ARKIV

13. maj 2012

Ærlighed

Jeg har skrevet en del på bloggen den senere tid - faktisk har jeg været hel flittig til at dele en hel masse med jer. Det har være gode ting, spændende ting, dagligdagsting og små tankespind, men så har det også været det. Jeg har faktisk ikke fået delt det med jer, som fylder allermest inde i mit hoved. Tror rent faktisk ikke jeg har fået delt det med nogen overhovedet - måske mange ting også bliver nye for manden min. Håber det ikke, håber jeg har fået snakket med ham om det hele, men er lidt i tvivl.

Lige nu fylder det rigtig meget med fremtidsperspektiver.......hvordan kommer det til at se ud på helbredsfronten og på jobfronten, for ikke at tale om familiefronten.


Familiefronten har jeg udsat lidt. Det er vist ikke lige, at vi skal stifte familie, bygge rede og stå på familieræset. Vi ved jo ikke engang rigtig, hvor vi ender henne i verden lige nu. Hvor får manden min job? Er det noget, som vi skal flytte efter? Hvornår kommer jeg nok ovenpå til at det er fornuftigt og ansvarligt at stifte familie? Hvornår bliver økonomien til at lille hus med have? Det eneste vi ved med sikkerhed er, at vi på sigt i hvert fald ender det samme sted. For jeg flytter gerne med min Kim, hvis det er det, som bliver løsningen. Jeg er jo ikke bundet af et drømmejob, men kunne i virkeligheden godt trænge til lidt forandring, så måske kunne være med at skabe flere muligheder og åbenbaringer.

Fremtidsperspektivet bliver afklaret til en vis grad i den kommende uge. Jeg har nemlig besked om udfaldet på min anke. Min fagforening har jo på mine vegne indgivet en anke til kommunen over mit afslag på forlængelse af sygedagpenge. Jeg var jo temmelig forundret over, at man kan blive erklæret for syg til en forlængelse i en paragraf og for rask til forlængelse i en anden paragraf - og desuden få stemplet arbejdsevne 50% og samtidig besked om at klare sig selv. Derfor har jeg sammen med manden min og fagforeningen besluttet at ankesagen. Kommunen havde så 14 dage til at revurdere sagen, og jeg skal så have svar i morgen senest! Men efter som det er kommunalt, så tænker jeg midt på ugen i hvert fald, så har jeg da ikke sat mine forhåbninger for højt.
Men åbenbart er ord vigtige i en sådan sag, for der er stor forskel på varig stationær lidelse og fornuværende stationær lidelse. Derfor er jeg meget spændt på udfaldet i den kommende uge.

Vi har snakket meget om, hvad vi tror udfaldet bliver, og vi er ret enige om, at vi mest hælder mod et afslag. Så bliver vi da ikke skuffede over afgørelsen, for det gjorde vi godt nok sidst. Vi er da også enige om, at vi går hele vejen til beskæftigelsesankenævnet med sagen, selvom det kan ende med at have store konsekvenser. Tror vi altså nok! Hvis nu fagforeningen ikke mener, at sagen har en chance, så må vi heller tænke os om igen.

Der er nemlig en behandlingstid på omkring 8 måneder i beskæftigelsesankenævnet i Ringkøbing, og det betyder, at jeg i værste fald ikke har en endelig afgørelse før udgangen af januar 2013. Det er godt nok langt ude i fremtiden, og jeg har spekuleret rigtig meget på, om det er det værd. Sætter man ikke sit liv på hold i 8 mdr., mens man venter på den afgørelse? Hvad skal jeg lave, mens jeg er i gang med at vente?
Den værste tanke er, hvis jeg nu ikke får medhold i min kommende anke derude i Ringkøbing. For hvad skal der så blive af mig? For det første er det rigtig rigtig mange penge, det handler om - penge som vi lige nu mangler hver evig eneste måned. Vi har, siden sidste år ved denne tid, mistet RIGTIG mange penge hver måned, og lige nu er min indtjening på 0 kr. Hvis jeg er heldig at få medhold i beskæftigelsesankenævnet, så får jeg sygedagpenge med tilbagevirkende kraft, og det betyder, at vi kan komme nogenlunde på fode igen ret hurtigt. Hvis jeg får afslag derude også, så betyder det, at vi mister den mulighed for indtægt, og at jeg derved lige så godt kunne have forsøgt at finde et arbejde i mellemtiden. Men man kan jo ikke gætte udfaldet, så det er vist et spørgsmål om at turde have is i maven. Uha, jeg er ikke så pokkers god til uvidenhed og is i maven!

