ARKIV

Viser opslag med etiketten sommerferie. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sommerferie. Vis alle opslag

3. jul. 2012

Sommerferielæsning #4

"Hvem er jeg" spørger Lexi sig selv om i en skøn chick-lit-bog af Sophie Kinsella. Og som nogle af jer nok har gættet er jeg ret pjattet med Sophie Kinsella. Hun skriver så lige til og ud ad landevejen, og man er underholdt i selskab med hendes bøger.

"Hvem er jeg" handler om Lexi, som har været ude for en ulykke. Hun vågner op på hospitalet, og hun kan intet huske fra de seneste 3 år. Jeg vil ikke fortælle ret meget om bogen, for det er sådan en bog, hvor man skal overrasket og underholdes efterhånden, som man vender siderne. Men hvis man har læst andre af hendes bøger, og man var vild med dem, så er det her så absolut også en bog, som man bør give sig i kast med. Den er alletiders sammen med en liggestol, et glas hyldeblomst/hvidvin og sommersol.

Billedet er lånt her

2. jul. 2012

Sommerferielæsning #3

En aften for ti år siden dukkede tre mørke skikkelser op uden for hendes forældres hus. Kate vil aldrig glemme de ligblege hænder og den uhyggelige stemning. Dengang for 10 år siden var det også sidste gang, Kate og hendes søskende, Michael og Emma, så deres forældre.

Derefter begynder en forunderlig rejse, som starter da de flytter ind på den mystiske dr. Pyms børnehjem. Det bliver en rejse, der fører dem langt ind i en fremmedartet, faretruende verden, hvor de skal holde sammen for at overleve. De bliver tvunget til at finde ud af, hvad det er for en profeti de er blevet en del af, og hvorfor de bliver jagtet af de udræbelige morum cadi-krigere. 



Og hvad er det for et magisk atlas med uanede kræfter, som de allesammen jagter. Kate, Michael og Emma må kaste sig ud i kampen mellem det gode og det onde.


"Det smaragdgrønne atlas" af John Stephens er ikke den bedste fantasybog, jeg har læst i tidens løb, men den er udemærket, spændende og ind imellem velskrevet. 


Indrømmet så glæder jeg mig til oktober, når 2. del udkommer på dansk, for jeg skal da lige læse, hvad der er sket for de tre søskende, siden vi forlod dem på sidste side i del 1.


I kan læse en smagsprøve her

Billedet er lånt her




30. jun. 2012

Sommerferielæsning #1

Jeg har besluttet mig for at lave en lille uges tid med et lystig emne. Bloggen her er længe været fyldt af frustrationer, tårer, små smil og knugende mavefornemmelser. Jeg trænger til en pause fra det, og hvem ved, om I ikke også trænger til en lille pause - og et frisk pust af noget andet og mere livsbekræftende, BØGER!

I tidernes morgen startede bloggen egentlig med tanke på boganmeldelser. Det fyldte også en del i starten, men er gledet mere og mere i baggrunden. Men nu tager bøgerne igen over og fylder scenen med ord, billeder og anmeldelser.

Skumfiduser til morgenmad er da jordens bedste titel til en sommerferiebog. Hvem ville ikke elske at spise skumfiduser til morgenmad? I hvert fald tyggede jeg mig igennem den sidste år på vores bryllupsrejse. Den er skrevet af Dorothy Koomson, og hun er en fantastisk skribent. Hun fanger læseren med sin malende beskrivelser og evne til at beskrive stemninger og situationer.

I denne bog møder vi Kendra og hendes forsøg på at få sit liv tilbage på sporet. Koomson breder langsomt fortællingen ud og roligt men sikkert indvies vi i Kendras liv og hemmeligheder. Man får forklaringen på, hvorfor hun pludselig er flyttet ind i baghuset hos alenefaderen Kyle og hans to børn, og man finder ud af, hvorfor hun i virkeligheden er så bange for livet. Romanen er fyldt med angst, kærlighed, lykke, ulykke og ikke mindst skumfiduser til morgenmad.

Læs den hvis du trænger til en chick-lit, som rummer meget mere end kærlighed, sex og forviklinger.

Billedet er lånt her