Jeg havde bare verdens bedste hyggelige fredag i går- det var virkelig tiltrængt! De sidste par uger har rummet flere udfordringer og forhindringer, end jeg faktisk synes, at jeg har kunne overkomme, men af en eller anden grund kommer man jo ofte ud på den anden side igen. Og lige nu titter jeg i hvert fald rundt om hjørnet igen - og sådan en GOD fredag hjælper jo gevaldigt på det.
Fredag formiddag sad jeg på min pind på biblioteket - og den pind er altså om fredagen på kontoret, så det eneste som forstyrrer arbejdet er hyggesnak og grin med kollegaerne, og grin er der rigtig mange af, for jeg har nogle vildt søde, sjove og skønne kollegaer på det kontor. Så formiddagen fløj afsted, inden jeg var et smut nede i byen efter øreringe, sushi og en god bog. Bogen var desværre ikke kommet, så nu venter jeg i spænding. Det er 11. del af en serie, som jeg er helt tosset med.
Serien hedder Skyggens lærling, og den er skrevet af John Flanagan.
Jeg blev for lang tid siden anbefalet 1. del af serien på vores børnebiblioteket, hvor jeg nu arbejder. Egentlig er det en børne/ungdomsfantasy-serie, men jeg kender rigtig mange voksne, som har været helt vilde med den. Om det så e,r fordi de voksne jeg kender, er nogle barnlige sjæle ved jeg ikke, men jeg ved at bøgerne, trods det lidt simple sprog, er velskrevne og medrivende. Man følger en ung mand i et realistisk fantasyunivers i en hans kamp for en uddannelse - som rangerlæring. Man følger ham gennem mange år og mange oplevelser på godt og ondt - og nu kommer så det afsluttende bind De tabte historier, hvor man får de sidste løse ender til at hænge sammen.
Jeg kan jo af gode grunde ikke fortælle om den er god, men jeg vil klart anbefale at læse serien, og mon ikke også sidste bind er fantastisk. Jeg tror faktisk, at det bliver temmelig vemodigt at læse den sidste bog i serien, for nu skal man jo efter lang tids bekendskab sige farvel, et farvel til gode venner, som man er kommet til at holde rigtig meget af. Jeg er en frygtelig tudeprinsesse, når jeg læser bøger. Jeg lever mig tit ind i bøgerne, og jeg kan have rigtig svær ved at vende den sidste side, fordi man nu skal tage afsked. Måske meget godt at boghandleren ikke havde fået bogen hjem endnu, for så har jeg stadig lidt tid tilgode med min gode ven Will og alle hans gode venner.
Efter min tur i byen var jeg lige hjemme og vende en tur til en god omgang frokost, inden jeg hentede min mand hjem fra arbejde, og så blev fredagen da kun endnu bedre. For jeg smuttede til en god omgang boksetræning, hvor jeg en overgang troede jeg skulle kradse af, pyhhhhhh, men da jeg kom hjem var hele hytten skinnede ren - hvor fantastisk er min mand lige?? Jeg bytter ham i hvert fald ikke væk, så ved I det.
Aftenen blev brugt i selskab med god veninde, sushi og X-faktor. Vi sendte manden min i byen, for han er overhovedet ikke sjov at se X-faktor med. Det er nemlig lige før, at hans suk kan overdøve sangen, så heldigvis skulle han i bøfklubben, og vi tøser fik fred til at nyde X-faktor og knævre. Ahhhh så skønt det er med tøsehygge. Vi kom til at snakke om, hvorfor er det lige, at man IGEN ser X-faktor. Hvad er det som gør det så spændende? Er det fordi man gerne vil se folk dumme sig, høre dem som virkelig kan synge eller fordi det er en vane? Hvorfor stiller man i det hele taget op i X-faktor? Tit undrede vi os over, hvor hende eller ham kom videre, når hende eller ham ikke gjorde. Hvad er X-faktor, og hvornår har man X-faktor? Hvad er det dommerne kan se/høre, som vi bestemt ikke kunne i flere tilfælde? Tusindvis af spørgsmål, som jeg synes er svære at svare på. Måtte kigge mig selv i spejlet og spørge mig selv, om jeg selv have brug for at have X-faktor. Svaret er JA! Det har jeg dælme ja, ikke fordi jeg har brug for at komme i fjernsynet og synge for åben skærm (det ville flere nok også helst være foruden), men jeg har brug for, at nogen synes, jeg er sej og god til noget - og jeg har brug for, at nogen har lyst til at være som mig - og jeg har brug for at forfølge mine drømme - og er det i virkeligheden ikke DET, som X-faktor handler om. At man bliver anerkendt for noget, at nogen synes, man er god, og at man forfølger en drøm. Jeg ville virkelig ønske, at jeg udelukkende havde brug for, at jeg selv synes, jeg er sej og at det er nok, at jeg selv har lyst til at være som mig, og at jeg ikke havde så pokkers meget brug for andres anerkendelse. Men sådan er min verden ikke, i hvert fald ikke lige nu. Men på den anden side så har den erkendelse vel bragt mig et skidt nærmere at finde ud af, hvem jeg virkelig gerne vil være. Jeg vil gerne være sådan en, som holder af sig selv, og som har brug for sin egen anerkendelse krydret lidt med andres anerkendelse, men at andres anerkendelse ikke skal være omdrejningspunktet. Jeg skal være sådan en med N-faktor. NINA-FAKTOR!
God lørdag til jer -og hvem ved om vi om mange år sidder lørdag aften og ser N-faktor i fjernsynet, mens vi spiser sushi og venindehygger?
