hvorfor er han så evindelig ligeglad med en så vigtig beslutning som at vælge
deres første juletræ? Efter langs tids masen lykkes det dem at få træet ind i
deres lille bil. Han kommenterer selvfølgelig på, at hun har valgt et meget
stort træ, og at han da ikke havde troet, da de kørte hjemmefra, at de skulle
have et så stort træ med hjem. Anna kan igen mærke vreden og sårbarheden. Han
kunne jo bare selv have valgt at andet træ. På hjemturen snakker de stadig ikke
sammen, udover at Anna med tvær stemme meddeler Martin at hun er træt og vil
sove når de kommer hjem. ”Skulle vi ikke pynte træet” spørger Martin forundret.
Forstår han da slet ikke hvor ulykkelig hun føler sig indeni, ser han slet ikke
at hendes perfekte verden er ved at vælte ned omkring hende, og at det er hans
opgave at redde hende. ”Nej jeg er træt, det må vente” siger Anna bestemt og
uden at give Martin plads til spørgsmål.
Da de kommer hjem tager hun sportstasken
ud af bilen og låser hoveddøren op. Tasken smider hun på kontoret, og uden at
pakke tasken ud går hun gik direkte ind i soveværelset og trækker gardinet ned.
Hun lægger sig under dynen med alt tøjet på og stirrer tomt ud i luften. Hun
kan høre Martin rumstere i lejligheden. Døren ind til soveværelset står på klem
og hvert et fiber i hendes krop lytter intenst. Nu måtte han da komme ind til
hende, ruske i hende, kramme hende, skælde hende ud og tvinge hende til at tage
sig sammen. Døren bliver lukket ind til soveværelset, og hun er overladt til
sig selv, alene med sine egne tanker. Alle følelserne indeni Anna er i oprør.
Der sker et eller andet indeni hende som hun ikke selv har kontrol over. På den
ene side ønsker hun bare at søvnen vil opsluge hende, og at hun ikke vil vågne
igen, og på den anden side ønsker hun bare at rejse sig, åbne døren og kaste
sig ind i armene på Martin. Søde dejlige Martin som hun jo elsker så højt, men
som hun i stedet støder fra sig. Hvorfor kommer han ikke ind til hende og
holder om hende? Hun kan høre ham tænde for tv’et inde i stuen. Langsomt glider
hun ind i søvnen. Uden at hun sover tungt tager drømmene alligevel over. I
drømmene er altid perfekt. Hun vågner ved at tårerne stille glider ned af
hendes kinder. Tårerne afløstes af en kraftig hulken og Anna begraver sit
ansigt i puden. Her i mørket er hun alene med sin angst, sine tårer og sine
følelser. Som en film for hendes indre blik glider hele hendes liv forbi sådan
som hun inde i hovedet havde forestillet sig det skulle have været. Samtidig
dukkede episoder fra tidligere frem blandet ind i den film som allerede kører
for hendes indre blik. Episoder hvor hun har følelsen af ikke at have slået
til, følelsen af ikke at være god nok, følelsen af at være utilstrækkelig. Hun
får lyst til at banke hovedet ind i væggen for at få de grimme billeder til at
forsvinde. Pludselig kan hun ikke engang selv leve op til de perfekte kasser som
hun skaber i sit hoved. Hun er ikke engang selv godt nok. Hun ønsker mere end
andet i verden at være den perfekte kæreste, som altid kan være forstående og
smilende, en kæreste som alle Martins kammerater vil være misundelige over. Anna
ønsker at være perfekt i alle dele af livet, og nu orker hun ikke mere at holde
facaden. Tankerne strømmer ud og ind af hendes hoved, og hun opgiver selv at
følge med. Hun er forsvundet ned i et sort hul, og det føltes som om alt energi
siver ud af hende sammen med tårerne, der bliver ved at strømme ned af kinderne.
Igen glider hun et kort øjeblik ind i søvnen. Hun må alligevel have sovet lidt
for da hun atter slår øjnene op har lyset udenfor ændret sig. Hvor lang tid har
hun sovet? Hun kigger på klokken. Det er blevet sidst på eftermiddagen, og hun
har da i hvert fald sovet et par timer. Hvorfor kommer han ikke ind til hende?
Hun kan ikke længere høre ham. Bare han ikke er gået fra hende. Hun er jo ikke
en perfekt kæreste som hun bare ligger der og sover eftermiddagen væk, når de
skulle have pyntet deres allerførste juletræ sammen.
Anna ligger længe og kigge fra den
hvide væg til den hvide dør og tilbage til den hvide væg igen. Hun har så
utrolig meget lyst til at rejse sig og gå ud til Martin. Hun kan faktisk
sagtens forestille sig hvordan hun rejser sig, åbner døren og begraver sig i
Martins favn, men hendes krop arbejder imod hende. Hun kan ikke få den til at
rejse sig, alle muskler er slappe. Anna vender sig om på ryggen og stirrer nu
udtryksløst op i loftet. Hele hendes verden er bristet på et sekund denne
søndag formiddag. Hendes verden ser lige pludselig meget anderledes ud denne
eftermiddag for alle hendes perfekte billeder er bristet. Det perfekte billede
af træet, det perfekte billeder af hende som kæreste, det perfekte billede af
livet. Ingenting er blevet som hun har forestillet sig. Den del af Anna som stadig
kan betragte pigen i sengen oppefra kan råbe nok så meget op om at Anna har en
dejlig kæreste og et dejligt liv, og at hun selv er en fantastisk kvinde. Pigen
som lå der og stirrede op i loftet i sengen tror ikke på nogen af alle de gode
ting.
