Diagnose eller ikke diagnose

Egentlig ville jeg slet ikke skrive et indlæg i dag - selvom jeg har været fraværende i nogle dage nu. Men jeg er virkelig i så dårlig humør, at jeg håber, at jeg ved at skrive et indlæg, kan komme i bedre humør. Måske det hjælper at rase ud herinde på bloggen. Så hvis I ikke orker at lægge øjne og skulder til, så har I virkelig min tilladelse til at klikke væk - men så skal I gøre det nu, inden det bliver alvor...........

Er du her endnu?? Så har du altså selv valgt! Kom ikke bagefter og sig, at jeg ikke advarede dig på forhånd om total muggenhed, selvmedlidenhed, opgivende stemning, arrigskab og "øv bøv verden er i mod mig"- stemning.........

Dejlig du vil læse med. Det hjælper altid at sige tingene højt. Altså sådan rigtig højt er det jo ikke, for jeg sidder med ordene inde i hovedet, smasker lidt med munden for at smage på dem og skriver dem så ned, så nej højt er det ikke, men ud kommer ordene heldigvis.

I torsdags var jeg til udredning hos speciallæge - kommunen havde ønsket dette, hvis de skulle revurdere min sag, hvilket jeg jo har et stort ønske om. Jeg havde været heldig og få en akut tid ved en psykiatrisk overlæge, hvor der normalt er 3 mdr's ventetid, men jeg kom til i løbet af en uge. Nu har han så 14 dage til at skrive en erklæring på baggrund af vores 1½ time lange samtale, og dernæst har kommunen op til 4 uger til at komme med deres svar. Ærligt så begynder det at være hårdt at stå i det her trælse tomrum, hvor jeg ikke aner, hvad der kommer til at ske. Jeg bliver mere og mere træt, og jeg får mere og mere ondt i maven. Men det er nok mest fordi, at jeg er begyndt at spekulere over, hvad der skal ske, hvis jeg får endnu et nej! Nej til penge, og nej til muligheder i det kommunale system. Hvor skørt er det lige, at man kan begynde at ønske at blive tilknyttet det kommunale system, men der er jeg næsten nu.

Hvordan hænger ovenstående sammen med overskriften - tænker en opmærksom læser måske nu. Tja, det gør den også kun indirekte, for jeg lige nu, går jeg, som katten om den varme grød. Tager ikke rigtig fat i sagens kerne. Det som har fyldt tankerne de sidste dage, og som stadig fylder helt vildt. Nemlig diagnose eller ikke diagnose. Ønsker jeg en diagnose eller ej? Er det nemmere at komme igennem med sit budskab med en diagnose eller ej? Åbner en diagnose for pengekassen eller ej? Kan man komme længere eller kortere med en diagnose? Hvad betyder en diagnose?

I skoleverdenen, hvor jeg har brugt en del af min tid, og hvor jeg jo lidt kommer fra, har man et ambivalent forhold til diagnoser. På den ene side ønsker man at være rummelig og ikke sætte børnene i bås, mens det samtidig er diagnoser som udløser penge, timer og muligheder. Jeg har haft med en del børn at gøre, hvor man har været inde og udrede for diagnoser, og jeg har haft det virkelig ambivalent med det. Hvis det kan hjælpe barnet med en diagnose, så fint med mig, men nogle gange bliver det altså også et stempel, som følger dem resten af deres liv, og som ikke nødvendigvis gør tingene nemmere for dem, deres forældre eller skolen. Tit har man en tendens til at putte alle med en bestemt diagnose i en bestemt kasse færdig, slut og prut! Men hvad så hvis man heller ikke passer i den kasse? Så passede man først ikke ind i normalbegrebet, og nu passer man så heller ikke ind i diagnosekassen. Hvem er man så?

Nu er jeg selv kommet i den situation, at man rigtig gerne vil putte en diagnose på mig. Man vil rigtig gerne putte mig ind i en kasse, så man ved, hvad man skal gøre med mig, og så man kan komme videre i sagen. Faktisk vil jeg også gerne selv finde en kasse, hvori jeg kan passe - må lige smile lidt over mit eget ordrimeri, hvilket jager lidt af muggenheden væk, så underskylder på forhånd, hvis jeg laver flere af sådanne ordspillerier og grinerier. Men den kasse som nogen (LÆS speciallægen) vil undersøge, om at jeg passer i, er jeg ikke sikker på, at jeg ønsker at passe i.Og den kasse har virkelig gjort, at jeg har tænkt meget over diagnose eller ej, snakket meget om diagnose eller ej, læst meget om diagnose eller ej og sovet meget, fordi jeg bliver så udmattet af det tænkeri. Måske man skulle holde op med at tænke helt så meget, men på den anden side, så er jeg jo heller ikke mig. En klog veninde, som ikke altid er enig med mig og jeg er heller ikke altid enig med hende, men jeg sætter stor pris på hendes ærlighed og kærlighed, sagde forleden dag, at jeg måske mere skulle tænke, at diagnose eller ej, så ændrer det jo ikke på, hvem jeg er, for jeg er jo stadig mig - jeg får det jo ikke værre af en diagnose, måske får jeg det bedre, fordi jeg kan få den rette hjælp, men det ændrer jo ikke på, at jeg er mig - på godt og ondt.

Men alligevel kan jeg mærke i maven, at jeg spekulerer på, hvad sådan en diagnose vil kunne gøre for mig og ved mig. Vil jeg kunne fastholde mig selv, som jeg er nu med et sådan stempel eller vil andre putte mig i en bestemt kasse? Vil jeg putte mig selv i den kasse? Vil jeg med tiden passe i den kasse?

Jeg er stadig i tvivl om mit forhold til diagnoser. Vil jeg ønske en diagnose, hvis det betyder, at jeg står bedre stillet i forhold til økonomi og job? Vil jeg ønske en diagnose, fordi det vil kunne hjælpe mig med at få det bedre, fordi jeg så kan få noget medicin, som får det til at gå væk? Eller ville jeg se mig selv som en fiasko, hvis jeg blev stemplet med en diagnose. "Nåååå, du er sådan en af dem!" Er det bare mig som har fordomme om andre mennesker, om at de skulle have fordomme om mig, hvis jeg var diagnosticeret i det psykiatriske system.

Er der egentlig ikke store forskelle på fysiske og psykiske diagnoser? Ville jeg være lige så meget i konflikt med mig selv, hvis jeg nu bare skulle have haft en diagnose på astma, diskusprolaps eller noget tredje? Den er vist nemmere at svare på, for den diagnose havde jeg bare accepteret. Det ville da være til at forstå!

Men nu er det ikke astma, for det har jeg - eller i hvert fald noget som ligner, men som de ikke helt ved, hvad er, så der passer jeg ikke i en kasse, men jeg lever med det. Det er heller ikke noget tredje, men derimod noget psykisk. Noget man ikke kan se, noget som er svært at forklare og svært at forstå, så jeg spørger stadig mig selv, ønsker jeg en diagnose eller ej?

Det eneste jeg ved er, at jeg ikke ved det!

Mindre frustreret blev jeg ikke, men jeg trækker da vejret lidt længere ned i maven nu. Og nu spørger jeg så også mig selv, hvor mange nåede egentlig helt herned i indlægget?? Hvis jeg var jer, så var jeg stået af for længe siden, men tak fordi du læste helt herned. Håber du kigger herind igen, for jeg har nemlig en lækker konkurrence på vej, hvor jeg har fået en meget fin præmie sponsoreret......glæd jer!