ARKIV

Viser opslag med etiketten fantasy. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten fantasy. Vis alle opslag

27. nov. 2012

Den tavse prinsesse.....

......kan man vist ikke kalde mig. Men  til gengæld har jeg lige læst Den tavse prinsesse, som er tredje bind i Cecilie Ekens serie om Eriann og Vidar.

Det er en hyggelig lille fantasyserie, som primært henvender sig til det yngre publikum. Men jeg holder jo meget af Cecilie Ekens skrivestil, så jeg lapper troligt hendes bøger i mig. Jeg har glædet mig til denne tredje del, fordi jeg har nydt de to foregående bøger.

Vi har tidligere mødt Eriann og Vidar, når de har bekæmpet drager og lindorme. Vi har fulgt dem i deres kampe mod det onde, og da de har fandt Det Levende Sværd. Vi har fulgt deres gode gerninger, og deres genvordigheder med at finde ud af deres forhold til hinanden. Og netop som de er ved at finde sig til rette med hinanden og deres roller, så dukker den onde hertug Fritz op i de endeløse skove, og snart er alt fortabt og det levende sværd er væk.
Nu starter kampen mod hertug Fritz, og hvis de nogensinde skal finde det levende sværd, så har de travlt. Bedst som det er ved at lykkes, så mister de hinanden. Skal det lykkes dem at finde hinanden igen og redde det levende sværd?

Billeder er lånt her

Bogen er let læst, men alligevel uhyre velskrevet og veldrejet. Cecilie Eken går meget op i sproget, og hun gør meget for sprogets finurligheder og korrekthed i sine bøger, fordi hun mener, at hun hermed er med til at præge sine unge læsere.

Bogen er spændende, men ikke uhyggelig. Den er farlig men ikke væmmelig. Den er hurtig læst, men ikke kedelig.


15. jul. 2012

Godt nok har jeg været.....

......stille et par dage, men til gengæld har jeg hele to anmeldelser til jer - endda i to forskellige genre.

Dagen i dag har været brug i afslapningens tegn. Egentlig skulle vi havde været afsted til træning, men efter morgenmaden aflyste vi træningen og kravlede tilbage i seng med hver vores bog......det var fantastisk. At putte sig under dynen og læse, kravle længere og længere ned under den og ind i bogen - måske lige lukke øjnene et par minutter - se det er rigtig søndag for mig. Bagefter stod den på rengøring og seriøs oprydning, godt blandet sammen med bollebagning og hyggelig gæstebesøg. Nu står den på blogindlæg og Tour de France, så det er alt i alt en perfekt søndag so far.

Måske undrer det jer, at jeg har været så stille de sidste dage, men jeg har haft rigtig travlt med et lille projekt - projekt iPad for jeg har nemlig fået en iPad. Egentlig ville jeg ikke have en, men så skete der dejlige ting, som gjorde det muligt, og jeg må indrømme at jeg er hammer glad for den, og jeg har nærmest ikke sluppet den siden i fredags, så jeg har slet ikke haft tid til at tænke på bloggen. Eller jo jeg har lavet mig sådan en smart lille "app"-ting, så bloggen nu ligger på min iPad som et lille ikon, men jeg har slet ikke fået tænkt en tanke, som jeg kunne skrive ned.

Billedet er lånt her

Jeg har spillet forskellige spil - og lige nu er jeg helt forgabt i mindfeud, wordfeud, rumble og sjovest af alt Song pop free.
I sidste nævnte skal man gætte kunstnere, sange og bands ud fra en lille melodistump, og man kæmper så mod hinanden. Det er smadder sjovt, hvis man holder af quizspil.

Billedet er lånt her


Men men men jeg har også fået læst. Den ene i sidste uge, og så har jeg foruden "Den gyldne nøgles vogtere" også læst en anden roman i denne her uge.