Heldbredsfronten er en helt anden snak, og måske nok det mest centrale, da det er den, som jeg skal leve med resten af mit forhåbentlig lange liv. Jeg har det bedre nu end for et år siden, men jeg er jo langt fra tilbage på fuld styrke. Jeg har arbejdet 17 timer om ugen på biblioteket - et arbejde jeg elskede, men som alligevel drænede mig for energi. Det går meget godt til at begynde med, men langsomt begynder jeg at få sygedage, blive utilpas, få sorte tanker og gå ned af en meget dum spiral. Jeg er SÅ mega frustreret over, at jeg ikke kan overkomme ret meget. Tit falder jeg i tanker som:


Helt ærlig - det er vel et spørgsmål om at tage sig sammen!  Men jeg kan ikke. Jeg har rygrad som en regnorm, tænker jeg selv - psykiateren siger, at det handler om, at jeg slås med mange ting. Jo jo jo men det skal andre vel ikke betale for? tænker jeg så. Det kan vel ikke være samfundets eller andres problem. Og hvorfor er det, at jeg ikke kan, når andre kan? Jeg forstår det ikke, og det er virkelig ikke, fordi jeg ikke prøver at forstå eller ikke kan acceptere det. Men jeg kan bare ikke forstå det. Jeg kan godt forstå, hvis omverdenen stiller spørgsmålstegn ved det hele, men hvad skal jeg gøre? Jeg ville ønske, at jeg kendte den hemmelige formel for at komme hel ud på den anden side. Jeg ved, at der er flere som ville få god glæde af den formel, så den ville være så skøn at få fingre i. Men der er ingen hemmelig formel, og der er ingen garantier for, hvordan jeg får det i fremtiden, og hvor meget eller lidt jeg kan rumme.

Men igen hvordan kan det blive samfundets problem? Det kan vel kun blive mit eget problem og ansvar, at jeg ikke arbejdsmæssigt formår at honorere de krav, som arbejdsmarkedet og samfundets stiller til deres borgere. At det arbejdsmæssige trækker så hårde veksler på mig, at jeg også bliver svækket privat og som menneske. Men på den anden side så har jeg betalt min skat trofast - lige siden jeg var 13 år, så har jeg ikke på en måde ret til hjælp, når hele mit liv og eksistensgrundlag ændrer sig radikalt. Det er og bliver det store spørgsmål - og måske bliver det 2013, inden jeg kender svaret. I hvert fald samfundets svar - mit eget svar skal I nok få, så snart jeg har udtænkt det.

Der er blevet ansøgt om flexjob til mig som en del af anken. Det er en underlig størrelse, for på den ene side så er det en kæmpe lettelse, og på den anden side er det jo erkendelsen af, at jeg ikke kan klare mig selv, og at jeg skal under samfundets vinger - og på mange måder stritter ALT på mig ved tanken om, at samfundet (kommunen) skal fylde så meget i mit liv. Men jeg må jo nok (psstt jeg har aldrig sådan rigtig indrømmet det, og I har aldrig læst den sætning, men jeg kommer nok ikke rigtig uden om den)  erkende, at jeg har brug for den hjælp. Men dem som kender mig godt, ved også hvor svært jeg har ved at bede om hjælp og tage i mod hjælp. Det er jo egentlig rigtig dumt, men jeg er opdraget til, at man forsørger at klare sig selv, og det er virkelig en svær erkendelse, at jeg ikke kan klare mig selv. For det bringer mig lige på katastrofekurs i retningen af en sætning, som jeg arbejder med ved min psykiater nemlig:

Jeg er ikke noget værd som menneske, hvis jeg ikke er perfekt!

