Panik

angst-symptomer er overhovedet ikke sjove. Men af en eller anden årsag har de holdt forlænget weekend hos mig. Bare sådan for at skære det helt ud i pap, så var de bestemt IKKE inviteret.
Heldigvis har de i lange perioder i weekendens løb underholdt sig selv, men de har desværre også krævet min opmærksomhed flere gange.

Det startede ellers meget godt. Fredag smuttede jeg en tur til Tønder med mine forældre, hvor min mor og jeg spiste hyggelig frokost og gik en tur på gågaden, mens min far til reception. Vi var også et hurtig smut over grænsen, så nu har vi sodavand og snolder til lange tider - hallo vi har 60 mini skildpadder, wuhuuuuu.
Det var en dejlig men lang dag, og wupti da jeg smutter under dynen så kommer den. Altså panikangsten. Hvorfor sker det lige, når jeg mest af alt bare har lyst til at sove, men istedet må kæmpe med den store elefant på brystet, halsen som snørrer sig sammen og tankerne som myldrer. Heldigvis kan jeg ved hjælp af vejrtrækning, manden min og stædighed få det til at gå væk, så jeg kan få sovet, men jeg ved godt, at det kun handler om tid, før det er tilbage igen.

Hvis jeg skal have det til at forsvinde helt - og tage på ferie hos nogle andre (undskyld, hvis det er hos dig) - så ved jeg godt, art jeg er nødt til at lede efter årsagen. Denne gang er årsagen ikke så svær at finde, for jeg kender den, selvom jeg forsøger at lægge den væk. Årsagen er min venten på den afgørelse, som kommer fra kommunen her i løbet af sommeren. Pyha den gnaver i maven og i brystet og i halsen og i hovedet - måske den også er skyld i min kvalme?

Lørdag morgen skulle jeg sætte Kim af til polterabend, og der stak sårbarheden og panikken igen sit grimme ansigt frem. Det hele gik lidt stærkt, da han skulle sige farvel og mere skal der ikke til, før jeg sidder med tårer i øjnene og knudret hals. AAARRRGGGHH, det er så frustrende at være så pokkers sårbar. Heldigvis tog det kun små 10 min, så var jeg tilbage i kampen igen. Men så skete det igen lørdag aften. Trætheden og angsten tog over for fornuften, og jeg måtte igen kæmpe med mig selv og manglende frie luftveje. Sådan føles det i hvert fald.

Nu er det tirsdag - trætheden er der endnu og panikangsten har næsten sluppet sit tag. Den er draget videre til et andet sted, men den er ikke langt væk. Jeg arbejder på selv at flytte mig, så jeg da i hvert fald selv kommer længere væk fra den, når den nu ikke gider skynde sig væk fra mig.

Lånt her