Tænk engang

Jeg er alene hjemme. Manden er taget til drengeaften. Det må man vist kalde det, når der skal drikkes øl, ses fodbold og boksning, spises pizza og M&M. Desuden er der vist ingen adgang for koner. Jeg fryder mig ret meget på hans vegne, for han trænger til det. Det er ikke tit, at han bliver luftet - og det er vist, fordi jeg i lang tid har krævet mandsopdækning. 

Ikke fordi jeg som udgangspunkt ønsker at holde min mand i kort snor, men ser man et godt års tid tilbage, så kunne jeg ikke være alene. I rigtig mange måneder bestod hans dag i at stå op på arbejde, handle, komme hjem og sætte sig i fodenden af sofaen ved mig, fordi jeg ikke kunne rumme andet. Jeg fatter til stadighed ikke, hvordan han har holdt det ud. Han var jo i en lang periode stavnsbundet til mig og lejligheden. Samtidig med at han da lige gjorde rent, lavede mad, vaskede tøj og trøstede mig.

Jeg er uden tvivl gift med verdens bedste mand - og jeg har 1. års bryllupsdag med ham på mandag :-)

Lige nu håber jeg bare, at han hygger sig med drengene - og så glæder jeg mig til at hente ham igen, når han er klar til at komme hjem