Uha, det er virkelig min kæphest den sætning der.....faktisk består den af meget mere, for det er en del af den onde spiral, men den ender dernede, hvor jeg er værdiløs, og hvor skal man finde selvværd, hvis man er værdiløs. Det er så pissevigtigt for mig, hvad folk tænker om mig, ikke hvad folk siger om mig, for det er pæne ting, og det hører jeg alligevel ikke efter, men hvad folk TÆNKER om mig, og alt det som de ikke tør sige højt, for jeg er jo ikke perfekt, og så er jeg heller ikke noget værd som menneske. Og hvordan kan man fortjene, at samfundet bakker op om én, hjælper én med arbejde og økonomi, så man kan have det godt, hvis man som menneske og samfundsborger er værdiløs? 

Det bringer mig frem til jobsituationen. For hvad er det lige, som jeg brænder for, hvad er det som jeg kan klare, hvad har jeg lyst til, hvad magter jeg? Og med job kommer også økonomi, for vi kan ikke klare os i al evighed uden en indtægt fra mig. Den behøver ikke være tårnhøj, men jeg er nødt til at bidrage lidt. Særligt hvis vi gerne vil have et lille hus, en micro have og et barn eller to. Den kan ikke lade sig gøre som tingene er nu, så vi er virkelig ude i prioriteringslisten. Hvad er vigtigt for mig og for os? På mange måder så er det svær at være i vores situation lige nu. Vi er henholdsvis 31 og 36, og hvis man ser på folk omkring os, så burde vi være i gang med huskøb og børn nu, men vi er bombet tilbage til start. Vi skal begge til at finde ud af, hvad vi vil med vores liv, vores økonomi skal vi til at arbejde på,og børn lader vente på sig. 
Jeg må erkende, at jeg, hvis jeg vil have indhold i mit liv, og det vil alle vel, er nødt til at arbejde mindre end fuldtid på nuværende tidspunkt. Det betyder, at vores indtægt vil blive mindre, og dermed også husets størrelse, ferierne og de gode bøffer. 

Samtidig har jeg jo altid sagt, at jeg ikke egner mig til at gå herhjemme, og det gør jeg heller ikke, når jeg har det godt. Lige nu trives jeg rigtig godt med det, men jeg har det overhovedet heller ikke godt nok lige nu. Jeg har en god hverdag og langt hen ad vejen et rigtig godt liv lige nu, men så skal der heller ikke komme mere ind fra højre, heller ikke et job, for så falder hele min hverdag sammen. Heldigvis tror både psykiateren og jeg på, at når jeg får den første afgørelse her i den kommende uge, så lysner det lidt på overskudskontoen, og så er der plads til at putte noget ind, som kunne ligne noget arbejde og lidt pligter ude i samfundet, for det vil jeg virkelig gerne! Drømmescenariet ville være fuldtidsjob med løn, weekend med manden og plads til træning - og følelsen af værdiløshed og utilstrækkelighed pakket godt væk i en kasse på loftet.  

Jeg arbejder på sagen. Jeg arbejder benhårdt på at få brudt den onde spiral  og jeg kan sagtens rent rationelt se og nemt sige højt, at jeg jo godt ved, at ingen mennesker er perfekte, og at jeg bestemt rummer en stor værdi, og at jeg sagtens kan kigge mig selv i spejlet og smile, for jeg har alle mulige grunde til at føle selvværd. Men en anden ting er virkelig at tro på det og ikke mindst føle det, og det gør jeg overhovedet ikke - og der er langt igen. Men ikke så langt som der har været, for jeg kan godt have mine momenter af selvværd og smil til mig selv i spejlet, men desværre er de mere sjældne end hyppige. Men al begyndelse er svær, og nogle gange er det vist bare at fortsætte med at sætte den ene fod foran den anden, og på et tidspunkt kommer man vel så tæt på målstregen, at man kommer helt derhen. 