Jeg har nemlig læst en fantasyroman for børn/unge "Jagten på det hellige barn" af Lene Møller Jørgensen, og så har jeg jo også læst en dybere chick-litroman nemlig "Så kom du" af Jennifer Weiner.


For begge bøger gælder det, at jeg lige skulle igang med dem, men da de først fangede mig, så læste jeg resten af romanen stort set ud i en køre.

"Jagten på det hellige barn" handler om kropigen Sanaa, som baby blev forladt af sin mor og afleveret på kroen. Siden har nu arbejdet for føden, og nu nærmer tiden sig, hvor hun får besøg af månen, og derfor kan videresælges til en mand. Det ønsker Sanaa ikke, for hun vil finde sin mor. Derfor har hun aftalt med kroens kok Oka, som er dværg, at de sammen skal flygte og finde Sanaas mor. Inden de kommer så langt bliver fortællingen vikler ind i kampen mellem det gode og det onde. Kokken sælges til en omrejsende mand og dennes kone, og Sanaa sælges til en af stamgæsterne på kroen. Inden lykkes det Sanaa og Oka at aftale et møde sted, og det lykkes dem hver især at flygte - og mødes. Da de mødes og starter deres rejse mod Sanaas mor vikles de samtidig ind i jagten på det hellige barn og dets bærer og kampen mod den onde Varg.

Bogen er relativ let læst, og den har enkelte svage overgange mellem et par kapitler, men ellers er den velskrevet, spændende og fængende. Den anbefales til unge læsere eller som højtlæsning - og ikke mindst til voksne, som holder af børne- og ungdomslitteratur.

Billedet er lånt her


"Så kom du" er en anderledes chick-lit roman, hvor vi følger vi forskellige kvinder, hvor deres historier langsomt flettes ind i hinanden. Den ene er en ung collegestuderende som donerer sine æg til fertilitetbehandling for at skaffe penge til sig selv og sin far, en anden som møder en ældre mand og går i fertilitetsbehandling, en tredje som er studerende og datter til den ældre mand og en fjerde som vælger et liv som rugemor. Langsomt kommer vi under huden på hver af kvinderne, som på skift får taleretten, og man kommer til at forstå og holde af hver enkel af dem. De har hver i sær deres udfordringer, men inden de år set sig om er deres liv flettet sammen af noget, som de slet ikke havde forestillet sig


Bogen er svær at komme i gang med, og det er svært at komme i gang med at lære de fire kvinder at kende. Men når man først har vænnet sig til fortællerstilen, så flyder det rigtig godt. En chicklit-roman som rummer mere end bare god underholdning, for den sætter også spørgsmålstegn ved nogle værdier omkring ægdonation, rugemødre, gamle mødre, kærlighed og familieforhold. Skøn bog!


Billedet er lånt her

11. jul. 2012

Et hurtigt indlæg......

.....om en hurtig læst bog. Den var faktisk så hurtig læst, at jeg slet ikke nåede at få den noteret på bloggen.

"Nøglens vogtere - den gyldne nøgle 1" af Lene Dybdahl er en fin fantasyroman, som er let at gå til, og som man vil kunne læse, selvom man ikke er super habil læser.

Vi følger børnene Laura og David, som er tvillinger. Da de fylder 13 år fortæller deres forældre dem, at de tilhører en bestemt slægt, som er noget helt særligt, nemlig Nøglevogtere. Kort efter kidnappes deres forældre, og nu indleder børnene en jagt på den gyldne nøgle og deres forældre. Men hvem der kan stoles på, ja det er ikke altid nemt at vide.

Bogen er hurtig læst for en voksenlæser - det tog mig mindre end en dag at komme igennem de mere end 300 sider, men til langt de fleste tider flyder fortællingen rigtig godt, og man bliver let revet med af historien. Bogen er spændende, uden at være alt for uhyggelig, så den egner sig også godt som oplæsningsbog for ca. 10 år.