Døren bliver forsigtigt åbnet på
klem. Martin stikker sit hoved ind. ”Sover du?” spørger han sagte. Hun ryster
på hovedet. Anna kan mærke gråden sidde som en klump i halsen. Hun kan ikke svare
for så vil tårerne og hendes hulken på ny få overtaget, og det ønsker hun ikke
Martin skal se. Han sætter sig på sengekanten. ”Skulle vi ikke se at få det
juletræ på fod, så vi kan få det pyntet?” spørger han forsigtigt og afventende.
Anna kigger bare udtryksløst op i loftet. En del af hende hører ham og vil bare
springe op af sengen og grinende følge med ham. Men hun kan ikke sige noget.
Martin kigger bedrøvet på hende. ”Jeg havde sådan glædet mig til at hygge med
dig”. ”Jamen dagen er jo ødelagt, den blev jo slet ikke som jeg havde planlagt”
får Anna stille fremstammet i et anklagende toneleje. Martin kigger på hende,
og hun kan se at han er ved at blive sur. ”Det er da ligeså meget dig selv som
har ødelagt dagen ved at sove den væk” siger han fornærmet og måske lidt såret.
Anna kan mærke at hun ikke har mere kontrol tilbage. Hele hendes verden bryder
sammen og en kæmpe smerte opsluger hende. Hun giver sig til at hulke, og hun
har på ingen måde mere kontrol tilbage. Hun bare hulker og ønsker at mørket vil
opfange hende, så hun kan få fred. Martin lægger sig ned ved siden af hende og
stryger hende blidt over panden. Hun kan høre på hans ujævne åndedræt at han
spænder i alle musklerne. Hun vender sig ind mod hans bryst og lader sig omslutte
af hans arme. Hendes gråd er stadig lige voldsom. ”Hvad sker der” spørger
Martin fortvivlet. Anna ryster bare fortvivlet på hovedet. Hun ved det ikke.
Hun aner ikke hvorfor hun græder så hele kroppen ryster og hendes svælg truer
med at lukke sig sammen og næsen stopper til. Hun kæmper for at trække vejret
og hun kan mærke hvordan panikken tager over. Indeni hendes krop raser en kamp
mellem det gode og det onde og hun har ikke selv nogen kontrol over kampen. Hun
ser ind i Martins fortvivlede øjnene og hun ønsker på en gang af hun kan være
den stærke som beroliger ham og på den anden side ønsker hun at være et lille
barn, som trygt lægger sit liv i en voksens hænder. Efter lang tid får hun en
smule af kontrollen tilbage og kan hikstende trække vejret ind i små stød.
Martin knuger hende ind til sig. ”Anna, jeg elsker dig, sig hvad jeg skal gøre”.
Hun ved ikke hvad han kan gøre for hende. ”Bare hold om mig” siger hun. Længe
ligger han og holder om hende. Hun kan mærke varmen fra hans krop og mærke
hjertet banke i hans bryst. Hun mærker hvordan roen og matheden breder sig i
hendes krop. Nu er hun klar. Stille vender hun sig og kigger ham dybt i øjnene.
”Skal vi sætte det træ på fod” siger hun stille. Han nikker med blanke øjne.
Forsigtigt sætter hun sig op og mærker hvordan kroppen kæmper med at holde sig
oprejst. Hun sætter fødderne ned på gulvet og mærker langsomt fødderne finde
fodfæste. Måske er der alligevel håb om at hendes liv igen ville finde rodfæste
i noget som er værd at leve for. Men noget inden i hende er gået i stykker.
Martin henter træet nede i bilen og
svedende bakser han træet op af trappen til lejligheden. Så står det der i
stuen med sine grønne nåle og genkendelige duft. Anna står bare der uden at
kunne få armene og kroppen til at makke ret. Martin kæmper en kamp med at få
træet ned i foden. Anna måtte væk. Hun lister ind på kontoret og lægger sig på
gulvet i fosterstilling. Hun mærker igen følelsen af at blive opslugt af
håbløsheden og gråden. Som hun ligger der kunne hun igen betragte sig selv oppe
fra. Hun kan se personen ligge der på gulvet, fuldstændigt som et hjælpeløst
barn, der mangler sin mor. Hun ser ned på personen på gulvet, og hun lægger
mærke til den skælven som gennemryster kroppen flere gange. Hvorfor rejser hun
sig ikke og går ind i stuen for at pynte træet. Hun ligger bare der og lytter.
Hun kan høre hvordan Martin bakser med træet, og hun mere fornemmer end hører
hvordan træet langsomt begynder at vælte. Anna rejser sig fra gulvet på
kontoret og befinder sig så med den ene hånd på træets stamme. Nu er hun den
eneste som holder juletræet oprejst så nu er det bare med at holde fast……….
Jeg vil gerne kommentere novellen senere, skal lige læse den igennem igen. men du sagde, der var problemer med at kommentere herinde, så nu tester jeg, om jeg kan... :-)
SvarSlet