Men tilbage til jobsituationen for den er temmelig uafklaret. Det eneste som jeg er forholdsvis sikker på er, at jeg ikke skal tilbage til lærerjobbet. Ikke fordi jeg ikke elskede dele af jobbet, men fordi det har for store konsekvenser for mig menneskeligt, og den pris er jeg ikke villig til at betale mere. Men hvad skal jeg så? Heller ikke engang hvis jeg skulle se bort fra økonomi og realtiske muligheder er jeg sikker i min sag. Jeg har måske nogle delelementer på plads, og det er jo nok dem, som jeg skal tage udgangspunkt i.
Jeg vil gerne skrive, så et job som indeholder det ville være dejligt, og man må jo sige, at det gør mange forskellige jobs. (Men er jeg så dygtig nok til, for jeg laver tit stavefejl, kommafejl eller andet grammastisk juks, siger den der irriterende manglende selvværdsfølelse). Jeg vil også gerne formidle, og det gør man jo i flere jobs. (Man kan jeg klare det og har jeg overhovedet noget at formidle videre). Jeg vil også gerne have mig selv med som menneske, og så går jeg lige som lidt i stå. For hvor er jobbet, som får mig med som menneske. Mit største ønske til et job er i virkeligheden bare et sted hvor jeg trives og er glad for at være. Det indbefatter så, at jeg ikke bliver presset ud over min formåen, at jeg har mulighed for at trække mig i perioder, og at jeg bliver anerkendt, for det jeg gør og kan. Sådan et job hænger jo på træerne eller hvad? Måske I kunne fortælle mig, hvad det er for et job? Hvis ja, så smid endelig en kommentar, for så har I nærmest fortjent en findeløn, hvis jeg da ejede dronningens mønt.

Og når man nu er så uafklaret omkring jobformåen, så er det jo godt at man vælter rundt i alle mulige jobmuligheder, og at man bare kan prøve sig selv af.......ha ha ha ha ha. Men sundt er det nok at forholde sig meget kraftigt til, hvad man vil med sit liv og arbejdsliv - hvad er vigtigt.

Det blev godt nok en lang smøre i dag, og så har I endda kun fået en brøkdel af alle mine tanker. Nu er de jeres, og jeg slipper for at bryde mit hoved med dem, så måske jeg er 10 kg lettere i morgen på vægten. Man kunne jo håbe, for jeg er jo også af den overbevisning, at jeg vejer ALT for meget.

Det er op ad bakke det her, men hva' det skulle give balder af stål.   

11 kommentarer:

  1. Du har så meget viden! jeg ville gerne have noget af den, bare en brøkdel - derfor apps til udskolingen. Du skal ikke beskæftige dig med lærerjobbet, du er bag det, du kan trække dig væk i perioder.... Vi har så meget brug for gode danskfaglige apps til udskolingen.

    Og du vejer ike alt for meget. Så stopper du!
    Knus H

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg arbejder på højtryk med tanken til udskolingen :-) måske har du meget ret i, at jeg skal tænke ind bag lærerfaget.

      Jeg vejer LIDT for meget....var det bedre??

      Glæder mig til vi ses snart igen
      Knus

      Slet
  2. Jeg vil gerne med om bag folkeskolen og lave den slags. Skal vi lave et firma? ;-)

    desuden rigtigt fedt med et rigtigt langt og ærligt indlæg om alle tankerne. Det letter så meget at sige det højt, og det hjælper alle til at forstå, hvad det er, der rumsterer derinde. Jeg hepper på dig. Håber på godt nyt imorgen (eller midt på ugen)
    Kh T

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er jeg frisk på - er allerede ved at gøre manden min hooked på idéen :-)

      Slet
  3. Ja, det var bedre, Nina. Glæder mig også til vi ses igen:-) et firma, god ide. Jeg vil så gerne arbejde med jeres materiale! Derer en her i Odder, som har lavet apps med læsning i de små klasser. Hun kunne være værd at snakke med....hvis nu....? Altså når tid er... Jeg hepper på jer begge N og T:-)

    SvarSlet
  4. Åhhh dejligt med et ærligt og langt indlæg!
    Jeg vil ærligt (og det ved du) sige, at det nogle gange kan være svært helt at begribe, hvad du skal og går igennem (Og det nager mig, at det kniber med min forståelse), men når jeg er sammen med dig og læser indlæg som dette, så forstår jeg hvert et ord! Måske er det fordi, jeg så INDERLIGT ville ønske, at alle dine/jeres kvaler ville forsvinde som dug for solen. Har den største respekt for jeres måde at tackle det på, - kærlighed, ærlighed og humor!
    You mean the world to me. Og så gør dog noget ved det der med "bag folkeskolen". Det har du snakket om siden 2003!!!:-) Start måske på Folkeskolen.dk???