Hvis man er til fantasy og mangler en let lækker sag, ja så er det bare med at gå i krig. Jeg glæder mig i hvert fald til 2'eren.

Billedet er lånt her

4. jul. 2012

Sommerferielæsning #5

Fantasy er fantastisk. Jeg er vild med at træde ind i et univers af unaturlige væsner, helte og magiske egenskaber. Det er verdner, som på engang ligner vores, men som alligevel er så anderledes.

Jeg vil gerne anbefale jer at læse "Eragon" af Christopher Paolini. Vi følger drengen Eragon fra hans sættes i pleje hos sin onkel til han finder en smuk blankpoleret sten på Rygkammen. Denne sten ændrer hans liv for altid, og inden han får set sig om, bliver han nødt til at forlade sin hjemegn. Han vikles godt og grundigt ind i kampen mellem det gode og det onde, og stenen viser sig at være et drageæg. Men hvem er Eragon egentlig? Og hvem er den gamle historiefortæller, som slutter sig til ham? Eragon døber sin drage Saphira og sammen kastede de hovedkuls ud i kampe med magi, sværd og mørke kræfter. Bogen er ikke en letlæslig bog, og der er mange personer, som man skal lære at kende og holde styr på. Men når først man er inde i bogen, så slipper man den ikke lige med det samme. Jeg har allerede 2. del klar på lydbog, for jeg er nysgerrig efter, hvad der videre hænder den kære Eragon.

Billedet er lånt her

Bogen er første del i Arven-triologien, som faktisk er endt med at blive en kvartologi. Der er nemlig lige fornyeligt udkommet en 4. del - Arven del 1, så der kommer faktisk en bog mere.

Billedet er lånt her


Billedet er lånt her

2. jul. 2012

Sommerferielæsning #3

En aften for ti år siden dukkede tre mørke skikkelser op uden for hendes forældres hus. Kate vil aldrig glemme de ligblege hænder og den uhyggelige stemning. Dengang for 10 år siden var det også sidste gang, Kate og hendes søskende, Michael og Emma, så deres forældre.

Derefter begynder en forunderlig rejse, som starter da de flytter ind på den mystiske dr. Pyms børnehjem. Det bliver en rejse, der fører dem langt ind i en fremmedartet, faretruende verden, hvor de skal holde sammen for at overleve. De bliver tvunget til at finde ud af, hvad det er for en profeti de er blevet en del af, og hvorfor de bliver jagtet af de udræbelige morum cadi-krigere. 



Og hvad er det for et magisk atlas med uanede kræfter, som de allesammen jagter. Kate, Michael og Emma må kaste sig ud i kampen mellem det gode og det onde.


"Det smaragdgrønne atlas" af John Stephens er ikke den bedste fantasybog, jeg har læst i tidens løb, men den er udemærket, spændende og ind imellem velskrevet. 


Indrømmet så glæder jeg mig til oktober, når 2. del udkommer på dansk, for jeg skal da lige læse, hvad der er sket for de tre søskende, siden vi forlod dem på sidste side i del 1.


I kan læse en smagsprøve her

Billedet er lånt her




1. jul. 2012

Sommerferielæsning #2

Hvis man er til fantasy - og det er jeg om nogen - så skal man læse med hos Sascha Christensen, som har skrevet 2 bind ud af 3 i sin Humaran-triologi. 

Første del hedder "Den ydmyge amulet", og her møder vi Josephine, der er 14 år og heks. Hun skal tilbringe sommeren hos sin onkel og tante, der er helt almindelig mennesker, og lige har åbnet et hotel.

På loftet gør Josephine en uhyggelig opfindelse, og inden hun får set sig om er hun viklet ind i et skræmmende mysterium med hemmelighedsfulde fætre, hekse og alfer.

Læs mere om bogen her eller her

Hvis du har lyst til at læse et uddrag af bogen, kan du gøre det her

Jeg glæder mig i hvert fald meget til 3. del udkommer efter sommerferien.

Billedet er lånt her