    Næste uge bliver spændende (på så mange måder), så vi snakkes helt sikkert ved.

    I låååbe you!

    Møs fra den anden H

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak den anden H....nu blev jeg helt rørt til tårer.

      Jeg ved det alt for godt, at jeg har snakket og snakket om det der bag skolehalløj siden 2. år på sem......så det er da også kun på tide måske at gøre noget ved snakken. Det er jo snart 10 år vi snakker om. Men det er troen på det, som gør det...kan jeg nu finde ud af det, duer det til noget....det er sgu nemmere at snakke om det!

      Jeg ved, at det er svært at forstå. Hvordan skal andre forstå, når jeg ikke selv forstår. Ind i mellem gør ærlighed ondt langt ind i de inderste dele, men jeg tror fuldt og fast på at man kommer længst med ærlighed!

      Låååve you toooooooo

      Slet
  5. Hej

    Jeg faldt lige lidt tilfældigt forbi den her blog. Jeg har virkelig ondt af dig og al mulig sympati. Men jeg er nød til at korrigerer dit indlæg. Du skriver at du har ret til hjælp fordi du har betalt skat siden du var 13 år. Udfra hvad jeg ved om dig(ret mig hvis jeg tager fejl) så er du uddannet skolelærer og har arbejdet med det i nogle år maks, eftersom du kun er 31. Jeg har derfor meget svært ved at se at samfundet rent økonomisk skulle stå i gæld til dig allerede nu. Jeg mener indtil nu har du kun gået i offentligt institutioner, vuggestue, børnehave, SFO, skole, gymnasium, seminar, modtaget S.U og alle mulige andre ydelser, herunder børnepenge til dine forældre. Du har sikkert haft nogle fritidsjob siden du var 13 år og også arbejdet nogle år fuldtid som lærer. Men ærlig talt så har du ikke nået at være noget nettobirag til samfundet endnu. Det bliver man først efter mange mange år på arbejdsmarkedet. Så blot fordi man har betalt skat siden man 13 år, betyder altså ikke at samfundet skylder en noget.

    Når det så er sagt vil jeg understrege at jeg på INGEN måder er modstander af at du får hjælp, det er jo derfor vi har et social sikkerhedssystem. Det vil jeg gerne betale til og jeg syntes det er en pligt som mennesker vi har for hinanden. Omvendt syntes jeg ikke det er rimeligt at du overfor sådan nogle som mig der gerne arbejder og betaler høj skat bl.a for at hjælpe dig at du så bare konstatere at du har ydet dit. Det har du altså ikke. I stedet bør du ændre syn på situtionen og ikke se på om du skylder samfundet noget. Det lyder til at det faktisk er dit problem du skal retfærdigøre modtagelsen af penge med at du er god nok, fordi du har tjent penge. Se dog realistisk og mere positivt på det. Du får hjælp af samfundet, ikke fordi har ydet noget, men fordi du er et menneske og derfor har værdi og ikke af alle mulige andre årsager. Du har værdi som menneske derfor skal du naturligvis have hjælp. Husk på at andre mennesker vil grundlæggende være gode ved hinaden og vil hinanden det bedste. Derfor er folk som jeg og andre villige til at hjælpe. Og jeg er sikker på at havde du overskuedet ville du også hjælpe andre. Jeg syntes mere det er sådan du skal se på det fremfor en løgn om at samfundet skylder dig noget.
    Håber du kommer igennem den svære tid.

    SvarSlet
  6. Hej Anonym.
    Jeg håber, at du er anonym uden grund, og ikke fordi du ikke vil stå ved dit indlæg. Alle indlæg er nemlig velkomne her på bloggen, også dem som sætter tanker og følelser igang - det er vildt hårdt, men jo også sundt! Det er jo altid sundt at få flere perspektiver på sin verdensopfattelse, så tak for det!

    Må ærligt indrømme at jeg i første omgang blev vildt provokeret af din kommentar, som du nok også er blevet af mit indlæg. Faktisk så provokeret, at jeg fik en kæmpe klump i maven og tænkte, DET DER! det beviser bare min påstand om, at jeg i hvert fald ikke har noget værdi som menneske, når sådan nogen som dem der arbejder i hvert fald ikke mener, at sådan nogen som mig, at jeg kan tillade mig at kræve noget som helst. Jeg skal bare være taknemmelig!

    Det som provokerer mig mest er nok, at du skriver, at jeg ikke kan tillade mig at sige sådan overfor sådan nogen som dig der gerne arbejder og betaler høj skat for at hjælpe sådan nogen som mig. Det er nemlig hele sagens kerne! Jeg vil SÅ gerne være sådan én som dig, som arbejder og betaler skat (måske ikke høj skat :-) men skat)så jeg selv og andre har et sikkerhedsnet ved behov. Jeg hader bare selv at være den som gør brug af dette sikkerhedsnet i så høj grad som jeg har brug for nu. Sikkerhedsnettet er der så heller ikke for mig, for jeg er faldet igennem lige mellem to masker. Det er møg uheldigt, ikke kun for mig, men også for andre som falder i det hul, så jeg håber da, da det hul en dag bliver lappet eller gjort mindre.

    Men så fik jeg, med god venindes hjælp, sat et andet perspektiv på din kommentar - og har nu læst mit eget indlæg og din kommentar igennem igen. På nogle punkter tror jeg vores værdier og holdninger er meget forskellige, men måske er vi ikke så langt fra hinanden, som jeg i første omgang lod mig provokere til at tro.

    Jeg vælger at tolke din kommentar som værende en hjælp til at ændre mit syn på mig selv. Som jo er den kamp som er den største for mig lige nu. Nemlig at skulle retfærdiggøre overfor mig selv, hvorfor jeg har "ret" til at modtage hjælp fra systemet. Det er ikke fordi jeg selv har bidraget til det, hvilket jeg faktisk har gjort i væsentlig grad, selvom jeg er ung, og som jeg regner med og håber på, at jeg så sandelig også kommer til at være med til at bidrage til det mange år frem. Men du mener, og så må du rette mig, hvis jeg tager fejl, at jeg kan tage i mod samfundets hjælp med god samvittighed, fordi jeg er et menneske, og fordi vi hjælper hinanden i Danmark. Men mest af alt har jeg "ret" til hjælp, fordi jeg i mig selv har en værdi.

    Hvis det er sådan du mener, så har du helt ret, og det er jo der, som jeg gerne skulle hen. Men der er jeg slet ikke endnu, så endnu holder jeg krampagtigt fast til min ret, fordi jeg har bidraget - man skal yde før man kan nyde, og jeg har ydet, så nu nyder jeg (så meget som man kan nyde det, som jeg gennemgår lige nu). Mit ønske er at ende der, hvor jeg kan nyde, fordi jeg har værdi i mig selv, og at jeg yder med det jeg formår.

    Jeg krydser også selv alt, for at jeg kommer gennem den svære tid - med samfundets hjælp eller ej. Jeg vil nemlig gerne tilbage til at give hjælp fremfor at modtage hjælp!

    SvarSlet
  7. Hej igen

    Nu vil jeg ikke til at bruge uendelig meget tid på denne snak. Men jeg tror du forstå mit budskab. Du fortjener hjælp fordi du er et menneske og dermed har værdi, dermed basta. Sådan er det. Du er værdifuld og selvom jeg ikke kender dig, værdsætter jeg dig. Sådan er det bare.

    Jeg kan dog ikke undgå at blive provokeret af at du bliver ved med at påstå at du har ydet dit og derfor kan nyde(eller hvad man nu skal sige du gør). Bare se her er den seneste opgørelse over hvor lang tid det tager før samfundet har tjent omkostninger ved at uddanne folk tilbage. http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-50193211:hvorn%C3%A5r-har-din-uddannelse-tjent-sig-hjem.html

    Det tager 16 år for en folkeskolelærer før man økonomisk har været et overskud i forhold til omkostningerne ved at uddanne folk, mm. Så venligst respekter os andre der betaler skat og fremstil det ikke som om vi skylder dig noget fordi du har bidraget økonomisk til samfundet. Det regnestykke går ikke op unge dame. jeg vil gerne understrege at det for mig INGEN betydning har, hvornår folk "økonomisk er noget værd". Det var dig, som startede med at skrive at du havde ret til hjælp fordi du havde bidraget økonomisk til samfundet. Det er alene det synspunkt jeg stiller spørgsmålstegn ved. Jeg syntes ikke det er rigtigt argument, det er sådan set alt hvad jeg siger. For at skære det ud i pap:

    Du kan ikke argumentere for at du skal have hjælp er fordi at du indtil nu har været en overskudsforretning for samfundet.

    Derimod kan du sige at du fortjener hjælp fordi du har værdi, som det mennekse du er. Se det er både sandt og det er tilmed også en mere positiv tanke for dig selv. Du skal have hjælp ganske enkelt fordi du er til, hverken mere elelr mindre. Det er da smukt - fremfor en økonomisk kalkyle, der så heller ikke hænger sammen.

    God dag til dig

    SvarSlet
  8. Tak for komplimentet om mig værende en ung dame - det sætter man pris på, når man har rummet 31 :-)

    Det er nu ellers en meget spændende ordveksling vi har gang i - som forhåbentlig sætter tænker igang hos os begge. Jeg starter hver gang med at blive smadder fornærmet, genlæse og alligevel smile og tænke, at vi faktisk har fat i nogle gode budskaber og tanker begge to.

    Som en lille note så betaler alle jo skat - også selvom man får dagpenge, sygedagpenge, SU eller andet offentlig bidrag, så man tilhører vel alle den kategori af mennesker som betaler skat. Så jeg gider ikke sættes i bås på den måde stillet over for JER der betaler skat! Skal vi bytte?? Jeg bytter gerne min hverdag ud med en mere normal hverdag. Ligeledes hvis du mener at alle mennesker har værdi uanset så er det vel også ligegyldigt om jeg modtager hjælp fra jer der betaler skat - det er vel helt ok fordi jeg har en værdi i mig selv som menneske og derfor har lov til at bede om og få hjælp.

    Og nej på den anden side kan jeg godt stilles over for jer der betaler skat, for lige pt betaler jeg ikke skat, men det er fordi jeg har en indtægt på 0 kr før skat!

    Jeg vender lige tilbage til mit synspunkt omkring økonomi igen - for jeg håber meget at du misforstår mig. Jeg forsøger egentlig bare at forklare de belastende tanker, som jeg kæmper med i mit hoved. At jeg i mit hoved er nødt til at holde fast i, at jeg har bidraget til samfundet(både økonomisk og menneskeligt)for at kunne holde tanken om hjælp fra samfundet ud. I mit hoved giver det mig ret til at tage i mod hjælpen, fordi jeg i mit hoved kæmper med at føle værdi som menneske - at det så ud fra en rationel virkelighedsopfattelse er helt forkert - det er vi ikke uenige om. Jeg er ret sikker på at du opfatter det for bogstavlig, når du siger at jeg pinder rundt i min ret til hjælp pga. af mit bidrag til samfundet.

    Men du bekræfter for mig, hvor svært det kan være for andre at forstå andre - og hvor nemt man kan blive misforstået. Det kan også nemt være mig som misforstår - det gør jeg jævnligt, og nogle vil kalde mig nærtagende - men jeg opfatter det faktisk sådan at du taler en smule ned til mig i dit svar - blot til orientering så virker dit sprogbrug nedladende og arrogant - håber ikke det var hensigten. Hvis det var hensigten, så håber jeg at du har skrevet kommentar på min blog for sidste gang - hvis det er mig som har misforstået dig, så kig endelig forbi igen.

    Har du for øvrigt en blog man kan læse med på - for du lyder som et spændende menneske med dine meningers mod - men som også lige som mig kunne bruge flere perspektiver på dit verdensbillede.

    God kristi himmelfarts dag til dig

    SvarSlet

Smid endelig en kommentar